Læsetid: 7 min.

Undtagelsen 1760

Danskernes engagement i udnyttelsen af slaver fra Afrika var fra starten en kongelig affære
Maleri af Gustaf Lundberg, 1775

Maleri af Gustaf Lundberg, 1775

Nationalmuseum.se

25. marts 2017

Hvad pokker var meningen? Set med den 8-åriges mørke øjne var det hele en gåde.

Hvorfor havde de trukket ham ud af hytten og ned til havnen? Hvorfor havde de låst ham inde i et mørkt rum på det store skib? Hvor sejlede de hen, og hvad ville de i det hele taget med ham?

For tredje gang i sit unge liv var Kwasi nu blevet bortført. Første gang af skrigende afrikanske slavejægere, der overfaldt hans landsby med den hvide mands bragende ildvåben, bandt de tilfangetagne sammen i rækker efter hinanden og tvang dem til at vandre den lange vej ned til Guldkysten, hvor de blev kastet ned i de mørke svedende kældre under det store hvide fort, kvinder og mænd hver for sig og de små børn hos mødrene.

Næste gang blev fangerne efter køn purret op fra de uhumske kældre og gennet ned i bunden af et stort skib, hvor de voksne kroppe blev pisket ind under et lavt dæk.

Fest i gaden på St. Croix en gang mellem 1888 og 1893.
Læs også

Her blev de lænket fast til gulvet to og to – ansigt mod fødder – med skramlende jern om lemmerne, inden skibet stævnede ud over det store frådende hav på vej til danskernes slavekoloni i Caribien. Undervejs sejlede kroppenes ildedunstende udledninger mellem dækkets levende og døde.

Nu var Kwasi igen blevet grebet og sendt på vej til endnu et ukendt sted. Denne gang skete det på direkte ordre fra hans og forældrenes ejer, der var ingen ringere end Hans Majestæt Kongens stedfortræder og øverste embedsmand i Dansk Vestindien.

En kongelig affære

Danskernes engagement i udnyttelsen af slaver fra Afrika var fra starten en kongelig affære. Når fremmede skibe rundede Kronborg, klingede toldindtægterne i den kongelige kasse. Christian den 4. vidste, at en stor del af mønterne dryssede ud af lasterne fra de varme lande, der leverede eftertragtede varer som sukker, kaffe, tobak, ingefær og bomuld til landene omkring Østersøen. Det gav ham ideen til selv at søge land i kolonierne.

Et dansk skib ankret op ud for det danske fort Christiansborg. Et almindeligt syn i 1700-tallet på Afrikas danske guldkyst, gengivet af tegnere Ants Lepson.

Men danskerne var sene i optrækket. De mest frugtbare områder i den såkaldte Nye Verden var besat af de store europæiske sømagter, og først efter kongens død i 1648 lykkedes det hans søn Frederik den 3. og fra 1670 dennes søn Christian den 5. for alvor at besejle Caribien og vende hjem med kolonialvarer.

En sommeraften i 1672 ankrede et af ådens større skibe op ved den grønne ø Sankt Thomas. Ud fra ‘Farø’ tumlede 104 forkomne sjæle i land, en broget ok af udmarvede dansk-norske sømænd, soldater, tugthusfanger og kvinder dømt for usædelighed.

De var fortroppen i de kongeliges danske kolonieventyr. De skulle rydde vulkanøens tilgroede skråninger og plante nye tropiske afgrøder.

Men danskerne kunne ikke klare sliddet under den brændende sol. Syv måneder efter landgangen var kun 29 i live.

Så sejlede nybyggere på de engelske naboøer slavegjorte afrikanere til Sankt Thomas, hvor de viste sig anderledes hårdføre og produktive.

Det inspirerede danskerne til selv at hente afrikanere fra Guldkysten, hvor danske handelshuse virkede som mellemstationer på sejladserne til Kina og andre steder i Østen.

Tilførslen af tusindvis af afrikanske fanger ændrede alt på de vestindiske sukkermarker, der snart blev en af hovedkilderne til Danmarks økonomiske fremgang. Salget af sukker skabte enorme formuer og ufattelig forarmelse, mens udnyttelsen af slaver splittede folk, samfund og hele kontinenter.

Kongemagten og dens tilhængere var med hele vejen. Det danske slaveri i Afrika, Caribien og Europa startede, blomstrede og sluttede med enevælden.

Europa og slaverne

Afrikanske børns hårdt plagede opvækst i sukker- og bomuldsmarker under mesterknægtens pisk og den nådesløse tropesol var ikke noget særsyn i de mere end 400 år, da europæere bortførte mennesker fra Afrika for at udnytte dem som slaver i Den Nye Verden.

Europa havde en lang tradition for slaveri – i antikkens Grækenland og Romerriget, hos vikingerne i nord og de mauriske besættere i Spanien. Langt op i 1700-tallet risikerede kristne europæere helt op til Island at blive bortført som slaver til haremmer og pinsel i det muslimske Nordafrika og Orienten.

Foragten og udnyttelsen af »de andre« har ofte været magtens og erobringstogternes umenneskelige bivirkning. Men ingen med en så indgribende effekt på verden og nutiden som de lænkede fanger på europæernes sejladser mellem Afrika og Amerika.

Europæernes første skibsladning med indfangne afrikanere blev den 8. august 1444 sat i land i havnebyen Lagos på Portugals Algarve-kyst. De 235 mennesker var blevet kidnappet i Vestafrika af portugisiske opdagelsesrejsende på en åde af nybyggede karaveller, som kongesønnen Henrik Søfareren havde udsendt.

Fra sin opvækst var Frederik den 5. vant til at se slaver i de kongelige gemakker. Her poserer hans far, den kristne alvorsmand Christian den 6., med sin vestindiske page. Christian anså slavehandlen over Atlanterhavet som en velsignelse, fordi den fjernede afrikanere fra Afrika, så de kunne gøre gavn for det dansk-norske kongerige.

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
Ved hjemkomsten red prins Henrik til Lagos og udvalgte sin femtedel af slaverne. Resten blev sat på auktion uden for bymuren.

Her blev familier splittet og solgt under hjerteskærende scener, hvor mænd for evigt blev adskilt fra deres koner, børn fra deres mødre og søskende fra hinanden.

Kongens kronikør og rigsarkivar Gomes Eannes de Azurara havde været med på rejsen til Mauretaniens kyst. Her havde han på øer i Arguin-bugten oplevet afrikanere som frie og stolte mennesker i deres eget miljø.

Han havde set, hvordan hans landsmænd brutalt havde overfaldet og dræbt hundredvis af lokale indvånere for at tage de overlevende til fange. Nu så han de samme fanger som ulykkelige slaver til salg, omgivet af nysgerrige tilskuere, mens de ventede på deres skæbne.

Gennem Azuraras lange, detaljerede beretning fra rejsen ved vi, hvordan europæernes første slavefangst i Afrika foregik, og hvad han selv tænkte.

»Hvilket hjerte kunne være så hårdt, at det ikke blev gennemboret af medlidenhed ved synet af den forsamling?« skrev han.

»Nogle stod med bøjede hoveder og deres ansigter badet i tårer, mens de så på hinanden. Andre stod og hulkede med højlydte klager og blikket stift rettet mod himlen, som ville de påkalde sig hjælp fra Moder Jord. Endnu andre slog sig i ansigtet med deres håndflader og kastede sig i deres fulde længde på jorden. Andre igen brød ud i højlydte sørgesange efter hjemlandets skikke. Skønt vi ikke forstod deres sprog, syntes lyden at stemme med dybden af deres fortvivlelse.«

Prins Henriks formål med ekspeditionen havde været at finde søvejen uden om Sahara til Guinea-kysten og især det nuværende Ghana. Herfra havde arabiske handlende i 400 år drevet kameler i karavaner gennem ørkenen og dermed bragt guld, elfenben og slaver op til Middelhavet.

Men da søfolkene vendte hjem til Portugal med slaver, øjnede kongens driftige og kosmopolitiske bror Henrik, der havde både engelsk, fransk og spansk blod i årerne, en ny europæisk forretningsmodel: import og salg af afrikanske tvangsarbejdere.

Snart plantede de første afrikanske slaver sukkerrør på Madeira og Tenerife, mens andre ryddede jord på Azorerne eller plukkede bomuld på Kap Verde. De atlantiske øer blev vigtige trædesten for europæernes indtrængen i Afrika og Amerika.

Atten år efter at de første caribere havde opdaget Christoffer Columbus på deres ø, beordrede den spanske kong Ferdinand 50 slaver – »de bedste og stærkeste, der kan skaffes« – til at arbejde i guldminerne på sin caribiske ø Hispaniola. De blev købt i Sevilla i 1510 og var de første afrikanske slaver, der satte foden på den anden side af Atlanterhavet.

Danske børneslaver

Kwasi var blot en af omkring 12,5 millioner afrikanere, som overlevede rædslerne i de europæiske slaveskibes dødskamre for at pukle som martret arbejdskraft på den anden side af Atlanterhavet. At han ved afsejlingen fra Afrika var for lille til at gøre gavn, gjorde ikke den store forskel.

Plantageejere og slavekræmmere på de danskes øer havde ingen skrupler ved at udnytte børn efter behag, og med tiden blev de uhumske og dødbringende lastrum under de danske slaveskibe stadig oftere fyldt med børn.

Mens den dansk-tyske slavehandler Ludewig Ferdinand Rømer tidligere i 1700-tallet harmedes over brutale franske slavehandlere, der ved indskibningen på Guldkysten »have taget Barnet fra Moderens Ryg og slængt det hen på Strand-Bredden, stødt Moderen i Fartøyet og seglet med dem«, fordi »De Franske sige, som sandt er, at en Slavinde med et barn tager tre dobbelt saa meget Rum op, som en enkelt Slave«, så blev de slavegjorte børn i dansk regi set som en let og håndterlig råvare og tillige en billig investering i fremtidig arbejdskraft. Derfor var andelen af børn større på de danske slaveskibe end på de fleste andre.

Således var hver fjerde eller femte slave på den danske sukkerø Sankt Croix et mindreårigt barn på den tid, da Kwasi blev slæbt bort og trukket ombord på fregatten, der med blafrende sejl på masterne stævnede ud fra bugten ved hovedbyen Christiansted.

Det hændte, at en ladning syge og udmarvede afrikanere efter sejladsen over Atlanterhavet kun blev losset ud på de danske øer for at blive gjort i stand og solgt videre til britiske, franske eller spanske kolonier i Caribien og Amerika.

Men at håndplukke en enkelt dreng ud af en sort børneflok for at sejle ham bort fra Dansk Vestindien var mere usædvanligt. Det måtte betyde, at der var noget andet på færde. At der var en bestemt hensigt og et skjult formål med hans afrejse.

Som offer for tvang, vold og ejerens tilfældige luner var den 9-årige Kwasi ikke anderledes stillet end de 100.000 andre afrikanere, som danskerne i løbet af 175 år udnyttede som slaver på den amerikanske side af Atlanterhavet.

Hvad der gjorde Kwasi til en så markant undtagelse, var den rent ud fantastiske skæbne, der ventede ham i Europa.

Uddrag fra Alex Frank Larsens ’Kongehusets joker – fra slavedreng til slotidol’, som udkommer på Informations Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu