Læsetid: 4 min.

Sig, hvad der er i vejen

Med ’Klassen’ har DR Ultra nået målgruppen af store børn, der ellers ikke gider fjernsyn. Det, der skal til, er åbenbart en parade af almindelige problemer serveret med det gode og opbyggelige budskab, at man har brug for hinanden
Afsnit af Klassen er ti minutter lange og sendes alle hverdage sidst på eftermiddagen, men serien har også et liv på de forskellige digitale platforme – DR Ultras app, kanalens hjemmeside og på de forskellige sociale medier.

Afsnit af Klassen er ti minutter lange og sendes alle hverdage sidst på eftermiddagen, men serien har også et liv på de forskellige digitale platforme – DR Ultras app, kanalens hjemmeside og på de forskellige sociale medier.

Jakob W. Kildehave

21. marts 2017

Der er en replik, der går igen i forskellige variationer i stort set alle afsnit af DR Ultras serie Klassen om livet i en helt almindelig 6. klasse, hvis anden sæson netop er begyndt.

Det er den, Fie (Emily Bowen) siger til sin generte og usikre bedste veninde Signe (Lil Løvetand Rahbek), og som Sarah (Josephine Højbjerg) siger til sin klassekammerat Chili (Isabella Møller Hansen), der har fået blå mærker af sin mors raserianfald: Du er nødt til at sige, hvad der er i vejen, så jeg kan hjælpe dig.

Det lyder som en kampagne for omsorgsfuld opførsel udarbejdet i samarbejde med rådgivningstjenesten Børnetelefonen, og det er det også. Klassen tager problemer og dilemmaer op, som er udbredte blandt 7-12-årige, og så skammer den sig ikke det mindste over at gå den lige vej hen til moralen – som typisk er, at man skal huske at hjælpe hinanden og huske at tage imod den hjælp, man får.

Fie fortæller Signe, at hun er en god veninde og skriver godt, og Sara inviterer Chili med hjem, fortæller hende, at det ikke er i orden at tage så hårdt fat, som hendes mor har gjort, og får hende til at ringe til Børnetelefonen.

Afsnittene er bare ti minutter lange, og hvis de ikke ender godt, er det, fordi historien fortsættes i næste afsnit. Ingen konflikter forlades uforløste – selv om det er en del af den historie, Klassen fortæller sin målgruppe: At der ikke er løsninger på alle problemer.

I sidste sæson mistede et af børnene f.eks. en forælder, og det var der ikke noget at gøre ved – andet end at tale med nogen om sorgen.

Dagens dilemma

Afsnit af Klassen er ti minutter lange og sendes alle hverdage sidst på eftermiddagen, men serien har også et liv på de forskellige digitale platforme – DR Ultras app, kanalens hjemmeside og på de forskellige sociale medier.

Her starter dagens historie allerede om morgenen i form af videodagbøger med karaktererne. Op til anden sæson gav seriens skuespillere ventetips. En luksus, jeg gerne så udbredt til alle mulige voksenserier. Og også her er det meningen, at de store børn skal snakke med hinanden om dagens dilemma.

De enkle scener, der bliver udspillet mellem børnene i skolegården, klasseværelset og på gangene, afbrydes af interviewklip, hvor dagens hovedperson henvender sig direkte til kameraet, som om det var en dokumentar.

Seriens format er hentet i Holland, men Klassen minder også en del om den norske netserie Jenter, som Julie Andem udviklede, før hun tog de gode ideer med videre til en lidt ældre målgruppe med Skam. Det klare fokus på ét relaterbart problem ad gangen og så den måde, børnenes chat- og sms-korrespondancer popper op på skærmen på har serierne til fælles.

Handlingen i Klassen er også som i Jenter og Skam baseret på research. Her har Børnetelefonen leveret viden og indsigt.

Påfaldende enkelt

Til forskel fra NRK’s præmieeksempler zoomer Klassen ikke ind på en mindre gruppe, som tilføjes flere og flere facetter. Det skifter fra dag til dag, hvem fra seriens 6. klasse, der er i fokus, og karaktertegningen er rimelig enkel.

Max (Noah Honoré) er f.eks. en nørd, fordi han spiller computer hele tiden, men han er flink og rar, og det er strengt, at klassens – og sæsonens – nye dreng Tobias (Jonathan Westphal Stennicke) svigter ham for at indynde sig hos klassens lidt kækkere drenge.

Det er ikke et stort og mangefacetteret portræt af drengen Max og gruppepressets lede væsen, der bliver udfoldet, men mindre kan også gøre det at dømme ud fra seriens seertal. En anden dag i et andet afsnit med en anden synsvinkel optræder Max så som den søde dreng, hovedpersonen ikke tør tale med.

Det mest påfaldende ved Klassen er enkelheden. Meget af det børnefjernsyn, der har været i min levetid, og ikke mindst den hedengangne institution Børneradio, har henvendt sig til den samme målgruppe med kaskader af fis og sarkasme. Den slags er der intet af her.

Øjenhøjde kan komme til udtryk på forskellige måder, og i Klassen sker det i kraft af en uforbeholden loyalitet over for karaktererne, deres dilemmaer og ikke mindst de løsninger, serien slår på tromme for.

Det betyder ikke, at der ikke er nogen humor i serien, eller at den er tung af alvor hver dag. Der er også nuttede historier som den om Bertram (Elias Amati Aagesen), der gerne vil have mere opmærksomhed og derfor laver en musikvideo til YouTube.

»Første gang jeg så dig var en lysegrøn forårsdag / og sløjd var mit yndlingsfag,« synger han helt overstylet af en klassekammerat, der har givet ham hård stil. Bertram får sin opmærksomhed, videoen bliver set og delt. Folk griner – og i seriens ånd er det slet ikke af ham, men rigtig meget med ham.

’Klassen’ sendes på DR Ultra hverdage kl. 17.50 og kan også ses på dr.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu