Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det vrede teaters tid

Teatret byder på vrede forestillinger om at være fattig og undertrykt – og om at måtte flygte for at få et bedre liv. Men også om at være aktivist på højrefløjen. Læs her, hvad ’Vredens Druer’ på Betty Nansen Teatret, ’After Miss Julie’ med That Theatre Company på Krudttønden og ’Vrede’ på Folketeatret har til fælles!
Elliott Crosset Hove er stærk og stejl som sønnen, der maler graffiti mod muslimer, over for Sarah Bobergs mor, der pludselig har fortrængt sin egen aktivisme som ung i Folketeatrets interessante forestilling Vrede

Elliott Crosset Hove er stærk og stejl som sønnen, der maler graffiti mod muslimer, over for Sarah Bobergs mor, der pludselig har fortrængt sin egen aktivisme som ung i Folketeatrets interessante forestilling Vrede

Thomas Petri

Kultur
17. marts 2017

Lige nu ulmer vreden i teatret. Folketeatret byder på terrorforestillingen Vrede, og Betty Nansen Teatret viser Vredens Druer over Steinbecks roman – og det engelsktalende That Theatre Company viser Strindberg-tolkningen After Miss Julie.

Det er den sociale uretfærdighed, der får denne teatervrede til at blusse. Vredens Druer foregår godt nok i et forarmet USA i 1939, hvor arbejdsløshed og fejlslagen høst i Midtvesten får folk til at emigrere længere og længere vestpå – mod Californien, hvor der er brug for masser af arbejdere. Det står der i hvert fald på de løbesedler, som får folk til at rejse af sted på den farlige flugt. Selvfølgelig kun for at opdage, at der venter dem endnu hårdere vilkår i de forjættede appelsinmarker.

Iscenesætteren Katrine Wiedemann og scenografen Maja Ravn har fortolket Frank Galatis dramatisering af Steinbecks roman som en almentmenneskelig familiehistorie om at blive tvunget til at bryde op og rejse videre. De kunne sagtens have valgt at henlægge handlingen til Trumps USA her i 2017, men de har i stedet holdt sig til kjoler og jakkesæt fra 1930’erne.

Derudover er alt stiliseret. De otte skuespillere står op ad en grå væg, der er presset helt frem mod scenekanten, så de skal passe på, at de ikke falder ned i orkestergraven. Men det hæmmer spillet mellem skuespillerne, at de har så lidt plads.

Forelsket i flod

Wiedemann og Ravn formår dog som altid at skabe en visuel fortælling om menneskers stærkeste higen. Joachim Fjelstrup er vidunderligt utæmmelig som den unge Tom Joad, som lige er kommet ud fra fængslet, og som nu vil gøre alt for at skabe et nyt liv - og Laura Bro kryber ind i moderens stædige, bekymrede krop med en sejhed, der trumfer alle andres.

Jens Jacob Tychsen har en overnaturlig klang i sin stemme, så alt pludselig bliver smukt, når han som familiens hjerneskadede søn forelsker sig i lysglimtene over en flod og nægter at rejse væk fra vandet. Og Olaf Johannessen har et sublimt blik ud mod publikum, der viser, at han er klogere på livet end på sine egne synder.

Vredens Druer er en renskrabet skildring af flygtningens vrede og udmattelse. Men Wiedemann og Ravn arbejder så stiliseret og langtrukkent, at det faktisk bliver svært for tilskueren oprigtigt at mærke udsatheden. Scenebillederne bliver simpelthen for lækkertpæne i den støvede retroæstetik.

Tepotten parat

That Theatre Companys opsætning af After Miss Julie er ikke tilsvarende lækkert, men det har samme flirt med en filmforherliget fortid. Stykket af englænderen Patrick Marber er et drama over Strindbergs Frøken Julie – et drama om herregårdsfrøkenen og tjeneren fra Sverige i 1880’erne, men hensat til London i 1950’erne.

Her kulminerer tjenerens vrede over at være holdt nede i samfundet med overklassedatterens vrede over at føle sig uønsket. Sammen leger de med hinanden – og hinandens kroppe – mens tjenerens forlovede sover i værelset ved siden af. Og så går det selvfølgelig galt.

Instruktøren Ian Burns har iscenesat forestillingen med solid realisme i Krudttøndens lille teaterrum, som scenografen Tamara Tomanic har gjort til et rodet, engelsk herregårdskøkken med tepotten parat.

Skuespilleren Benjamin Stender har en masse vrede i sig som tjeneren – faktisk mere vrede end liderlighed – og Maria Winther Nørgaard er killingeagtigt utilregnelig som Frøken Julie. Alligevel er det Johanne Wang-Holms kokkepige, der udviser den mest interessante vrede. Hun formår at afvise sin samtids hykleri – uden at ændre sine grundlæggende forhåbninger om at blive godt gift og gå i kirke hver søndag. Det er en fin og uventet fortolkning.

Djævelsk veloplagt

Vreden spilkoger i Vrede af den australske dramatiker Joanna Murray-Smith – i en handleklar oversættelse af Niels Brunse. I Madeleine Røn Juuls iscenesættelse på Folketeatret er stykket frem for alt blevet et mor-søn-opgør: Sønnen har malet graffiti på en moske, og det nægter moderen at forstå. Indtil sønnen roder op i moderens egen fortid som venstreorienteret aktivist.

Det er den lysende, uforudsigelige Elliot Crosset Hove, der spiller sønnen med det stejle sind. Han spiller ud med sin alders stærke trang til at gøre oprør, og Sarah Boberg spiller djævelsk veloplagt rollen som hans tjekkede forskermor. Hun rammer alle nuancer fra det manipulerende til det sygeligt egomane – ud fra en selvfølgelig præmis om, at venstreorienteret aktivisme er idealisme, mens højreorienteret aktivisme er terror. Og så bliver der kamp.

I denne duel står Troels Lybys udglattende far også i skudlinjen, nærmest side om side med Tanya Lund Andersens lovligt kække journalist. Til gengæld har Camilla Bendix og Jacob Weble nogle forrygende præstationer som selvsikkert forældrepar med jordforbindelse – og Benjamin Boe Rasmussen giver et sjovt bud på en lærer med selvfedme i autoriteten.

Alligevel går dette australske stykke fra 2013 aldrig helt i hak med tidens fremmedhad. Dets påstand om en uforklarlig vrede over for islam bliver aldrig forløst, og dets flirt med terroristens psykologi forbliver også en påstand. Stykket klæder Folketeatrets internationale repertoireprofil, men ret beset er teksten ikke god nok. Desuden har scenografen Manfred Blaimauer skabt så kedsommelig en turnéscenografi, at tilskuerens øjne keder sig før ørerne.

Så jo. Vreden smitter i tilskuersalen. Og som hovedpersonen siger det:

»Alt, hvad der er interessant, sker, når vi holder op med at være pæne mennesker.«

’Vredens Druer’. Baseret på John Steinbecks roman (1939). Dramatisering: Frank Galati (1990). Oversættelse og dramaturgi: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Lys: Christian Alkjær. Lyd: Troels Møller. Betty Nansen Teatret. Til 9. april 2017.

’Vrede’. Tekst: Joanna Murray-Smith (2013). Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Manfred Blaimauer. Kostumer: Gøje Rostrup. Folketeatret på turné. Oplevet hos Hjørring Teater. På turne til 27. marts, bl.a. i aften den 17. marts i Hørsholm og lørdag 18. marts i Odense - samt på Folketeatret i Nørregade 29. marts til 5. maj.

’After Miss Julie’. Tekst: Patrick Marber (1995) – over August Strindbergs ’Frøken Julie’ (1888). Iscenesættelse: Ian Burns. Scenografi: Tamara Tomanic. That Theatre i Krudttønden på Østerbro. Til 25. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her