Da metalbandet Mercyful Fate fortjent modtog Steppeulvens ved Årets Steppeulv tidligere i år, var det et tegn på, at en tidligere ugleset genre er blevet respektabel hos musikkritikerne. Men nok så vigtigt var det en påmindelse om, at der var en tid, hvor danske musikere var med til at definere lyden af metal på internationalt plan.
Skønt Mercyful Fate i høj grad var med til at inspirere senere ekstremmetalmiljøer, blev det i skandinavisk sammenhæng Norge og Sverige, der definerede genrer som black metal og death metal.
Noget er dog i gære i den danske muld, og de senere år har den danske black metal-scene fostret flere kunstnere, som har opnået international anerkendelse, og som herhjemme har formået at bringe genren ud af et nichemiljø og ind i en bredere offentlighed. Her kan man nævne Solbrud og Myrkur, der begge har nye plader på vej. Nu føjer et nyt bæst kaldet ORM sig så til folden. Og det er et bæst, der hugger hårdt.
Beskidt og brutal
Ligesom Myrkur har ORM fra begyndelsen været omgærdet af mystik med skjulte identiteter, der alt sammen har været med til at opbygge en massiv hype. For hvem var dog disse danske musikere, der dyrkede en mytologisk ormeskikkelse, og som ud af det blå leverede brutal black metal af høj international klasse?
Det var dygtig markedsføring, og selv om bandets identiteter hurtigt blev afsløret, har det selvbetitlede debutalbum været ventet med store forventninger.
Og det er da også så afgjort en overbevisende debut, der viser at bandet er mere end hype. Umiddelbart er ORM et mere uforsonligt bekendtskab end Solbrud og Myrkur. Mere råt og uden de finkulturelle markører, der har gjort de to andre spiselige for den uvante metallytter. Hvor lytteren har kunnet finde referencer til drømmende postrock og shoegaze i Solbruds mere atmosfæriske numre, og hvor Myrkur dygtigt har koblet de skrigende black metal-passager med klassisk musik, norrøn skønsang og flotte melodier, ja, så rammer ORM’s musik en lige i fjæset fra åbningsnumret »Blood of Your Blood«.
Vægten er lagt på onde riff, og lyden er beskidt, uden dog at bekende sig til den ekstreme lo-fi lyd, som kendes fra mange af genrens pionerer.
Albummet er produceret af Lasse Ballade, der også har produceret Solbrud, men her har han altså valgt et mere primalt udtryk, der river og flår i lytteren, og som står godt til ORMs’ musik. Vel er her mere atmosfæriske passager. Stille og smukt fingerspil indleder den over 10 minutter lange »Apotheosis«, og smukke sirenekor føjer sig til undervejs. Det giver dynamik og er med til at underbygge det mytologiske aspekt, men det er også bedragerisk ro på havoverfladen, inden ormen atter pisker bølgerne frem.
Something’s rotten ...
Det mytologiske understreges på den lyriske outro til »A Tree Ablaze/Yggdrasil Brænder«, der forankrer det musikalske univers i det nordiske. Ormen i navnet knytter således an til de nordiske sagns midgårdsorm.
I pressematerialet oversættes ORM da også til »serpent«. Her rummer det danske ord dog nogle nuancer, som det engelske ikke får med. For nok kan ormen læses som urbæstet, der får jorden til at skælve, når den vrider sig.
Men man får også associationer til ormen som symbol på det depraverede, på forrådnelsen og dermed på dødens realitet eller »ormene ved himlens port,« som Henrik Nordbrandt skrev om. På den måde er der altså virkelig noget rotten in the state of Denmark på ORM’s debut.
For formidler de episke passager rødderne i de nordiske myter, så formidler det beskidte lydbillede og den forpinte vokal samtidig dødens brutalitet, ligstanken og billedet af ormene, der mæsker sig i det rådne kød. Noget stilistisk nybrud er der ikke tale om, men et solidt bud på moderne black metal og en kraftpræstation af en debut, som viser, at dansk black metal har smidt sit provinsielle præg.
ORM kan opleves live på Café von Hatten, Randers (22/4), Den Grå Hal, Christiana (27/4) og Tape, Aarhus (29/4)
