Læsetid: 5 min.

Daddy Dylan har udbygget sit organ

Lad os være voksne og erkende, at det ikke handler om, hvem der har ejerfølelser for Bob Dylan. Lad os nyde, at manden i disse år er en mystisk og til tider betagende koncertoplevelse. Denne gang i Operaen, hvor han ikke kun fastholdt sin stærke form, men viste sig som en større crooner end måske nogensinde før
Bob Dylan ved en koncert i Sverige sidste år

Bob Dylan ved en koncert i Sverige sidste år

Matt Sayles

8. april 2017

Først hans hvide hat. Vuggende kropsløs over en usynlig horisont inde i mørket bag rampelyset. En mytologi løsrevet fra naturlovene.

Så træder dens bærer uden nogen form for ceremoni ind i projektørbadet. Det var bare en mand. Men stadig en mytologi. Aktuel Nobel-pristager i litteratur. Den modvillige helt i dunkel silhuet mod musikhistorien. Onkel Bob. Daddy Dylan.

Vi er i Operaen ude på Holmen på en vindblæst aften, der minder om, at foråret altid kan smutte mellem fingrene på os. Indenfor i salen virker plyssæderne spinkle, og det føles, som om hele stolerækken vånder sig, hvis man vugger i takt. Man skal opføre sig ordentligt.

Ved siden af mig sidder en hvidhåret herre, der lavmælt bifalder sine yndlingsnumre. Ofte blot ved at åbne hænderne opad i en tavs taksigelse. Måske et lille klap eller et lykkeligt kluk. Ellers sidder han som en sfinks og tager koncerten ind.

Først: »Things Have Changed« fra 2000, der ironisk nok ikke er blevet afgørende ombygget, men åbner koncerten i livlig stil med sin stampende rytme og sprøde klange.

De glider ufattelig godt sammen, Dylan og bandet. Nogle gange med markerede muskler, andre gange i en rislende zen. En enhed, der synes at finde sammen med samme selvfølgelighed, som når vi andre tænder for vandet. Sammen stiger de ned i Dylans store amerikanske sangflod. Aldrig den samme, altid til fortolkning.

Protagonisten skiftevis står og sidder her i begyndelsen af koncerten ved klaveret i gang med at ombryde sin stemme, vride grus udad denne vidt forgrenende jordvej. Med de med alderen karakteristisk rutchende fraseringer, der sender ham fra det apollinske overblik og ned i den primale grød af blues.

»People are crazy and times are strange/I’m locked in tight, I’m out of range/I used to care, but things have changed

Færdig med politik

Første gang jeg var i Operaen, var mens Ungdomshuset på Jagtvej var lukningstruet. Det var til PJ Harveys solooptræden til Kronsprinsparrets kulturprisoverrækkelse den 24. september 2006. Min kæreste Signe havde skrevet »69« med sort sprittusch på sin kridhvide silkekjole.

Det kunne ikke beskytte Ungeren fra nedrivning, men det føltes godt i situationen at give en royal, økonomisk, politisk elite en fuckfinger i deres eget reservat.

Den slags ville Dylan aldrig give sig i kast med. For længst færdig med politisk gestik. Men ikke med i sit væsen og sin ageren at lege kispus med magten og konventionen.

I Operaen ytrer han ikke et eneste ord mellem numrene, kan jeg rapportere. Og hans afskedssalut er et par mærkværdige, stivbenede cowboypositurer, hvor ikke engang en hånd hæves til afsked.

Men tag også tidligere præsident Obamas ord for det. I 2010 optrådte Dylan for første gang i Det Hvide Hus. I modsætning til alle andre musikere mødte han ikke op til prøverne og ville heller ikke fotograferes med præsidentparret.

Han fremførte »The Times They Are A-Changin'« og gik så hen til Obama, trykkede hans hånd, nikkede, smilede, skred.

»That's how you want Bob Dylan, right?«, sagde Obama til musikmagasinet Rolling Stone. »You want him to be a little skeptical about the whole enterprise

Pyt med paroler

Ikke 69, men 68 er et af nøgletallene i dylanologien. For det er skelsåret for dén generation, der om nogen tager ejerskab over Dylan.

Man kunne gøre sig lystig over, at denne engang så antiautoritære generation nu sidder i storkapitalens bygningsværk, finkulturens højborg, Operaen, og har betalt i dyre domme for at lytte til deres svundne ungdoms profet.

Men man kunne også bare anerkende, at hverken Dylan eller hans følgere kan afkræves politisk legitimitet og konsekvens i kunstens rum.

Så. Lad os for en gangs skyld være voksne. Lad os erkende, at det ikke handler om, hvem der har ejerfølelser for Dylan – og hvem disse mennesker er, og hvad deres politiske habitus er værd, når der skal sættes handling bag deres paroler.

Paroler er slet ikke i spil hos Dylan, og at høre manden i disse år er en mystisk og til tider betagende oplevelse. Hvis man ikke kender teksterne, erfarer man dem kun i glimt, når manden lejlighedsvist artikulerer klart nok. Men man forstår, at man er i selskab med en kompleksitet, en formidler af visioner, poetisk formulerede i den store amerikanske musiktradition. En kultur, der har absorberet det amerikanske vanvid, mod og forestillingsunivers.

I dag sker formidles dette bedre end nogen andre steder i den amerikanske hiphop. Men det betyder ikke at Dylans værk er uvedkommende, for dem der kan forlige sig med fraværet af programmerede beats – at alt tværtimod sker til håndarbejdets fremme i Dylans koncertunivers.

Crooner-traditionen

»Highway 61 Revisited« er et andet tidligt højdepunkt i aftenens koncert. Igen stående ved klaveret, som han tumler akkorder ud af, mens elguitaren leverer uppercuts.

Bevares, der vegeteres også i perioder under den cirka to timer og over 20 numre lange koncert, hvor vi skal rundt i amerikanske urgenrer som country, blues, rock'n'roll. Besøg, der ikke altid føles nødvendige, men synes at tjene det formål at være tilløb til de store sange og udførelser, der strøes ud over hele koncerten.

Sange såsom »Pay In Blood« og »Long and Wasted Years« fra Tempest fra 2012, »Love Sick« fra Dylans vel sidste rigtig store album Time Out of Mind fra 1997, »Tangled Up In Blue« fra Blood On The Tracks fra 1975, »Desolation Row« fra Highway 61 Revisited fra 1965. Og »Blowin’ In The Wind« – stadig i den radikale ombygning, som den har befundet sig i længe.

Croonertraditionen illuminerer til gengæld aftenens koncert flere gange. Tidligt med »Why Try To Change Me Now«, nok mest kendt i Sinatras udgave.

Dylan tager den – som så mange andre sange undervejs – stående, let skrævende med sine tynde sortklædte ben, med mikrofonstativet holdt i en skrå vinkel ud foran sig.

Han rækker højt i registeret – og han er ingen Ol’ Blue Eyes, men når alligevel tonerne. Synger bedre, end jeg har hørt ham før, især henimod slutningen. Han har udbygget sit organ, som jo i sig selv er en stor amerikansk tradition, en afgørende flod i egen ret.

Som crooner når han denne aften et højdepunkt med hovedsættets afslutningsnummer, »Autumn Leaves« fra 1945. Realiseret som en øde sang om tab, helt uden det sardoniske grus, som han kan finde på at kaste i de sange – om de så er hans egne eller andres. Her tværtimod på kanten af skøncroon.

Foråret er skrøbeligt, men en dag bliver det voksent. Så er det sommer, siden efterår. Alting mistes. En dag også Dylan. Men forsvinder han sådan rigtig? Jeg tvivler. Som han selv synger tidligt på aftenen:

»The more I die the more I live.«

Bob Dylan – Operaen, Kbh., torsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Dylan holder hele vejen. Jeg kan kun sige tak. Til ham og de andre topklasse singer song writers, som har skrevet uforglemmelig musik - beatles, stevie wonder, cohen, prince, som har forsødet og beriget tilværelsen for musikelskere. Øv, ingen kvinde på min hitliste, hvem har jeg glemt?

Henning Egholk

Ja hvad med Joni Mitchell, Kate Bush(!) Sinead O'connor, fortsæt selv. PS hvor var Neil Young henne iøvrigt..?

Randi Christiansen

Ikke mine favoritter henning, bortset fra neil young og joni med herbie hancock, som også godt kan siges at tilhøre den absolutte top indenfor singer song writer, dog ikke på førstnævntes niveau mht kombinationen kvalitet/kvantitet, og hvis kreativitet og produktivitet i mine ører er fabelagtig og ufattelig.

Herhjemme har vi kim larsen, som i sine bedste ting tilhører eliten. Han har engang fortalt, at selvom inspirationen melder sig kl møg og gulvet er koldt, så må man ud af sengen og gribe den der, hvis den ikke skal gå tabt.

Og jeg har hørt, at bob dylan har nappet 'når lygterne tændes' fra den danske sangskat, men fordi der ikke er ophavsret, kunne han gøre det.