Læsetid: 3 min.

Daniel Dencik skriver, så stellet dirrer

Denciks tekster om cykelsport spurter ind i sindets afkroge og skriver sig ind i en smuk dansk essaytradition
Daniel Dencik søger i ’Sportshjerte’ på ingen måde at dølge det hærgende dopingmisbrug i cykelsporten. Han udfolder det, citerer cykelrytteres hudløst ærlige ord om tillokkelsen og fornedrelsen.

Daniel Dencik søger i ’Sportshjerte’ på ingen måde at dølge det hærgende dopingmisbrug i cykelsporten. Han udfolder det, citerer cykelrytteres hudløst ærlige ord om tillokkelsen og fornedrelsen.

Tor Birk Trads

15. april 2017

Lad denne anmelders standpunkt stå klart med det samme: Jeg elsker at cykle, men jeg hader cykelsport. Afskyr den opkørte mediedækning og ordgejlet, der slører, at sporten er drevet af doping. Ergo skulle denne anmelder skrive grimt om en bog, der er båret oppe af begejstring for tohjulede landevejsløb.

Men nej. Slet ikke. Allerede da Daniel Dencik åbner sin bog Sportshjerte med linjerne:

»En lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden. Jeg var vel fem år. Vi boede i Paris. En sommer kørte vi ud til Normandiet.«

Så er læseren suget med. Det viser sig, at den lille dreng ude i Normandiet bliver overvældet, nærmest besat af, hvad D-dagen i 1944 efterlod:

»De ubegribelige rækker af hvide kors langs kysten.«

Daniel Denciks ni noveller har svært ved at beslutte sig for en fælles tematik, men de fem længste og bedste af dem fungerer skam, rent æstetisk
Læs også

Drengen giver sig til at sætte prikker på alt hvidt papir, han kan få fat i – for at nedfælde de tabte liv. Det leder til:

»Som modvægt til den morbide understrøm, der drev mig ud i disse prikker, forærede min far mig nogle små modelcykelryttere, som han foreslog, jeg kunne lege med. På den måde fødtes min kærlighed til cykelsporten. Prikkerne fik ansigter. Der kom en bevægelse i landskabet. Min leg kunne omsider blive til en leg. Kun en idiot vil trække paralleller mellem krig og cykelsport, men for mig blev de to ting forbundet helt fra begyndelsen.«

Det er et cykelløb i Normandiet, en etape i Tour de France, som Dencik indledningsvist fører læseren med til.

Brutalt og yndefuldt

Dencik skriver, så stellet dirrer. Hans sprog ruller ubesværet, enkelt, sommetider brutalt, indimellem yndefuldt. Dencik skriver sig ind i en smuk dansk essaytradition og giver mindelser om Knud Sønderbys stilsikre greb, men med mindre nænsom blufærdighed end Sønderbys.

Det hærgende dopingmisbrug i cykelsporten søger Dencik på ingen måde at dølge. Han udfolder det, citerer cykelrytteres hudløst ærlige ord om tillokkelsen og fornedrelsen. I Denciks genfortælling er doping en ond lykke, som kun få har styrke til at modstå. Dencik citerer cykelrytteren Rasmus Quaade for udbruddet:

»Når nogen bliver taget, bliver jeg meget vred! Det er en brændende vrede i mig, som jeg næsten ikke kan styre. Fordi han snyder mig, han stjæler penge fra mig. Måske kunne jeg have haft hans løn og plads, hvis ikke han havde taget doping.«

Daniel Denciks selvbiografiske roman gør stærkt indtryk som vidnesbyrdlitteratur.
Læs også

Undervejs i bogen reflekterer Daniel Dencik over cykelsportens væsen:

»Cykelsport er noget så usædvanligt som en holdsport for enere. Sporten for excentrikere og afvigere. Hvert løb skaber én vinder og hundredevis af tabere. Det er væsensforskelligt fra håndbold eller fodbold, hvor man vinder den ene uge, tager den næste eller, helt stenet, spiller uafgjort. Cykelsport er en ulykkelig, ubesvaret forelskelse, løb efter løb, sæson efter sæson. Det er de håbløse romantikeres klub.«

Dencik fortæller også, at cykelryttere forvrider deres kroppe, så de hverken kan gå eller stå, men kun cykle. Dencik citerer cykelrytteren Marri Breschel for denne bekendelse:

»Ja, jeg forsøger altid at sidde eller ligge ned, hvis jeg kan komme til det. Jeg bruger hele mit liv på cykler og i senge. Til nøds i sofaer. Som cykelrytter er du decideret bange for at stå. Du får tunge ben. Læg mærke til, hvordan rytterne står for eksempel til en reception. De sygeste positioner. De står tit og prøver at strække ud. Jeg går heller ikke, hvis jeg kan blive fri. Før et vigtigt løb nægter jeg at gå en meter. Du får de værste ben af det.«

Daniel Denciks bog vil formentlig også kunne læses med udbytte af folk, der er uforbeholdent cykelsportsbegejstrede.

’Sportshjerte’. Daniel Dencik. Gyldendal. 176 sider. 150 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer