Den danske balletdanser Erik Bruhn er blevet et internationalt ikon. Hans elegante teknik så ud som en leg, når han drejede endeløse piruetter med sin høje, lyse skikkelse. Men han er også i høj grad blevet et billede på den søgende kunstner, der aldrig nogensinde blev tilfreds med sig selv: kunstneren, der selvpinerisk rykkede grænsen for perfektionen dag for dag.
Instruktøren Hanne Trap Friis fra Teater Freeze Productions har nu skabt forestillingen Svaneblod, og hun har fået Tomas Lagermand Lundme til at skrive en tekst om den aldrende Erik Bruhn, der ser tilbage på sit liv.
Monologens Erik Bruhn taler om sine danseroller, men han taler desværre endnu mere om kunstnerens temmelig højstemte tanker om at skabe kunst.
Rovdyret og prinsen
Heldigvis fortæller han også om sin glødende forelskelse i den russiske balletdanser Rudolf Nurejev. Deres homoseksuelle forhold var en offentlig hemmelighed i samtiden. Deres heftige møder i træningssalen er levende beskrevet af samtidige dansere, ikke mindst af Eske Holm, der så dem stå sammen ved baren: I dybe knæbøjninger, ikke bag hinanden, men ansigt til ansigt, hvor de spejlede hinanden – den mørke rovdyrsdanser over for den lyse prinsedanser.
Det er denne intensitet, Svaneblod prøver at skildre. Skuespilleren Olaf Højgaard står med sin slanke krop og i tjekket jakkesæt og taler direkte til publikum. Men hans krop virker underligt tæmmet. På scenen er hans krop ikke danserens krop, men den er heller ikke hans egen. Og dette dilemma forbliver mærkeligt uforløst.
Kun en hånd
Selvfølgelig kan Olaf Højgaard ikke bevæge sig som danseren Erik Bruhn. Men det virker, som om iscenesættelsen ikke har fundet ud af, hvad den egentlig har skullet stille op med Olaf Højgaards veltrænede krop. Kun når han står helt stille og langsomt drejer sin ene hånd i luften foran sig, opstår en flig af Erik Bruhns ekstreme kropsnuancering.
»Er det skønhed?« spørger han, mens han stirrer på sine spredte fingre. Nådesløst kritisk.
Samtidig står saxofonisten Mads Ole Rode Erhardsen og spiller en slags indre stemme – med temaet fra Svanesøen som en sørgmodig ouverture med den skønneste klang. Og som en flot modstemme til ordene om Erik Bruhns ulykkelige sind.
Intet svar fra Rudie
Rummet virker dog statisk. Rikke Juellund har skabt en væg med tre døråbninger, men disse døråbninger fører hen, finder man aldrig ud af. Væggen har mest af alt funktion af et lærred, hvor klip fra gamle film med Erik Bruhn projiceres op i så mange gentagelser, at man nærmest bliver svimmel af at se ham dreje så mange piruetter.
Det fungerer fint. Men når der så også vises affotograferede breve fra Erik til ’Dearest Rudie’ – uden at man kan læse mere end et par linjer – bliver man frustreret. For hvad svarede Rudie egentlig?
Ensom kærlighed
Erik Bruhn var international balletinstruktør og balletchef for National Ballet of Canada, da han i 1986 døde af lungecancer, bare 57 år gammel. Siden har flere kunstnere skabt vigtige hyldestværker over hans liv. Lennart Pasborg skabte sin meddigtende film Erik Bruhn: I'm the Same, Only More over ham i 2002, og Alexander Meinertz skrev den følelsesspejlende biografi Erik Bruhn – billedet indeni i 2008.
I Svaneblod er det så Tomas Lagermand Lundme, der viser, hvor inderligt han forstår Erik Bruhns sult efter oprigtig kærlighed – ikke bare fra den eneste mand, han måske nogensinde har elsket, men også fra den eneste danser, der har været hans sande konkurrent. Smukt og smertefuldt – og grænseløst ensomt.
Denne Erik Bruhn taler om »at gemme sin gråd til kunsten«. Undervejs i Svaneblod tror man gerne, at det ofte var det, han gjorde.
’Svaneblod’. Tekst: Tomas Lagermand Lundme. Musik: Mads Ole Rode Erhardsen. Koncept og instruktion: Hanne Trap Friis. Scenografi: Rikke Juellund. Visuals: Jens Mønsted og Claus Lund. Teater Freeze Productions. Gæstespil på Svalegangen i Aarhus til 8. april. Herefter på Republique i København 9-20. maj
