Læsetid: 4 min.

Desperate fandenivoldske Lone Hørslev

I Lone Hørslevs samtidssensitive noveller er jeget blevet sin egen spion og overvågningsinstans
Lone Hørslevs ’En ordentlig mundfuld’ rummer en erkendelse af, at vi alle  risikerer at blive vores egne småbitte overvågningssamfund med en standard for det perfekte og vellykkede liv indopereret som en sensor, som blokerer vores adgang til eksistensen.

Lone Hørslevs ’En ordentlig mundfuld’ rummer en erkendelse af, at vi alle  risikerer at blive vores egne småbitte overvågningssamfund med en standard for det perfekte og vellykkede liv indopereret som en sensor, som blokerer vores adgang til eksistensen.

Miriam Dalsgaard

8. april 2017

Det gør en kæmpe forskel, om man læser Lone Hørslevs nye bog fra dens fåtallige stemningshøjdepunkter eller fra de utallige underskudssekvenser. Generelt kan den med et af sine egne udtryk siges at handle om »den korte afstand mellem ordene længsel og fængsel«, og måler man i gennemsnitstal, havner dens tyve tekster samlet set i humørmæssigt minus.

Når hovedindtrykket alligevel forekommer ret livsbekræftende, skyldes det dels hendes velkendte desperate fandenivoldskhed, dels det besynderlige faktum, at litteratur er bedøvende ligeglad med statistiske gennemsnitsværdier, når blot den formår at byde på overbevisende enkeltsteder gennemlyst af indsigt i en sandhed, som er livets.

Bogen afsluttes således med en novelle, hvor en mand synger sig ind i og måske igennem sin sorg. Konkret sidder han splitterravende nøgen ved et klaver og iagttages fra sin sofa af en kvinde, med hvem han netop har elsket:

»Hun tænkte: Jeg burde gå ud og stige på toget. Hun tænkte: Kærlighed er ikke en følelse. Det der bor i kroppen, er: glæde og sorg. Vrede og liderlighed, angst. / Kærligheden er bare. / I ordene, musikken, fantasien, og oppe under loftet svæver englene.«

Pludseligt klarsyn

Slut på novellens sølle to sider. Men også starten på en mulig genlæsning af hele bogen. Foretager man en sådan, standser man uvilkårligt op ved sidste sekvens af »Rullepølse«, hvis kvindelige jegfortæller af et nyt herrebekendtskab modtager indbydelse til en sexfest, et kæmpestort afklædthedsparty for voksne, hvortil hun med en let gysen møder op i en lyserød gummikjole, der strammer som bare fanden og får hende til at føle sig som en rullepølse. Hun hengiver sig imidlertid, står der, hun forsvinder godvilligt ind i det, lader sig æde op, slukker for tanken:

»Jeg var ikke mere mig selv, jeg var udelukkende en krop, lige her. Eller rettere; en krop der havde ophævet sig selv for at blive en del af en stønnende pulserende masse. Et berusende og kærligt fællesskab.«

Næste morgen vågner hun med øjnene klistret sammen af betændelse og lim, men føler sig indeni vågen og glad, fordi livet ligesom er blevet sparket i gang igen. Sine øjne kan hun umuligt åbne, men hun føler sig mere klarsynet end længe.

Fertil, ventil, debil

Det er næppe for meget sagt, at de to nævnte noveller vejer alle de øvrige op, stemningsmæssigt set. Omfangsmæssigt varierer de tyve tekster fra det ultrakorte (fire tekster) over det mellemlange (otte tekster) til det temmelig lange (otte tekster af 11-12 siders omfang), og narrativt får Hørslev afprøvet en vifte, der rummer fortællere og centralkarakterer af begge køn, ja, tilmed byder på indslag af »henvendt« fiktion, hvor et mandligt eller kvindelig »jeg« taler til et nærtstående »du« (som i nyklassiske »Bulbjerg« af Naja Marie Aidt); men aldeles dominerende er en oplevelse af overbalance, kaos, afmagt, pinlighed, panik.

Lykken bliver ustandselig udsat på ubestemt tid eller den bliver blot noget, der var engang. Der er hele tiden noget i vejen, en eller anden irreparabel mangel, eller også er det hele bare alt for meget, som i den tekst, der har afsat titlen, og hvori alle tiders lækre fyr serverer østers, men selv må tage sig af den største, som han så (symbolsk) bider over!

Hvordan indretter forfatterne sig, når de skriver? Hvilke genstande omgiver de sig med, og hvordan ser der i det hele taget ud dér, hvor værkerne skrives? Hver uge viser vi en dansk forfatters skrivebord. I denne uge er vi hjemme hos Lone Hørslev
Læs også

I »Egernet« (som nu desværre minder lidt for meget om »Køreplaner« af Helle Helle i Rester, 1996) møder man en cyklende mand med grus i parforholdet. Han har kørt og tænkt over ordet ’fertil’, for i princippet »kunne hans sædceller jo godt være lige så døde som blendede vandmænd«.

Han smager på ordet, fertil, ventil, debil og får det til at lyde som en sygdom. Og han tænker på sin kæreste Lise, som for længst har regnet ud, at ikke blot har han yderst begrænset lyst til overhovedet at få børn, han vil ovenikøbet nødig have børn med hende. Og så, bang, har han pludselig kørt et egern over og er, som der står, ankommet til »en verden hvor man det ene øjeblik kan løbe og passe sig selv og i det næste få hovedet revet af«.

Gudhjælpemig fraskilt

Den slags overgange er bogens noveller fyldt med, tit i form af bratte erkendelser:

»Du lå ikke i mine arme. Vi sad på hver sin side af et tungt bodegabord. Dig i din grotte og mig i min gråd.«

Der var, hedder det i en anden, lige så trist lille tekst, »engang hvor jeg var lige ved at få tatoveret dit navn min krop. Engang hvor jeg drømte om at gøre dig til en del af mig, men det blev så aldrig til noget«.

Næste sætning lyder:

»Jeg fik en fugleklat i nakken i går.«

For Lone Hørslev kender udmærket oplevelsen af at være lykkelighedsforpligtet og bygge sig illusioner. Hun kan skildre kærlighedssorg, så alting bliver sort, og kredse om det ikke at føle sig god nok, som jegfortælleren i »Gulvvarme«, der ser tilbage på forældrenes skilsmisse og idet hun gør status over sig selv, pludselig kommer i tanker »om noget en mand engang sagde da han så mig, han sagde: Så vil jeg hellere rage på en sæk kartofler.

Det var ondt sagt, men det er præcis sådan jeg føler mig nu. En treogfyrre år gammel sæk kartofler og nu også fraskilt gudhjælpemig, og jeg har tunge mørke rande under øjnene. Eller poser. Poser er det rigtige udtryk, tænk på fyldte indkøbsposer fra Aldi«.

Holdt ud i arms almene afstand kan flertallet af bogens tekster siges at beskrive et overvågningssamfund befolket af mennesker, der konstant iagttager og bedømmer og forkaster hinanden.

Men det uhyggeligste er måske dens implicitte erkendelse af, at vi alle sammen hver især risikerer at blive vores egne småbitte overvågningssamfund med en standard for det perfekte og vellykkede liv indopereret som en sensor eller censurinstans, som blokerer vores adgang til eksistensen.

At opdage og undersøge denne fælles mentalitet, efter sigende karakteristisk for senmoderniteten, og så alligevel, med jævne mellemrum, få læseren til at le er Lone Hørslevs kunstneriske bedrift.

’En ordentlig mundfuld’. Lone Hørslev. Rosinante. 208 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer