Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dokumentarfilm om ’Anden’ lukker os ikke helt ind i troldmandens værksted

Man kommer tæt på komikeren og kunstneren Anders Matthesen i Pernille Rose Grønkjærs nye dokumentarfilm, ’Den anden side’. Men desværre ikke tæt nok
Tvivlen melder sig ofte for komikeren Anders Matthesen, og så er hans kone, Cemille, den eneste, der kan berolige ham.

Tvivlen melder sig ofte for komikeren Anders Matthesen, og så er hans kone, Cemille, den eneste, der kan berolige ham.

Scanbox

Kultur
28. april 2017

Jeg har længe været stor fan af den danske stand up-komiker Anders Matthesen. Han er efter min mening en af de skarpeste og sjoveste komikere, vi har herhjemme – hvis ikke dén skarpeste og sjoveste.

Han er fantastisk til at skrive og spille meget klart definerede, næsten arketypiske, komiske roller, både på scenen og i tv-serier og film som Jul på Vesterbro, Terkel i knibe, Rene hjerter og Sorte kugler. Jeg vil ikke tøve med at kalde ham en stor kunstner.

I hvert show, han laver, prøver han noget nyt, og han er på én gang dybt personlig og meget universel i sin komik, der går i flæsket på alt fra Matthesens eget liv og scenepersona til måden, vi mennesker behandler hinanden på, og samfundet er skruet sammen på.

Som god vin er han kun blevet bedre og bedre med årene, hvor han også har skiftet ham et par gange, men energien og intensiteten har han altid haft.

Han synes dog kun at være blevet mere vred efterhånden, og han minder mig om den amerikanske komiker Lenny Bruce, der bestemt heller ikke holdt sig tilbage i en ætsende samfunds- og civilisationskritik. Bruce var dog til sidst så vred – så paranoid – at han ikke længere var sjov, men snarere desperat og uforsonlig – det er endnu ikke sket for Matthesen. Forhåbentlig sker det aldrig.

Ind i Matthesens hoved

Fordi jeg er så stor fan af Anders Matthesen, har jeg også glædet mig til Pernille Rose Grønkjærs dokumentarfilm om komikeren, Den anden side. Og det er en god film, hvor man kommer endog meget tæt på Matthesen og et stykke ind i hans hoved. Jeg ville dog gerne have været endnu længere inde.

Den anden side begynder i dagene op til premieren på hans forrige show, ANDERS (2013), hvor han smed komikerfiguren Anden fra sig, og frem til premieren på hans seneste show, Shhh (2016), der handler om at finde de steder i verden og sig selv, hvor man i en støjfyldt tid kan få lidt ro.

Og man fornemmer, at Matthesen godt kunne bruge lidt ro. Tankerne, ideerne, tvivlen og bekymringerne kværner konstant rundt i hans hoved, og han har svært ved at slappe af og være tilstede.

Fokus i filmen er i høj grad på Matthesen, men også samspillet med hans kone, Cemille – hun er tilmed hans agent – og en hverdag som småbørnsforældre, der indimellem lider under det hårde arbejdspres og de lange og, forstår man, mentalt og fysisk udmattende turneer, komikeren tager på.

Det er ikke, fordi man overværer de helt store skænderier og konflikter, men sammen med kameraet er man alligevel tilstede i enkelte private og smertefulde situationer, hvor parret er på kant med hinanden.

Vreden som drivkraft

Det er fascinerende at følge forberedelserne til de forskellige shows og ikke mindst opleve Anders Matthesens perfektionisme og dedikation, både når det kommer til scenografi, eventuelle effekter og sin egen optræden. Han har en vision, og den skal der helst ikke pilles for meget ved.

Samtidig er han også en stor tvivler, og han sætter hele tiden spørgsmålstegn ved, om det, han laver, nu også er godt nok, om publikum til nogle af prøveforestillingerne reelt morede sig.

Hans kone er tilsyneladende den eneste, der kan få beroliget ham igen – hun fremstår som en dygtig og kontant problemløser – og hun er også dén, han diskuterer ideer med til kommende shows.

For lige så sikker Matthesen er på scenen, lige så usikker og famlende er han, når han arbejder på et nyt show.

Der går tre år imellem de to shows, som så at sige indleder og afslutter Den anden side, og komikeren når flere gange at spørge sig selv, om det mon er slut. Han er ikke længere sulten på samme måde, som han var, da han var ung – der er nogle kostelige videoklip fra en rejse til New York, hvor Matthesen to gange prøvede at stå på scenen i en lille comedyklub – og spørgsmålet er, hvad hans drivkraft nu skal være.

Pernille Rose Grønkjær, der har fulgt Matthesen i flere år, har et godt blik for de situationer og momenter, der synes at definere, hvem han er.

Personligt tror jeg, at det til en vis grad er vreden, der driver Anders Matthesen – vreden og utilfredsheden med sig selv, sine omgivelser og verdens generelle tilstand. Og jeg ville meget gerne have set noget mere til den vrede eller til hans arbejdsproces, hvor vreden og frustrationerne fokuseres og rettes ind.

Da han først får ideen til sit seneste show, Shhh, hopper Den anden side frem til premieren og springer dermed hele udviklingsfasen over. I en spændende film, der i forvejen går så tæt på, og som i høj grad handler om en kunstner og hans proces, kunne jeg godt ønske mig, at vi fik lov til at komme endnu længere ind i troldmandens værksted.

’Den anden side’. Instruktion og manuskript: Pernille Rose Grønkjær. Dansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Hvordan skal man nogensinde kunne sætte sig ind i psyken hos en mand som kan lære sig varegrupperne på en hel købmandshylde udenad på 30 sekunder?