Kan man skyde et barn, hvis man selv har et barn? Og kan man overhovedet holde ud at arbejde i militæret, når man selv får en familie at forsvare? Det er de overordnede spørgsmål i den interessante forestilling Grounded på Svalegangen.
Stykket er skrevet af den amerikanske dramatiker George Brant i 2012 –inspireret af Obamas omdiskuterede droneprogram.
Debatten om en krig uden tab for angriberne bølger voldsomt gennem denne samvittighedstekst, som oversætteren Kristian Erhardsen har omskabt til en sejt og dynamisk dansk monolog. Og instruktøren Lars Junggreen har konsekvent og indædt iscenesat stykket, så forestillingen netop sætter fokus på det essentielle ved at føre krig, lige dér hvor blodet pumper: midt i soldatens kamprus – og i soldatens frygt og de uundgåelige overvejelser om at desertere.
Scenen er en hvid firkant, der bøjer opad – op mod ’Det Blå’, som er den blå himmel, der for denne soldat er den ultimative frihed. Denne jagerpilot ser godt nok ned mod ’Det Grå’, altså sandet og ørkenen, hvor hendes fjender bevæger sig rundt i mønstre, som hun skal følge, så hun kan ramme målet præcist. Men egentlig er hendes blik rettet mod himlen og tankerne mod festrusen efter sejren.
Skuespilleren Kaja Kamuk står på scenen og stirrer os lige i øjnene – i modsætning til hendes bombeofre, der knap kan se hendes drone. Hun har en spænding i kroppen, som netop tilhører soldaten, der hele tiden er parat til angreb. Hun lytter med alle sanser. Man tror gerne på, at hun kan tumle et F-16 i lækre loops under solen. Hendes stemme er så klar, at den vil kunne nå et hvilket som helst kontroltårn. Hendes ansigt lyser op som en solopgang, hver gang hun rammer plet – i Steffen Ilfeldts meddigtende lysdesign. Hun er på!
For meget Hollywood
Så det er selvfølgelig her, at sårbarheden indfinder sig. Dramatikeren har valgt at gøre hende gravid. For kan hun så virkelig kysse sit barn farvel om morgenen og tage hen på basen for at styre sit dronefly – og måske skyde et andet barn?
Her bliver der for meget Hollywood over teksten – og for meget ydre plot. Det virkelige drama ligger jo egentlig inde i dette menneskes egen samvittighed: Er det overhovedet i orden at dræbe, når man ikke personligt selv risikerer at blive dræbt?
Samtidig kan man undre sig over, at hele forestillingen så artigt fastholder stykkets amerikanske ord om Nevada-ørkenen. Hvad var der egentlig sket, hvis Las Vegas var hensat til Skrydstrup – og manden hed Erik og ikke Eric? Og hvad hvis målet var Helmand? Nuvel, så ville forestillingen antagelig flyve på tværs af al militær og geografisk korrekthed, men ville den så ikke ramme mere direkte ind i følelserne hos tilskueren fra ’den krigsførende nation Danmark’?
Danske soldaterforestillinger som f.eks. von Badens Let opklaring om Helmand-soldater og Det Kongelige Teaters krigsballet I føling om danske krigsveteraner har i hvert fald haft en anderledes vedkommende effekt.
Disse tanker opstår dog først bagefter. For inde i teatersalen til Grounded lyser Kaja Kamuk med sin hardcore soldaterloyalitet og sin uovervindelige trang til himmelkrig i hendes efterhånden uaftagelige uniform. I hvert fald lige indtil hendes følelser overmander hende, og hun pludselig får rystehænder og mareridt – og tvangssyner. Fordi hun ikke længere opfatter sig selv som soldat, men som snigmorder.
Kaja Kamuks stærke teaterpræstation anbringer Grounded midt i etikdebatten om forsvarets rolle – og om terroristens rolle i forhold til soldatens. Og jo. Den bringer også tilskueren i en umiddelbar tilstand af lettelse over ikke at skulle sætte sig i dronepilotens sæde.
’Grounded’. Tekst: George Brant (2012). Oversættelse: Kristian Erhardsen. Iscenesættelse og scenografisk idé: Lars Junggreen. Kostumer: Bodil Buonaventzen og Aleksandra Lewon. Lys: Steffen Ilfeldt. Lyd: Anton Bast. Svalegangen til 13. maj samt på Teater Grob under Cph Stage 8-9. juni 2017
