Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Familieforbandelse i slowmotion

’Lang dags rejse mod nat’ bliver klassikerteater på højeste niveau i Morten Kirkskovs nænsomme, men også kyniske fortolkning af misbrugsfamiliens helvede. I de smukkeste rosenblade
Så står de der og ligner den lykkelige familie med far, mor og to sønner – indtil der zoomes ind på deres løgne og misbrug, så familien til sidst går i opløsning i Det Kongelige Teaters zoomfortolkning af ’Lang dags rejse mod nat’.

Foto: Natascha Thiara Rydvald

Så står de der og ligner den lykkelige familie med far, mor og to sønner – indtil der zoomes ind på deres løgne og misbrug, så familien til sidst går i opløsning i Det Kongelige Teaters zoomfortolkning af ’Lang dags rejse mod nat’.

Foto: Natascha Thiara Rydvald

Kultur
22. april 2017

Løgnene krydser hinanden, mens røde rosenblade daler fra himlen i Det Kongelige Teaters nye opsætning af Lang dags rejse mod nat. Alt foregår langsomt her, nærmest i slowmotion. For denne familie er ved at falde fra hinanden – falde ned fra piedestalerne og falde ud af hinandens favntag.

Morten Kirkskovs instruktionsgreb på Eugene O’Neills klassiker er, at familiens ødelæggelse vises som videofilm af familiens fire kroppe i slowmotion, mens far, mor og to sønner taler hinanden til døde på forscenen. Eller næsten.

Dermed bliver denne forestilling en ordteaterklassiker, hvor Det Kongelige Teaters skuespil brillerer med en insisteren på taleteatrets uhyrlige poesi som intet andet teater i landet.

Fra alkohol til morfin

Løgnene får luften til at stå stille i denne subtile fortolkning af O’Neills sorgdrama. Hadefulde løgne, sammensparede løgne, kærlighedsivrige løgne. For denne familie ødelægger sig selv. Med alkohol og med morfin – og med ord.

Der sker næsten ingenting på scenen. Alligevel forkrøbler den lille familie med de to voksne sønner for øjnene af publikum – fra begyndelsen, hvor moderen tydeligvis lige er kommet hjem fra afvænningsklinikken fuld af fortrøstning, til slutningen, hvor alt er som før. Eller er det?

Det er Morten Kirkskovs fortjeneste, at disse menneskers modsatrettede følelser over for hinanden præsenteres med så mange nuancer: Far hader/misunder/elsker mor, der elsker/foretrækker/bebrejder søn, der bebrejder/forstår/hader bror.

Umiddelbart udvikler familieopgøret sig blidt i den underskønne bunke af rosenblade, der samler sig i blodrøde bunker på jorden. Derudover har scenografen Christian Albrechtsen skabt en have fuld af træer, der er gået ud – og med et hus, der nu kun er en kælder, man kan gå ned i for at dø. Alt er visnet bort omkring disse fire mennesker, der til gengæld kun bliver smukkere og smukkere i Ulrik Gads lys, der forvandler sig fra evig sommer til uigenkaldeligt efterår.

Tilbage er de fire personer oppe på lærredet i Natascha Thiara Rydvalds video, i hvilken deres afklædte kroppe sørgende omfavner hinanden i nostalgisk slowmotion. Og imens lyder Karsten Wolstads sørgende musik som en sukken, som ingen længere registrerer.

Helst bare dø

De to sønner spilles med en overrumplende moderne slagfærdighed og nærmest selvudleverende humor. Peter Plaugborg har en indædthed og en desperat beundring for sin far, der gør hans stemme både blød og knækkende – og han lader sin høje krop gå i standsning, så kroppens luden i sig selv bliver til et skrig om kærlighed. Da han vælter omkring i rosenbladene, mærker man fysisk som tilskuer, hvordan hans krop bare helst vil blive liggende og dø. Fordi det gør for ondt at være i live.

Den unge Simon Bennebjerg har en helt anden skrøbelighed over sig. Mager og hvidsminket som en tuberkulosepatient i den terminale fase. Han kryber helt op på skødet af sin mor – i desperat søgen efter den omsorg, han aldrig har fået. Og dog bliver han ikke mere vred, end at han hele tiden formår at tilgive.

Natascha Thiara Rydvald

Øjne i nakken

Moderen til disse to sønner, der aldrig er ’blevet til noget’, spilles formidabelt af Karen-Lise Mynster. Hun lader sin krop og sin stemme undergå de lynhurtige forandringer, som kun hun mestrer: fra kådhed til tristesse og fra overbærenhed til sortsyn. Hun har misbrugerens løgnagtighed siddende som øjne i nakken – hele tiden på udkig efter en chance til at skaffe sig den rus, som hun er afhængig af.

Som faderen spiller Henning Jensen uhyggeligt hjemmevant på hele patriarkens palet: Fra overlegen macho med store håndbevægelser og alt for bredt smil til den fordrukne skuespillerstjerne, der har solgt sin sjæl til illusionen om det perfekte liv og den bugnende bankkonto. Hvis alkoholen har taget hans kærlighed, så har nærigheden taget hans stolthed. Og dog krammer hans sønner ham. Misbrugslogikken skaber sine egne rutiner.

Natascha Thiara Rydvald

Misbrug uden skyld

O’Neills grufuldt selvbiografiske stykke blev første gang opført i 1956, tre år efter hans død. Det er klart inspireret af Ibsens familiedramatik. Men hvor Ibsen er optaget af at placere skylden for familiemedlemmernes ulykke, så har O’Neill et helt andet blik for familiens tilstand. Han konstaterer snarere bare, hvordan kærlighedens mekanismer i en familie uvægerligt skaber de fortællinger, som til sidst ender med at tage livet af familiens medlemmer.

Morten Kirkskovs iscenesættelse understreger overraskende og nænsomt familiens mulighed for morgengry – og for tilgivelse.

Eller som en replik lyder:

»Det er sgu da ikke nogens skyld«.

’Lang dags rejse mod nat’. Tekst: Eugene O’Neill. Oversættelse: Holger Bech. Iscenesættelse: Morten Kirkskov. Scenografi: Christian Albrechtsen. Video: Natascha Thiara Rydvald. Lys: Ulrik Gad. Lyddesign: Karsten Wolstad. Skuespilhuset. Til 3. juni 2017.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her