Læsetid 3 min.

Father John Misty forvandler den menneskelige tragedie til komedie

På sit tredje album under kunstnernavnet Father John Misty tager amerikanske Josh Tillman aggressivt velformuleret livtag med allehånde menneskelige dårskaber, inklusive sine egne. Resultatet er imponerende
Musikalsk balancerer Tillman et sted mellem 1970'ernes frodige singer/songwriter-scene og den moderne indiefolk med den akustiske guitar og klaveret som de centrale instrumenter, gerne garneret med diskret arrangerede strygere. Foto: Guy Lowndes/Pressefoto

Musikalsk balancerer Tillman et sted mellem 1970'ernes frodige singer/songwriter-scene og den moderne indiefolk med den akustiske guitar og klaveret som de centrale instrumenter, gerne garneret med diskret arrangerede strygere. Foto: Guy Lowndes/Pressefoto

15. april 2017

Det er en ordentlig mundfuld, den gode Father John Misty (som en vittig hund her på redaktionen har døbt Fætter John Fugtig!) hoster op med på sit tredje album, Pure Comedy.

At han er et arbejdsjern, hersker der ikke tvivl om. Den 35-årige amerikaner udsendte i 00'erne en 7-8 album under sit ’rigtige’ navn, J. Tillman (J’et står får Joshua, hans venner kalder ham Josh), samtidig med at han var løst medlem af en række orkestre, heriblandt The Lashes og Fleet Foxes samt Jonathan Wilsons band. Derudover har han leveret materiale til kunstnere som Lady Gaga og Beyoncé og stadig fundet tid til at komponere filmmusik. Slacker er han ikke.

Men som solokunstner nåede han et større publikum i 2012, da han med albummet Fear Fun forlod den indadvendte indierockstil, han havde dyrket under eget navn, til fordel for et mere spraglet og melodisk indbydende udtryk med rablende, ofte galgenhumoristiske tekster om snart sagt alt mellem himmel og jord.

Og med I Love You Honeybear fra 2015 satte han trumf på med et dybfølt, men også anderledes hyldestalbum til den kvinde, han havde både forelsket sig i og giftet sig med. Hvad, der adskilte det fra så mange af den type udgivelser, var ophavsmandens frygtløse indsigt i den romantiske kærlighedsambivalens og faldgruber og ikke mindst en sjældent hørt hengiven sig til kødets lyst som en noget nær kompulsiv handling.

Stofligt rigt

De to første Father John Misty-album holdt et skarpt fokus, hvilket betød, at spilletiden ikke oversteg 40 minutter, og hver sang lød gennemarbejdet.

På den spritnye Pure Comedy har Tillman smidt hæmningerne og fyrer den af, så pladens samlede spilletid er på over 70 minutter, og selvom de fleste af de i alt 13 sange generelt holder sig på den rigtige side af fem minutter, har den hyperambitiøse »Leaving L.A.« en spilletid på over tretten minutter, og det så himmelstræbende nummer »So I’m Growing Old on Magic Mountain« varer tæt på ti!

Hvad hjertet er fuld af … men ok, det lyder alt sammen gennemtænkt, og på det musikalske plan er der intet at komme efter, albummet er lige så nuanceret, dynamisk og stofligt rigt som sine forgængere.  

Tekstligt er det naturligvis meget at tage ind, og bryder man sig ikke om krav af den art, kan man jo tænde for radioen i stedet. På Pure Comedy viderefører Tillman den splittelsens tematik og ikke mindst den antagonistiske tone fra de to mere krigeriske (og givende) skæringer på I Love You Honeybear, »Bored in the USA« og »Holy Shit«, thi også han er ved at segne under byrden af informationer, holdninger, kriser, nyheder, sladder, begivenheder (’events’, som det hedder på internetdansk), mails, sensationer, løgne, sandheder, reklamer, klikmadding og den evige summen på de sociale medier samt ikke mindst de såkaldte kommentarspor under snart sagt enhver ytring, hvor opkast fra sindets mørkeste kældre gladeligt sprøjtes ud.

Pladens tekster emmer af misantropi og global pessimisme, men selvom Tillman hovedrystende igen og igen sætter ord på menneskelig dårskab i alle dens mange former, er han ikke blind for artens høje underholdningsværdi.

Hos ham er tragedie og komedie nært forbundne, han ved som så mange ikke, om han skal le eller græde, men vælger næsten konsekvent det første.

Den smittende galgenhumor fjerner det moraliserende element i hans skarpt observerede og sprogligt udsøgte tirader. Og så findes der lige så meget selvkritik som civilisationskritik i tekstuniverset, hvorfor han ikke kan kaldes frelst. Han har snarere påtaget sig hofnarrens rolle ved at sætte ord på det latterlige, det selvmodsigende og det grusomme ved menneskelig adfærd. Og sin egen!

Musikalsk balancerer Tillman et sted mellem 1970'ernes frodige singer/songwriter-scene og den moderne indiefolk med den akustiske guitar og klaveret som de centrale instrumenter, gerne garneret med diskret arrangerede strygere. Dyder som mindeværdigt melodimateriale og opfindsomme arrangementer holdes i hævd, og de ordrige sange afsynges smukt og intenst uden at ende følelsesmæssigt anmassende. Han er aldrig selvmedlidende eller på anden måde ynkværdig.

Det er lyden af det splittede og ideologisk hjemløse menneske, fanget mellem yderfløjenes stupiditet og frelsthed, den galoperende fundamentalisme og midterrabattens dvaske selvfedme.

Er Father John Misty en litterært anlagt sangskriver? Ja, heldigvis. Så er De træt af sangskrivere, der sætter barren lovlig lavt og i stedet ønsker sange fulde af vid, bid, personlighed og ætsende verdensbevidsthed, anbefales Pure Comedy uforbeholdent.

Father John Misty: Pure Comedy (Bella Union/Border Music) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu