Jacob Skyggebjergs tredje roman er et lille drama om to unge mennesker, som elsker hinanden, og hvis forhold allerede ved romanens begyndelse er gået i stykker.
Parret har de pudsige navne HP og Samsine. Ud over de to er der en meget tydelig fortæller – »Vi møder dem første gang ved et stoppested inde i byen. Det er her, de møder hinanden første gang.« – men ganske få andre personer i romanen.
Forlaget kalder værket for ’et kammerspil’, og det er egentlig passende: Det er et fortættet drama med få personer og lokaliteter, for det meste befinder vi os i deres af kommunen anviste lejlighed eller gadelangs i København om natten.
Det er, som om beskrivelserne af morgenerne i lejligheden, af byturene og de voldelige skænderier, er beskrivelser af noget genkommende, en slags tilstand, som parret er i, snarere end enkeltstående begivenheder. Der er ingen udvikling, kun tiden før og efter bruddet fra det komplet symbiotiske parforhold.
Sproget er skarpere end i forfatterens forrige romaner, bogen er kortere, konflikten holdes i et stramt greb. Hvis man ikke er bekendt med Jacob Skyggebjergs forfatterskab, ville jeg begynde her.
Misforståelser
Jalousi består af to dele, »Eufori« og »Dysfori«. Undervejs i romanen er indsat fragmenter fra den mailkorrespondance, som parret fører, efter at katastrofen er indtruffet – den række af misforståelser, som leder til, at deres forhold går i stykker.
Det er forhastede og aggressive (og ganske virkelighedsnære) beskeder, hvor beskyldninger og undskyldninger flyver frem og tilbage gennem cyberspace, mens de to forurettede parter forsøger at fremstå modne og tålmodige og bruger tilstræbt høflige og kikset formelle vendinger, som »nødsaget til at lyve«, »som følge af din indblanden i mit liv«, »undlad at kontakte mig igen«.
Andre gange tager det helt af, når HP hamrer ned i tastaturet på bibliotekets computer og sender en lang streng med uafkodelige bogstaver til Samsine.
HP og Samsine kommer fra forskellige baggrunde, »hun er bymusen, og han er landmusen«, som der står, men de er afhængige af hinanden. Fortælleren kalder dem Bonnie & Clyde eller Lady og Vagabonden – de tiltrækkes af det destruktive, af modsætningerne.
På den ene side fremstår de som figurer, som karaktertyper der udfylder rollerne i et ældgammelt jalousidrama; på den anden side er de begge nuancerede, faktisk sympativækkende.
Hun er en babymajs
Samsine er naiv, hun er næsten et barn, 9 år yngre end ham, som er 29. Hun er charmerende og irriterende, kræsen og grådig. Hun leger voksen, leger, at de skændes, og så skændes de rigtigt, og så græder de.
Fremstillingen af Samsine er karikeret, næsten patroniserende; samtidig er der megen ømhed og omsorg i beskrivelserne af hende: »Hun er en koalaunge, en babymajs, en lille Bic-lighter.«
Han, på sin side, ligner hovedpersonen i Skyggebjergs debutroman Vor tids helt. Han lever på kanten af samfundet, han går igennem de pæne bydele i København og ser på de mennesker, som fører et andet liv end ham selv: »Sådan en sørgelig, angerfuld tilværelse,« tænker han, »topmålet af den liberale frihed, statens officielle definition på lykke«.
Det ligger til jalousiens natur, at den er irrationel og urimelig, at den ikke lytter til fornuft; desto mere frustrerende er den at læse om. HP forestiller sig alverdens scenarier og overbeviser sig selv om Samsines utroskab, og fortælleren fører også læseren ad vildveje, det er lige så svært for os som for HP at gennemskue, hvad der egentlig har hændt eller ikke har hændt.
Jalousi er en gribende lille roman, hurtigt læst, skrevet med megen humor, men også tragisk; en skræmmende og perfekt afstemt bog.
'Jalousi'. Jacob Skyggebjerg. Gladiator. 143 sider. 250 kroner
