Læsetid 3 min.

Først og fremmest en smuk kærlighedserklæring

I sin nye selvbiografiske roman skriver Merethe Lindstrøm om kærligheden imellem to mennesker, som hele livet har været omgivet af misbrug og psykisk sygdom
I sin mest personlige roman til dato, ’Fra vinterarkiverne’, fortæller norske Merethe Lindstrøm, som vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2012, med et roligt alvor om livet med hendes samlever Mats. Mats har diagnosen bipolar lidelse – han svinger imellem maniske og depressive perioder – og selvmedicinerer sig med hash, når børnene ikke ser det.

I sin mest personlige roman til dato, ’Fra vinterarkiverne’, fortæller norske Merethe Lindstrøm, som vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2012, med et roligt alvor om livet med hendes samlever Mats. Mats har diagnosen bipolar lidelse – han svinger imellem maniske og depressive perioder – og selvmedicinerer sig med hash, når børnene ikke ser det.

Abbie Trayler-Smith

8. april 2017

Hvad gør man, hvis den, man elsker, ikke har lyst til at leve? Hvordan sikrer man sine børn en bedre opvækst, end den man selv har haft? I sin mest personlige roman til dato fortæller norske Merethe Lindstrøm om livet med hendes samlever Mats.

Ved romanens begyndelse flytter de ind i et hus på landet med deres to døtre og to store hunde. Mats har diagnosen bipolar lidelse – han svinger imellem maniske og depressive perioder – og selvmedicinerer sig med hash, når børnene ikke ser det.

Fra vinterarkiverne er en stærk beretning om sorg og omsorg, om styrke og skrøbelighed og viljen til at fortsætte under næsten umulige vilkår.

Mats og Merethe kommer begge fra en opvækst præget af misbrug og psykisk sygdom. Som hun skriver om deres forhold og om børnene:

»Arrene er ikke lette at se, ikke mine, ikke dine, men helt fra begyndelsen får jeg den følelse, at vi fører noget sammen som måske ikke bør sammenføres, din mors skizofreni, din fars alkoholisme, min fars angst, vi er en genetisk kode for uro.«

Social arv

Romanen består af en stærk samling fortællinger fra parrets liv, og fra deres forældres liv: Det er dem, som ryger ind og ud af psykiatriske hospitaler, dem, som drikker og forfalder, de ensomme og de fremmedgjorte. Alt dette hører med til fortællingen om de to generationer: elektrochok, heroinoverdoser, højtider, breve, selvmordsforsøg, forelskelser. Ikke mindst ydmygende, krækende fattigdom.

Abbie Trayler-Smith

Mats og Merethe er begge kunstnere, han maler, hun skriver, og de mangler altid penge. Når de er mest trængte, sælger de alle møblerne i huset på nær det gamle, afskallede klaver.

Børnene – de to døtre og en ældre søn fra et tidligere forhold – optræder meget lidt i romanen; måske i et forsøg på at værne om dem. Det, som er til stede, er alt det, forældrene forsøger at skjule for dem. Fra vinterarkiverne handler om social arv, om denne næsten ’genetiske kode’, som Mats og Merethe nægter at føre videre.

En kærlighedserklæring

Merethe Lindstrøm, som vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2012, skriver med et roligt alvor om sit liv. De korte afsnit består af lange sammenkædede sætninger, som falder på plads med en afstemt rytme. Der er noget nøgternt ved disse enkle beskrivelser af meget barske oplevelser, noget afvæbnende ved den stille, klare prosa.

Som en kontrast til romanens tunge emner er naturbeskrivelserne lette, næsten luftige: tågen, der bevæger sig ind over dem som et viskelæder, fuglene i de nøgne vintertræer uden for køkkenvinduet, når parret har talt sig igennem en hel søvnløs nat, og det pludselig, igen, er blevet morgen.

Merethe Lindstrøms selvbiografiske roman ’Fra vinterarkiverne’ handler om Merethe, der sammen med sin familie flytter på landet. Hendes mand Mats er bipolar og rammes med jævne mellemrum af dyb depression, falder tilbage i forskellige former for misbrug og tænker på at ville dø.
Læs også

Når Mats og Merethe går tur med hundene, flyder farverne i landskabet sammen, som om de befinder sig i et af Mats’ malerier. Eller de følger linjerne over markerne, som sætningerne i Merethes notesbøger. Arbejdet og stedet vokser sammen her i huset på landet. Fra vinterarkiverne er også en roman om at skrive.

Uro

Samtidig giver de en uro i læsningen, disse langsomme, søgende notater. Grammatikken er opbrudt, som om mange af sætningerne begynder med et usynligt »Jeg husker«. Bevægelserne trækker teksten med sig, når familien kører i tog og ser landskabet passere; sådan opleves meget af romanen også, erindringsstykkerne glider forbi, ligesom løsrevet fra fortælleren.

På den måde afspejler formen den forstyrrende afstand i parrets tilværelse. Der er en tomhed og et savn imellem dem, selv når de er sammen; det er den ensomhed, som de hver især må leve med. Hele tiden forsvinder Mats for fortælleren – på en togperron, i en skov, i huset. Han går og kommer først tilbage timer senere.

Deres intime nærhed forstærkes hele tiden af angsten for, at han en dag vil gøre alvor af sine genkommende tanker om at tage sit eget liv. Romanens fortæller skriver nogle gange ’han’ og ’hun’, men ofte også ’du’ og ’jeg’. Det er en helt særlig omsorg og ømhed, som lyser fra de dele af teksten, der tager form som et brev. Fra vinterarkiverne er først og fremmest en stærk og smuk kærlighedserklæring.

’Fra vinterarkiverne’. Merethe Lindstrøm. Oversat af Claus Clausen. Tiderne skifter. 224 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu