Læsetid: 3 min.

Fupperen fupper fupperen

Ikke en fod bliver sat forkert, ikke et hår sidder skævt. Og alligevel er Park Chan-wooks ’The Handmaiden’ et forunderligt virvar af svig, sex, kolonisering, kærlighed
The Handmaiden er et snu, dobbeltbundet, stærkt erotisk drama

The Handmaiden er et snu, dobbeltbundet, stærkt erotisk drama

12. april 2017

Alene billederne ... Ja, bare kamerabevægelserne. Eller de beslutsomme og flamboyante vinkler og zooms. Farveholdningerne. Kostumerne. De perfektionistiske kulisser. Alt ved Park Chan-wooks nye film The Handmaiden er en visuel nydelse, der nærmest nagler tilskueren til sædet i en dekadent rus, man næsten skammer sig over. Men også kun næsten. For den sydkoreanske instruktørs nye film er så meget mere end æstetik.

Det er en kompleks fortælling om social opstigning, underkastelse, sadisme, perversion, kolonisering, traumebearbejdning, svig, negering af social arv, begær og... ja, kærlighed.

Vi er i 1930’ernes Korea, besat af Japan. En svindler, der kalder sig Grev Fujiwara, hyrer falsknerdatteren Sookee til at hjælpe ham med at besnære Hideko, der lever et isoleret liv hos sin hovedrige onkel Kouzuki.

Onklen er en koreaner, der har funderet sin formue på at oversætte for besættelsesmagten og siden investere i minedrift. Altså en kollaboratør og udbytter af naturressourcer. Han har skaffet sig japansk statsborgerskab, giftet sig yderligere opad på rangstigen og elsker japansk og engelsk kultur så meget og så ligeligt, at han har fået opført et gods, der er delt i en traditionel japansk og en moderne engelsk del. Det ene sted går du på strømpefødder, det andet med sko. Og så er der biblioteket, som kun de udvalgte tillades adgang til og som ’vogtes’ af en klapperslangefigur.

Grev Fujiwara får Sookee installeret som kammertjener for Hideko på det japansk-engelske gods, hvor hun skal bearbejde den stakkels kvinde til at falde for den falske greves forførelsestricks. Mål: Ægteskab med ufattelig rigdom til følge – og naturligvis en klækkelig belønning til Sookee.

Så enkelt er det dog ikke, for The Handmaiden er et snu, dobbeltbundet, stærkt erotisk drama. Tredelt i sin struktur, garneret med parallelle fortællespor, flashbacks, skiftende fortællestemmer. Den fjerde væg pulveriseres også pletvist: Personer taler nogle gange ud af scenen, ud til publikum. Interiør bliver til eksteriør. Løgn til sandhed til løgn til sandhed. Fupperen fupper fupperen.

Vi er viklet ind i en noget nær mesterlig film. Med afsmitninger fra James Ivorys sans for drifternes undertrykkelse, Shakespeares skæbnessvangre relationer, Wes Andersons symmetriske, farvesikre billedsprog, Marquis de Sades undersøgelser af s/m. Og så Chan-wooks helt egen smag for melodrama, vold og sort komik. The Handmaiden er en gennemkomponeret nydelse, et fuldt udfoldet partitur med variationer over temaer og nye overrumplende udviklinger undervejs.

Men hvis det hele bare var teknik, så var det jo bare en anretning af blær og lir. Men i kernen af filmen banker et erotisk, lettere pornografisk hjerte, en inderlig undersøgelse af begæret, af de kulsorte sider af herskerens perversioner, af pornografiens tyveri af egentlig erfaring og gensidig lyst. Og mere positivt: Opdagelsen af ens sande seksualitet som en frigørelse fra undertrykkende og koloniserende kræfter – ja, faktisk med en mulighed for at annektere disse kræfter og bruge dem til sin egen fordel; at overvinde sin sociale arv.

Onkel Kouzukis dualistiske og freudianske gods gemmer på forfærdelige hemmeligheder, men huser også snart fryd og forelskelse. I de to kvindelige hovedroller er den selv i Sydkorea ukendte Kim Tae-ri og den kendte Kim Min-hee fremragende i deres emotionelle og erotiske melodramas kramper. I en badescene klager Hideko til Sookee over en for spids tand. Den klarer Sookee med et fingerbøl, som sætter på tommelfingeren og filer mod tanden i Hidekos mund – mens denne ser sultent på hende.

The Handmaiden undersøger seksualitetens både kvælende og livgivende sider, i makabre scener modsvaret af lige så sanseligt ekstatiske scener. Men også i økotonen, i overgangen mellem det acceptable og det forbudte, det erotiske i tvangen og underkastelsen, i rebene og spillene, i pisken og sårene. Og i de pludselige rolle- og magtskift. Altså i det tusmørke, som seksualiteten også trives i.

»Smerte er en beklædningsgenstand,« står der i smuk kaligrafi på en af væggene i biblioteket. Og jeg skal personligt sent glemme den sørgelige scene, hvor Hidekos mor beskriver en vagina for et eksklusivt mandligt publikum og skydedørene bag hende glider til side og afslører et snelandskab gennem to vinduer.

Den forbudne frugt fortæres, men det sker uden for kundskabens – den forpestede onkels – bibliotek, som vogtes af slangen. For der findes naturligvis viden, vi er klar til, og viden, vi ikke er klar til. Og den kødelige erfaring skal vi tilegne os i vores personlige tempo. Også dét handler The Handmaiden om. I en film, hvor vi må vænne os til en fortryllende usikkerhed – som tilskuere suspenderet i mistro til hovedpersonerne. Indtil alting bindes så perfekt op til slut.

’The Handmaiden’. Instruktion: Park Chan-Wook. Manuskript: Park Chan-Wook og Seo-Kyeong Jeong. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu