Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gidseldrama helt efter bogen

Kasper Barfoed benytter sig lydigt og loyalt af velkendte thrillerskabeloner i Kanal 5’s ’Gidseltagningen’, hvor gidslerne indtil videre tegner mest interessante
Kultur
3. april 2017

Alt er indtil videre helt efter bogen i den thrillerserie, Kanal 5 netop har haft premiere på. I første afsnit af Gidseltagningen rammer et terrorangreb København, præcis som man kan frygte, det vil ske. Politiet iværksætter deres beredskab præcis som planlagt. Og en række dilemmaer opstår, præcis som man kunne forvente.

En metrovogn standser brat mellem to stationer, og tre mænd med taskerne fulde af våben kidnapper de 15 passagerer og tager dem med til den endnu ikke færdige metrostation ved Marmorkirken. Fire millioner euro vil de have, men det officielle Danmark betaler af princip ikke løsesum for gidsler, fordi man vil forhindre, at kidnapning bliver mere udbredt.

Interessekonflikten er velkendt: Myndighederne må insistere på en fremgangsmåde, der er holdbar i længden, mens offentligheden er akut optaget af, at de konkrete liv, der er på spil, bliver reddet. Rundt om det hele hvirvler pressen, der er optaget af at få så meget som muligt af konflikten med på tv. Også selv om man derved risikerer at gøre politiets forhandling med gidseltagerne mere besværlig.  

København sættes i højeste alarmberedskab. I spidsen for indsatsstyrken mod terror står Philip Nørgaard (Johannes Lassen), en tidligere elitesoldat, der også selv har erfaring med at være gidsel.

I åbningsscenen sidder en mere skægget og beskidt udgave af ham fastbundet til en stol i et dunkelt og støvet lokale et udefineret sted i udlandet, mens en fangevogter af anden etnisk herkomst skiftevis slår ham hårdt og spørger i en venskabelig tone, hvad han vil gøre, hvis han slipper fri. Philip Nørgaard tager sine tæsk, parerer på fangevogterens venlighed og svarer heroisk, at han vil hjælpe sit lands hær med at dræbe fangevogterne, hvis de skulle finde på at slippe ham fri.

22 chancer

Inspirationen fra Homeland er tydelig, især i det første af de to afsnit, jeg har set. Philip Nørgaard vender som Damian Lewis’ Brody hjem til en heltemodtagelse og et fortsat virke for sit fædreland, men han er martret af sine oplevelser under fangenskabet. Som Brody sover han uroligt om natten, så kvinden ved siden af ham føler, at han befinder sig et andet sted.

Kvinden ved siden af Philip Nørgaard er hans kollega, forhandleren Louise Falck (Sara Hjort Ditlevsen), og det er i konflikten mellem de to, at Gidseltagningen er tyndest.

I Homeland tog Brodys kone det realistiske hensyn til sin traumatiserede mand, at han slap for at undskylde sine PTSD-symptomer og fik lov til lige at vænne sig til hverdagen, før hun afkrævede ham svar om alverdens uhyrligheder. I Gidseltagningen skal det gå lidt mere tjept, fordi konflikten skal være klar, inden terroristerne slår til.

Her forlanger Louise Falck, at Philip Nørgaard skal redegøre for sit mareridt i det øjeblik, han slår øjnene op, selv om han ikke har haft lyst eller evne til at gøre det de første 22 nætter, de har sovet sammen. Hun ser bebrejdende på ham, siger den lidt for smarte og alt for urimelige replik »du fik 22 chancer« og går sin vej. Sådan kan det nogle gange gå lidt stærkt, når fronterne skal trækkes op i en thrillerserie.

Dobbelt op på konflikt

Bortset fra den romantiske konflikt mellem helten og hans flamme (hvis forhandlingsevner nok skal vise sig afgørende i kampen mod gidseltagerne mindst én gang) afvikler manuskriptforfatteren og instruktøren Kasper Barfoed sin thriller med sikker hånd.

Billedsiden er stringent, der bliver ikke sat flere handlingstråde i gang, end man kan overskue. Scenerne bliver heller ikke unødigt hektiske, selv om situationerne spidser til, og spændingen stiger. Han behersker thrillergenrens velkendte skabeloner og behandler dem loyalt. Vi skal ikke blive bange, bare spændte på, hvordan det skal lykkes helten og hans hjælpere at redde de tilfangetagne metropassagerer fra skurkene, og på, hvor mange af gidslerne, der mon overlever.

Og så kan man også spekulere på, hvordan Philip Nørgaard og Louise Falck finder sammen, for det gør de vel til sidst.  

Gidseltagningssituationer er gavmilde med dilemmaer, fordi prompte udbetaling af løsesummen både kan redde liv og føre til, at flere mennesker for fremtiden bliver udsat for kidnapning. På den måde er der dobbelt op på konflikt i Gidseltagningen. Det er politiet mod terroristerne, men også myndighederne mod folkestemningen, der begynder at samle ind til at betale løsesummen.

Lovende gidselpanel

I spidsen for folkestemningen står nyhedsværten Naja Toft, indbegrebet af en Paprika Steen-rolle og da heldigvis også spillet af denne ekspert i gestaltning af forfængelige, viljestærke kvinder, der ikke helt føler, at omverdenen kan rumme dem.

Naja Toft vil gerne anerkendes for andet og mere end at læse nyhedstelegrammer op, og da muligheden for et live-interview med et af gidslerne byder sig, slår hun til. Ikke så godt for politiet, der rigtig gerne ville være dem, terroristerne taler med.

Blandt gidslerne, der udgør en bred og lovende pallet af københavnske typer, blomstrer dilemmaerne også. Nogle vil undgå ballade, mens andre vil organisere et flugtforsøg. Nogle tager affære, mens andre prøver at indsmigre sig.

Det ser ud til, at karaktererne og deres måde at håndtere situationen på, vil blive udfoldet en efter en, og at dømme ud fra portrætteringen af den kløgtige karatelærer Adel (Dar Salim) kunne skildringen af gidslernes måde at være gidsler på godt vise sig at være Gidseltagningens stærkeste side.  

’Gidseltagningen’. Søndag kl. 21 på Kanal 5 og kan streames på Dplay.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her