Julie Andem, kvinden bag den norske ungdomsserie Skam, er ikke bange for at udtrykke sig klart og tydeligt.
Hovedpersonen Sanas (Iman Meskini) længsler og konflikter kunne næppe etableres mere direkte, end de bliver det i åbningsscenen af fjerde og sidste sæsons andet afsnit. Den muslimske gymnasieelev står på sit rodede værelse og beder. Først larmer det fra telefonen, hvor hendes veninder diskuterer, om deres fælles veninde Noora var sammen med Sanas brors ven Yousef (Cengiz Al) til festen dagen før. Så larmer det fra stuen.
Sana opgiver at bede, går ind for at bede sin bror dæmpe sig og ser til sin store, dårligt skjulte fryd Yousef danse alene rundt til The Weeknds Michael Jacksonagtige I Feel it Coming. Sana, der ikke vil have sex før ægteskabet, glor på Yousef, der giver sig hen til linjerne »Tell me what you really like / Baby I can take my time«, indtil han får øje på hende.
I det samme kommer Sanas bror Elias (Simo El) og minder hende om, at deres forældre nok ikke vil bryde sig om, at hun skal være med i en såkaldt russebus, som norske 3.g’ere kører rundt og fester i foråret inden studentereksamen. Fordi hun er en pige og sådan.
Så er dén splittelse på plads.
Forstyrrede bønner
Sanas besvær med at få ro til sin bøn midt i alt det andet, der foregår i hendes liv, lader til at være for fjerde sæson, hvad Isaks bøvl med at få åbnet sit garderobeskab på Oslo-gymnasiet var for tredje. Det skab bandt bare helt vildt, indtil ham, Isak var hemmeligt forelsket i, slog hårdt til skabslågen, og det sprang op på vid gab.
Efterhånden som Isak fandt ud af, at han hverken skulle være bange for sin egen homoseksualitet eller omgivelsernes reaktioner på den, blev skabet nemmere at åbne.
Spørgsmålet lige nu er, hvilke prøvelser Sana skal igennem, før vi får en uforstyrret bøn at se. I første afsnit blev hendes forsøg på en stille bøn i en bybus forstyrret af en midaldrende dames granskende blik, og en bøn på et soveværelse til en privatfest blev afbrudt af et snavende par.
Efter at hovedpersonerne i de tre første sæsoner af Skam alle sammen endte med at få lige akkurat det, der var bedst for dem (selvstændighed og/eller kærlighed), er det svært at forestille sig en ulykkelig slutning på Sanas historie.
Noget af det elementært tilfredsstillende ved at se Skam er at se, hvordan hovedpersonerne lykkes, og at der godt kan komme gode ting ud af tilsyneladende umulige situationer. Derfor ser jeg serien med en klar forventning om, at Sana både får en kæreste, der respekterer hendes tro, sine forældres accept, gode karakterer og en russebus til 300.000 norske kroner (som Sana har lovet sine venner at finde i et tilfælde af akut stædighed, efter at nogle rivaliserende potentielle købere af bussen antydede, at hun med sit tørklæde og sin ædruelighed ikke var typen til at have sådan en).
Sådan vil Skam vise verden, at der ikke er nogen modsætning mellem at være alt det, Sana er. Men samtidig forventer jeg, at serien vil rykke og overraske, som de tidlige sæsoner, der alligevel føltes uforudsigelige undervejs.
Jeg er så langt fra utilfreds: Jeg håber, Sana får cirka det, hun ønsker sig, og nyder hvert forelsket smil og hvert et stædigt blik. Hvis jeg havde et norsk firma, skulle jeg nok sponsorere den russebus.
Jeg aner bare ikke, hvordan Julie Andem har tænkt sig at gøre den moderne muslimske kvindes kamp for at udfolde sig på sine egne præmisser uforudsigelig.
’Skam’ kan ses på skam.p3.no, efterhånden som klippene kommer. Her bliver de hele afsnit også lagt ud fredag aften, samtidig med at de bliver sendt på NRK3, der i Danmark kan ses via YouSee. DR3 sender ugens afsnit søndag kl. 21, hvorefter de er tilgængelige med danske tekster på dr.dk.
