Hvad gør en god amerikaner, når han bliver rådvild? Søger mod religionen

Kendrick Lamar virker rådvild. På trods af at det kører for ham. Han er blevet o.k. rig. Hans villa er stor. Han har mange Grammy-statuetter. Stranden er lige uden for hans vinduer. Og han strækker ud til – eller mod? – Nirvana. Aspekter af hans liv, som han – eller protagonisten i hans rap – blærer sig med på Lamars nye, ordrige album DAMN.

Han render så også ind i blindgyder, kæmper med slidte dæmoner, galoperende mistillid. På åbningsnummeret møder han en blind kvinde, der går formålsløst rundt på gaden. Han spørger, om han kan hjælpe hende. Hun svarer: »Oh yes, you have lost something. You’ve lost ... your life.« Og det virker sandt, i hvert fald i perioder på albummet.

Lamar langer ud efter rivaler og haters. Han diskuterer troskab med Rihanna. Er man loyal over for penge eller én, man vil dø for? Og er det djævlen på hans skulder, der rapper, at han bare vil være høj og fyre den af? (Okay, det er faktisk medproducer/medkomponist DJ Dahi).

Ja, Lamar går endda så langt, at han betinger sin ultimativt bredspektret positive ideologi på albummet To Pimp a Butterfly fra 2015. »Last LP I tried to lift the black artists/ But it’s a difference between black artists and wack artists.«

Så. Hvad gør en god amerikaner i tilfælde af vildfarelse? Søger mod religionen, her kristendommen. DAMN. – på dansk FORDØMT. – er Kendrick Lamars mest ekstrovert kristne album med et væld af referencer. De ti plager fra Det Gamle Testamente er på vej, bare se op mod himlen, rapper han. Og så er han på vej ud af Egypten sammen med Moses: »I’m a Israelite, don't call me Black no mo’.« Og Satan vandrer på jorden og udsætter mennesket, herunder Lamar, for syndige fristelser.

Men så samtidig: »Sex, money, murder – our DNA.« Vi har ikke noget valg, de stærkeste kræfter er mejslet i vores genom, selv om De Ti Bud tilsiger os noget andet. Vi eksisterer et sted mellem moralen og programmeringen.

Trives i gråzoner

Vi har det med at leve i en binær verden. Ikke kun fordi alt, hvad vi ser (på skærmene) er opdaterede nuller og ettaller, men også fordi vi under de sociale mediers kortform tvinges til at formulere os kategorisk.

DAMN. trives i gråzonerne, i forhandlingsrummene. Dér, hvor kulturen kan få os til at tænke i utopier, i dialog med eller afvisning af magten, men også – vigtigt – fri af den. Dér, hvor musikken er en æstetik i sin egen ret, ikke kun en funktion af omstændighederne.

Kendrick Lamar vil gerne opløse et politisk og socialt binært, et splittet USA på sit nye femte album (hvis man medregner skitsealbummet untitled unmastered. fra sidste år). Selv om han opsætter binære værdier i det følgende, så er der også forsøg på at langt større menneskeligt – og dermed politisk – råderum.

»Got war and peace inside my DNA/ I got power, poison, pain and joy inside my DNA/ I got hustle though, ambition, flow, inside my DNA.«

Hvis han bare var opbyggelighedens prædikant, ville han være utroværdig som menneske. »I feel like friends been overrated/ I feel like the family been fakin’ (...) Feel like removin’ myself, no feelings involved (...) The feelin’ is toxic, I feel like I'm boxin' demons.«

Så naturligvis giver han plads til vreden, måske endda depressionen, akkurat som han gjorde på mesterligheden To Pimp a Butterfly. Plads til paradokser og selvmodsigelser, plads til lytteren, hele lytteren.

Åh. Safterne og loyaliteten. Fråden og ræsonnementet. Synden og tilgivelsen.

Tung hostesaft

Musikalsk er DAMN. mindre eventyrlysten og progressiv end To Pimp A Butterfly. Et mere regulært hiphop-album. Men djævlen – eller det guddommelige? – er i detaljen. Lyt for eksempel til »LOYALTY.« og dens formidabelt opsnittede, spolede heliumsvokal, der fungerer som en sær melodifigur nede i mixet. Eller den søsyge »PRIDE.«, der nærmest lyder, som om producerne har planket den ikke-forvrængede elguitar og den sejlende freak-soul-vokal fra Connan Mockasin.

Især »ELEMENT.« stråler stålhårdt, og her demonstrerer Lamar, at han er en af de største melodiske rappere derude, imens han stepper så smukt hen over James Blakes subversivt blå tangentakkorder. Brilliant avancerede akkorder i et langt mere sofistikeret leje end Drakes og Eazy-G’s verserende interesse i enten at sample eller parafrasere enklere klaverforløb fra den franske impressionist Erik Satie, der huserede ved forrige århundredeskift. Og pludselig screwes »ELEMENT.« – ikke bare ned i toneart, men ned i en langsommere, dybere udgave, altså med slo-mo-stemmer og -musik i tung hostesaft.

»FEEL.« er også smuk – gjort næsten vægtløs af en bossanova-rytme komplet med koket synkoperede kantslag og aristokratisk strøget messing. Som helhed en fornemmelse af at stige ned i et ocean af noia-røg. »LOVE.« formår at sende infrarød varme og kærlighedsvibrationer gennem hver en fiber, ikke mindst takket være gæstesoulsangeren Zacari. »FEAR.« har en narkotisk post-party-fornemmelse. Og U2 kommer gudhjælpemig også forbi uden heldigvis at gøre meget væsen af sig, selv om Bono synger, og hele kvartetten krediteres som sangskrivere på den tofløjede »XXX.«

Lamars vaklen

Med undtagelser som »HUMBLE.« og den haglspyttende »DNA« er DAMN. en nedtonet affære. Måske fordi tvivlen er så stor, Lamars vaklen. Nævekampen mellem etos, logos og patos. Og ikke kun indre, men også ydre slagsmål. Når han ikke brydes med at være ydmyg i en genre, der nærmest har megalomani ridset i sin molekylærstruktur, så er det politiske, strukturelle, racistiske, journalistiske, sociale slagsider og idiotier, der skal angribes.

Trump får ikke pæne ord med på vejen. »The great American flag/ is wrapped and dragged with explosives/ compulsive disorder, sons and daughters/ barricaded blocks and borders.«

Ej heller den systemiske undertrykkelse, der i høj grad handler om USA’s stereotype billeder og behandling af afroamerikanske mænd. Der refereres ikke mindre end tre steder i tre sange til en beef med advokaten og mediemeningsmageren Geraldo Rivera, der har skældt ud på Kendrick Lamars 2015-sang »Alright« og ordene: »And we hate the popo, wanna kill us in the street fo’ sho’«

Riveras respons? »This is why I say that hip hop has done more damage to young African Americans than racism in recent years.«

Ak ja.

Det er uendelig meget mere kompliceret i Kendrick Lamars værk. Man kan anklage ham for at være pessimistisk narcissist det ene øjeblik, det næste kan man hylde ham som socialt indigneret forbillede. Selvoptaget, så ansvarlig. »Everyone together now, know that we forever.« Blodhævner det ene øjeblik, det næste i kamp mod den sociale arvs onde cirkel. Vær nu fornuftige og husk at læse lektier – og drop rapstjerne- og/eller gangsterfantasierne, for Guds skyld, ing?

Tilfældets musik

Så. Kendrick Lamar har med DAMN. leveret endnu en intellektbombe og en følelsesudladning. Ikke på højde med hans bedste. Men igen i stand til at rumme det rådvilde, modsætningerne, paradokserne, dilemmaerne, alt det billige skidt, enhver person og ethvert samfund nosser rundt i. Han kaster med sten, men han ved også, at han bor i et glashus. »I don’t love people enough to put my faith in men/ I put my faith in these lyrics, hoping I make amend.«

Og så er der hans ekstremt opbyggelige biografiske fortælling, der lukker og slukker albummet. »Duckworth« handler først om gangsteren Anthony, hvis jobvalg placeres i en socialrealistisk kontekst – i volden og forarmelsen i det bandehærgede Nickerson Garden Projects i L.A.-bydelen Watts.

En dag begynder Anthony at researche på en Kentucky Fried Chicken, som han vil røve. Så skifter fortællingen til Ducky, der står bag disken og hurtigt spotter, at Anthony ikke bare er sulten, men også har skumle planer. Ducky begynder at behandle gangsteren godt, give ham ekstra kylling, den slags. Så da dagen oprinder, og Ducky står bag disken, så sparer de hans liv.

Sådan overlever Duckworth, og således kan han – og her bliver det så fiffigt – fortsætte med at opfostre sin søn Kendrick Lamar Duckworth(!). Og Anthony undgår en potentiel livstidsdom og kan blive til Anthony ’Top Dawg’ Tiffith, leder af pladeselskabet Top Dawg Entertainment, som i dag udgiver Kendrick Lamars plader. Altså er mesterrapperens output tilfældets musik. Karma indeed.

Eller som der rappes et sted undervejs: »It’s whatever, just make it count.« TRUE.

Kendrick Lamar: DAMN. (Aftermath/Interscope/Universal)