Læsetid: 4 min.

Håndbog for vakse galaksevogtere

Også ’Guardians of the Galaxy Vol. 2’ er en underholdende superheltefilm om familier af den slags, man selv vælger
Også ’Guardians of the Galaxy Vol. 2’ er en underholdende superheltefilm om familier af den slags, man selv vælger

Disney/Marvel Entertainment

28. april 2017

Det er familie, det handler om i James Gunns Guardians of the Galaxy-trilogi, der nu er nået til film nummer to, Guardians of the Galaxy Vol. 2.

Det kan godt være, at begge film foregår i det ydre rum – langt fra den del af universet, de fleste af os kender – og at de er fulde af mærkelige rumvæsener, dødsensfarlige monstre, guder og halvguder og action af den hæsblæsende, hårdtslående og humoristiske slags. Men det er det er titlens galaksevogtere, som er i centrum af historien.

Denne brogede flok af ustabile outsidere og storskrydende antihelte, der kommer fra forskellige hjørner af det uendelige rum, og som ved lidt af et tilfælde – ja, faktisk en hel række af usandsynlige sammentræf – er blevet kastet sammen, har lært at holde af hinanden og nu udgør hinandens familie.

De har ikke andre, og de er alle tabere, som deres anfører, Peter Quill alias Star Lord (Chris Pratt), siger i den første film, fordi alle har mistet nogen – det gør ondt på dem alle sammen.

Der er skruet lidt op for familiedramaet i Guardians of the Galaxy Vol. 2, hvor Peters far, guden Ego (Kurt Russell), endelig finder frem til den søn, han angiveligt har søgt efter, siden Peter som dreng – og lige efter sin mors død – blev bortført fra jorden af den professionelle røver, Yondu (Michael Rooker).

Det var i 1980’erne, og de mange kulturelle og musikalske referencer, som den nu voksne Peter slynger om sig med – og som er en vigtig del af filmenes dna og humor – er fra det pastelfarvede, skulderpudebærende årti, som f.eks. tv-serien Knight Rider og dens stjerne, David Hasselhoff.

Udvidet familiefest

Det skaber en smule splittelse blandt vogterne, da Ego dukker op og insisterer på at være far for den til at begynde med skeptiske Peter, der nok er sej, men også lidt en klodrian uden situationsfornemmelse.

Gruppens øvrige medlemmer – krigeriske, grønne Gamora (Zoe Saldana), det tatoverede bjerg Drax (Dave Bautista), der tager alting bogstaveligt, den spydige, genmodificerede vaskebjørn Rocket (Bradley Cooper) og det livlige trævæsen Baby Groot (Vin Diesel), der kun kan sige ’I am Groot’ – følger modvilligt med Peter og Ego.

Ego virker oprigtig, men det er ikke et tilfælde, at han har det navn, og muligvis har han også sin egen dagsorden.

Det hjælper naturligvis heller ikke på situationen, at Gamora har sin sure og morderiske søster, Nebula (Karen Gillan) i hælene, og at kleptomanen Rocket ikke kunne holde fingrene for sig selv og stjal nogle meget værdifulde batterier, da galaksevogterne hjalp det noget arrogante og temmelig ærekære Sovereign-folk med at overvinde et fælt rummonster, hvorfor de nu vil vogterne til livs. Nå ja, jeg glemte rent, at Yondu, der har flere høner at plukke med Peter, også blander sig i den udvidede familiefest.

Og sådan buldrer det ellers afsted til tonerne af Sweet, George Harrison, Fleetwood Mac, Sam Cooke, Cat Stevens og mange andre af de pop-, disco- og soul-klassikere, som Peter i sin tid fik af sin mor på to funky mixtapes. Og ligesom i den første Guardians of the Galaxy-film er musikken med til at give den forfløjne historie, der foregår i så kulørte, ukendte verdener, en betydelig charme og et lune og skær af genkendelighed.

Musikken og humoren hjælper tillige med at holde løjerne på jorden, hvilket er gavnligt i en film, der altså handler om forholdet mellem de fem meget forskellige galaksevogtere, som kun kan holde fred i fem minutter af gangen, før de begynder at skændes og kalde hinanden navne.

Uhøjtidelig tone

I det hele taget er det den uhøjtidelige tone, de sjove, flerdimensionale figurer og James Gunns sans for rappe og respektløse replikker, der er en af de store attraktioner ved Guardians of the Galaxy-universet.

Ligesom en anden Marvel-film, Deadpool, er det en superheltefilm af en ganske særlig støbning, hvor humor vægtes om ikke højere så i hvert fald lige så højt som drama. I modsætning til Deadpool tager Guardians of the Galaxy dog sig selv, sit univers og sine figurer alvorligt – uden at blive selvhøjtidelig – hvorfor man ganske lever sig med i det storslåede eventyr, filmene også er, ikke mindst takket være upåklagelige visuelle effekter og fornem verdensbygning.

Der er som antydet flere følelser på spil i Guardians of the Galaxy Vol. 2 end i den første film, men Gunn formår at punktere de fleste tilløb til klæg sentimentalitet ved at lade en af figurerne aflevere en som regel upassende kommentar på det helt rigtige tidspunkt. Og skuespillerne besidder den timing og komiske sans, der skal til for med overbevisning at levere sådanne replikker og dermed få en historie, som på papiret må have set aldeles tosset ud, til at fungere.

Den afgørende kamp mod filmens skurk kunne jeg godt have undværet. Den form for afsluttende sætstykker, er – de overdådige billedmæssige kvaliteter ufortalt – superheltegenrens svøbe, og jeg kan godt undre mig lidt over, at så visuelt stærk og opfindsom en instruktør som James Gunn ikke har fundet på noget mere originalt.

Det kan selvfølgelig også bare være midaldrende mig, der er blevet for gammel og kedelig, og det ændrer da heller ikke ved, at Guardians of the Galaxy er en såre underholdende film om vigtigheden af den slags familier, man ikke er født ind i, men selv vælger.

’Guardians of the Galaxy Vol. 2’. Instruktion og manuskript: James Gunn. Amerikansk (Biografer i hele galaksen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu