Læsetid: 4 min.

En helt vild og stille kraft

Fremragende dansefilm om en lille bokserpiges møde med et ældre pigefællesskab styrer uden om de velkendte skabeloner og lader sin mystik være mystisk
Da boksetrænende Toni ser ind i dansehallen ved siden af boksehallen bliver hun fascineret af de ældre pigers dans.

Da boksetrænende Toni ser ind i dansehallen ved siden af boksehallen bliver hun fascineret af de ældre pigers dans.

Another World Entertainment

28. april 2017

Anna Rose Holmers debutfilm, The Fits, indskriver sig i en genre fuld af velkendte skabeloner. Det er en dansefilm om en 11-årig pige, der nærmer sig puberteten og finder et både forvirrende og fascinerende fællesskab i en dansetrup.

Typisk har film om kreative og sportslige fællesskaber en hovedperson med individuelle drømme og håb, der – efter nogle indledende tilpasningsvanskeligheder – viser sig at blive forløst bedst i fællesskabet, som så til gengæld er blevet mere rummeligt undervejs, som plottet er skredet frem.

Man skal huske at være sig selv, forstår man, men det bliver man også bare endnu mere, hvis man har det rigtige fællesskab at være i. Det er som regel let at se, præcis hvor hovedpersonen er i sin personlige udvikling, og det er dejligt, når alle danser, synger og/eller vinder til sidst.

Både enkel og uforudsigelig

Så forudsigeligt er det bare ikke i The Fits. Hver eneste scene er enkel og interessant uden at følge genreskabelonernes kategoriske fremstilling af, hvornår man er lidt ude at skide, og hvornår man er i mål med at finde plads til sig selv, ens særheder og potentiale blandt andre. Fokus i The Fits er bare på den 11-årige Toni (spillet med en helt vild, stille kraft af Royalty Hightower), der bruger sin krop alene og sammen med andre.  

Handlingen er langtfra indviklet: Den stille og disciplinerede Toni boksetræner med sin storebror Jermaine (Da’Sean Minor) i det lokale træningscenter i en ikke specielt glamourøs del af Cincinnati, Ohio. Når de er færdige, hjælper hun ham med at gøre rent, fylde vandautomater op og vaske håndklæder. Toni ser ind i dansehallen ved siden af boksehallen og bliver fascineret af de ældre pigers dans. Jermaine opfordrer hende til at søge optagelse i dansetruppen, Toni kommer med på holdet, lærer nye mennesker og sider af sig selv at kende og har i begyndelsen en stejl læringskurve.

En dag får en af de ældre piger, der underviser danseholdet, et anfald, hvor hun kramper og besvimer. Kort efter får holdets anden danselærer et lignende anfald, og efterhånden er der tale om en lokal epidemi af uforklarlige anfald blandt dansepigerne. En repræsentant fra kommunen (i øvrigt filmens eneste hvide medvirkende) vil få drikkevandet undersøgt. Tonis nye veninde, den pigede spirrevip Beezy (Alexis Neblett), foreslår, at det er »some kind of boyfriend disease«, siden anfaldene til at starte med kun rammer de store piger, der har ting kørende med boksedrengene.

 

At blive større

The Fits er udviklet med udgangspunkt i Anna Rose Holmers fascination af kollektivt hysteri, som der findes beretninger om fra Middelalderen til nutiden. Det er historier om ensartede symptomer, der rammer mange mennesker inden for det samme miljø, og som ikke kan forklares medicinsk. Flere af de nutidige beretninger handler om grupper af pubertetspiger, og den måde, dansepigerne efterhånden begynder at tale om deres anfald på, minder også om den måde, pubertetspiger kan tale om at få menstruation: med let forskrækkelse og slet skjult stolthed over at være blevet større.

Filmen er udviklet i samarbejde med den dansetrup fra Cincinnati, der også lægger dansere til filmen. Det ses, at hver enkelt scene er koreograferet og komponeret til at være noget i sin egen ret og ikke bare en station, plottet skal forbi.

Næsten hele filmen foregår i det offentlige idræts- og kulturhus, hvor bokserne og danserne træner. Man ser Toni og Jermaine krydse en græsplæne foran nogle uspektakulære etagebyggerier på vej ud og hjem, og man ser dem træne deres kondition op og ned ad trapperne på en slidt gangbro over nogle skinner. The Fits er en lavbudgetfilm, der får det maksimale ud af omgivelserne. Næsten uanset, hvad Toni foretager sig, er det interessant at se hende interagere med bygningen og de andre mennesker i den.   

Fra bokserutine til dans

Filmens absolutte og mere end almindeligt strålende midtpunkt Royalty Hightower, som var ni, da optagelserne begyndte, danser også i denne trup og har fået intensiv undervisning i ikke at danse super godt. Det gør Hightower godt – altså danser ubehjælpsomt. Elegancen kommer hun ikke uden om – heller ikke i begyndelsen af filmen, hvor hun med sin bror som sparringspartner træner en bokserutine, der tilnærmelsesvis ligner en koreografi, så let, som hun er på fødderne, og så klart markerede, som hendes bevægelser er.

Det, man ser i filmen, er, hvordan Toni lige så langsomt udvikler en ny måde at bruge og udtrykke sig med sin krop. Det meste af filmen befinder hun sig midt mellem to kropssprog, et fra boksehallens drengefællesskab, og et fra dansehallens pigefællesskab, men den kraft og stædighed, Toni bevæger sig med er konstant. Den glidende overgang fra bokserutine til dans er filmens røde tråd og rundt om den findes fællesskaberne, som hun skiftevis opsøger og trækker sig fra.

I en særlig fin sekvens efter idrætscentrets lukketid indvier Toni sin nye veninde Beezy i sit praktiske kendskab til alle bygningens lokaler og kringelkroge, mens Beezy viser Toni, hvordan man lægger neglelak og piercer sine ører. Det sker i en blandet stemning af barnligt fjol og seriøst overgangsritual.      

’The Fits’. Manuskript: Anna Rose Holmer m.fl. Instruktion: Anna Rose Holmer. Amerikansk. Vises i Odense, Aarhus og hovedstadsområdet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu