Det er sjældent nogle særlig yndige kager, de artige børn i Ultras sorte kageshow får bagt. Deltagerne i børnekanalens svar på Den store bagedyst er lovligt undskyldte: Køkkenet er mørklagt, og børnene, der dyster mod hinanden to og to, skal føle, lugte og smage sig frem blandt ingredienserne på køkkenbordet, når de forsøger at følge den tidligere bagedyst-deltager Micki Chengs instrukser til en perfekt kage.
Blandt alt det, de skal bruge, står der også alt muligt, der kan spolere kagerne – fiskesovs, chilipulver, palmin og rå fisk – og en stor del af attraktionen ved Ultras sorte kageshow er børnenes reaktioner på aparte, ubestemmelige indtryk, der forplanter sig i deres kroppe og ansigter.
De ansigtsudtryk, man ser på de grønlige nightvision-optagelser, minder om den vidunderlige scene i Nils Malmros’ Kundskabens træ (1981), hvor en skoleklasse på lejrskole skal sende en rå medister rundt under bordet (og hvor skuespillerne heller ikke vidste, hvad det var, de havde i hænderne).
Drengen, der ikke vil vaske hænder
Under bagningen sidder kageshowets vært, Nikolaj Stokholm, og dommeren Micki Cheng i en boks og kommenterer. Nikolaj Stokholm er lige så fuld af væmmelse, når han kalder en kage for en trøffellort, som Micki Cheng er fuld af håb og ømhed, når han taler om hemmeligheden bag en trøffelmasse (udtalt med lige meget tryk på hver stavelse).
De råber »NEJ!« og »JA!«, og når det går for godt for et af holdene, sender de en – for børnene usynlig – statist ind for at forskrække dem ved at slå på tromme, lægge en stor fæl plastichånd på skuldrene af børnene eller hænge en ildelugtende ost for næsen af dem.
Når ikke børnene fumler rundt med skåle, målebægre og skeer, skal de skaffe manglende ingredienser gennem forskellige udfordringer, der minder mere om spøgelseskælder end om skolekøkken. Hænder og ansigter skal stikkes ned i og ind i forskellige beholdere med slim, pels, chokoladeknapper og andet overrumplende.
Børnene er eksemplariske kammerater med gode, sunde interesser som samarbejde og kagebagning. De hepper på hinanden og kan godt finde på at give det andet hold lidt hjælp, hvis de spørger pænt.
Et enkelt vennepar har noget, der minder om en konflikt. Sjældent har man set så ritualiseret og gemytlig en konflikt, som den mellem hygiejniske Karl og hans ven Jonathan, der overspiller sin rolle som drengen, der ikke vil vaske hænder: »Så må kagen lugte af sved og smage af blod. Så bliver kagen unik. Og bliver kagen unik, bliver den også god!«
Den stride og den blide
Rollefordelingen mellem Nikolaj Stokholm og Micki Cheng er ikke til at tage fejl af: Nikolaj er den stride, der slår ud med armene og spørger, hvor svært det kan være »at bage en idiotisk kage«, mens Micki er den blide kageelsker, der kan finde noget pænt at sige om selv den mest klumpede palmindej med fiskesovs og romessens.
I kommentatorboksen gør Nikolaj Stokholm et stort nummer ud af at spille smart og vrænge ad Micki, børnene og kagerne. Hans attitude kombinerer det værste fra den danske stand up-scene, han kommer fra, med det bedste fra bøllerollerne i 1980’ernes børnefilm.
Nikolaj Stokholm har et tilsyneladende uendeligt arsenal af variationer over udsagnet »ad«. Kagerne er »mega vanskabte«, hans smagsløg er »for evigt ødelagt«, og det er ham, der beder børnene pille af eller forbyder taberne at komme hjem, før de har vasket op. I mørke. Som de dumme taberbørn, de er. Det fungerer som regel bedre, når han finder på en sætning at sige, end når han bare spytter kagen ud.
Uanset om det bliver afgjort med ’sten, saks, papir’ eller ’flaskehalsen peger på’, ender det med at være Micki, der trækker i et fjollet kostume og sætter sig midt i mørket med de æg, børnene skal bruge. Micki finder sig i det med et knottent skuldertræk, men der skal ikke meget til, for at han ryger ud af rollen som sur. Han skal egentlig bare tale om noget sødt.
Opbyggelig nederlagstræning
Med Ultras sorte kageshow har DR’s kanal for de lidt større børn udviklet et underholdningsprogram, der fejrer de mildest talt uperfekte resultater, der kommer til syne på kageopsatsen, når lyset bliver tændt.
Produktet er altid klamt, men processen er lærerig. Man skal bruge sine sanser og tale med hinanden, skal man. Perfektion er helt uopnåelig, og Nikolaj Stokholms overdrevne væmmelse over de uduelige kager er mindst lige så meget til at grine ad, som kagerne selv er.
Kageshowet er på den måde både hyggelig og opbyggelig træning for store børn i den ædle disciplin at fejle med bravour og højt humør.
’Ultras sorte kageshow’ sendes på DR Ultra lørdag kl. 18.30.
