Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Det kan godt være, de kun kan en sang, men hold kæft, hvor er den god’

Efter 19 års pause er skotske The Jesus and Mary Chain tilbage med en underspillet lp, hvis sange brødrene Reid satte ild til på Vega søndag aften, suppleret med en røvfuld klassikere fra bandets storhedstid i firserne
Kultur
26. april 2017

Uden at ryste på hånden tør vi godt erklære, at Damage and Joy er det bedste album fra skotske The Jesus and Mary Chain (JAMC) i rigtig, rigtig mange år. Nå ja, det er så også den første udgivelse fra den kant side 1998’s dengang lidt skuffende Munki, så det er ikke det.

Men hvad er 19 år mellem gamle venner? Og selvom gruppen af mange opfattes som en udpræget one trick pony, er det til gengæld et trick af de bedre, den mestrer.

Eller som en replik i Store Vega lød til bandets vellykkede koncert søndag aften: »Det kan godt være, de kun kan en sang, men hold kæft, hvor er den god.«

Og det er sagen i den famøse nøddeskal. Hos JAMC gøres tingene ikke sværere, end de er, hvilket naturligvis er svært nok. For insisteres der som hos duoen her på, at stor rockmusik kan/skal skabes med ganske få akkorder, et effektivt no nonsens beat og kulsorte tekster, udført inden for en given skabelon, skal der en god portion talent, opfindsomhed og tro til at få det til at fungere uden at ende i travestien. Og det lykkes altså her.

Tordnede mod tidsånden

The Jesus and Mary Chain vakte furore, da de dukkede op i 1984, netop som postpunken var kørt godt gammeldags træt, og den danseglade, voldsomt digitaliserede firserpop overtog gesjæften iført farvestrålende kluns og draperet med de musikvideoer, der i kraft af det dengang spritny MTV satte dagsordenen.

De to brødre, Jim og William Reid, suppleret med en konstant skiftende rytmegruppe tordnede mod tidsånden med håret ned i øjnene og en feedback-hylende guitardomineret rock, som lige under lag af infernalsk støj trak tråde tilbage til såvel Phil Spectors Wall of Sound som ABBA’s ferme greb om poppen med lige et skvæt årgangs-Beach Boys på polsk speed indover.

De to første lp’er fra den kant har fortjent antaget klassikerstatus, og det blev så til lige fire skiver mere i samme stil, før de to brødre omkring årtusindeskiftet simpelthen ikke længere tålte synet af hinanden og trak stikket.

Hyggekvotienten er lig nul

Med Damage and Joy er de så tilbage og hurra for det. Pladen er varmere og umiddelbart mere imødekommende i lyd end tilforn, men sangene bygger videre på samme klassiske formler som altid, med et pragtfuldt flow over de fire pladesider og en herlig vekselvirkning mellem stilhed og storm.

Og under den soniske stoflighed, der balancerer et sted mellem pop, psychedelia og shoegaze, ligger der stadig en dødsforagtende devil may care-attitude, hvor de som tekstforfattere ikke kan anklages for at være blevet hverken blødsødne eller tilgivende med årene, det er stadig misantropi og en frysende fornemmelse af manglende tilhørsforhold i denne, den bedste af alle verdener, der præger foretagendet.

Og der er noget over at pakke al det mørke ind i grelt elektrisk lys, for tror man et kort øjeblik, at også William og Jim Reid er blevet grebet af den midaldrendes valne forsoning med tilværelsen i al dens absurde gru, kan man godt tænke om igen. Hyggekvotienten er lig nul. Sangskrivningskvaliteten og performance er så til gengæld helt i top hos dette ensemble, måske det sidste af rockens store primitive.   

Gruppen gik på ti minutter over ni foran et propfyldt Store Vega og satte prompte i med det strålende åbningsnummer fra den ny lp, Amputation, og så var koncerten ellers i gang. Over 17 numre og en lille halvanden times spilletid udsattes de fremmødte for såvel ubetalelige klassikere som en håndfuld af de nye sange udsat for suveræn god lyd og et nærværende JAMC med et supertight band i ryggen, selvom det selvfølgelig er William Reids panserværnssprudlende guitar, der fylder mest i lydbilledet. Og ørene. Og kroppen.

Jim Reid er en mesterlig sanger, hvis mest effektive dramatiske virkemiddel er oktavspringet og en mand, der live koncentrerer sig om sin metier uden falbelader. I det hele taget var der ikke meget lys på aktørerne, som famlede rundt i lige del tøris og dunkel lyssætning, til gengæld fremstod materialet lige så præcist og smukt som et nyopført pigtrådshegn. Under the April skies indeed!

The Jesus and Mary Chain: Damage and Joy (Artificial Plastic Records). Er udkommet.

The Jesus and Mary Chain, live, Store Vega, søndag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her