Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Liselotte Michelsen skriver nuancerne i mødet mellem mennesker frem

Liselotte Michelsens debutroman handler om to menneskers møde med den barske natur, men det er relationen imellem menneskene, som gør størst indtryk
Kultur
8. april 2017

Summit fever hedder det, når en bjergbestiger i sin længsel efter at erobre toppen mister sin dømmekraft og sunde fornuft. Det er ikke kun den iltfattige luft, som kan drive en erfaren klatrer til at begå livsfarlige fejl. Det har også at gøre med noget meget menneskeligt: begæret efter at bevise for sig selv og andre, at man kan.

De to hovedpersoner i Liselotte Michelsens debutroman Isfald har begge to brug for, at der skal ske noget i deres liv. Monica befinder sig i en form for fødselsdepression og et stagneret parforhold, piloten Erik bor hos sin brors familie og er netop blevet forladt af sin kæreste. Hver især er de ensomme og rastløse, selvom – eller måske fordi – de lever en på alle måder bekvem tilværelse.

De finder en fælles flugt i den rå natur: I sin midtvejskrise har Erik sat sig for at gå alene over Nordpolen, og den mere erfarne Monica tager med ham på en strabadsiøs træningstur til Svalbard. Monica har en traumatisk bjergvandring i Andesbjergene bag sig, som er forbundet med romanens titel; et ’isfald’ er det område på en gletsjer, hvor der på grund af den klippefyldte undergrund er særligt mange gletsjerspalter.

Lidt for forudsigeligt dukker traumet op undervejs og bliver gradvist åbenbaret for læseren. Men romanen bliver også gribende, når det umage par befinder sig midt i den nådesløse polarfrost, og når Erik i sine storhedsvanvidshallucinationer sætter sig for at finde »sin isbjørn«.

Ikke en thriller

Prologen slår romanen an som en slags thriller, men det er først til sidst, at de uhyggelige elementer til dels bliver indfriet. Det gør ikke noget. Romanen udvikler sig aldrig, som jeg forventer, og det er fedt.

Jeg forventer, at de to hovedpersoner skal forelske sig. Jeg forventer, at handlingen hurtigt tager fart, men det sker ikke, der går lang tid, før Monica og Erik i det hele taget mødes, og endnu længere, før deres rejse begynder. Jeg forventer, at romanen vil føre mig med Eriks drøm til Nordpolen, men vi kommer aldrig længere end træningsturen til Svalbard.

Det, romanen beskæftiger sig med, er øjeblikkene imellem de store begivenheder. Michelsen skriver nuancerne i mødet mellem mennesker frem med stor sikkerhed. For eksempel når der står om Erik:

»Han ved, at det er en af den slags middage, hvor han egentlig hygger sig undervejs, men når han bagefter tænker tilbage på den, vil han huske det som om, der ikke rigtig blev talt om noget.«

Eller om Monica og hendes mand:

»Noget er krøbet op i deres dobbeltseng og har slået sig ned imellem dem, noget, der får dem til at ligge som to søskende ved siden af hinanden, pænt pakket ind i hver deres dyne.«

Om den fødselsdepression, som har ramt Monica, står der, at »mørket er mærkeligt og flovt«.

Beskrivelserne af det kolde nord er næsten en rejsebrochure værdig; på godt og ondt. Isfald er ikke handlingsmættet spændende, ligesom de bøger om kendte opdagelsesrejsende, som Erik er optaget af.

Alligevel læser jeg videre, måske fordi romanens personer faktisk opfører sig som rigtige mennesker og ikke som romankarakterer. Jeg er oprigtigt interesseret i at følge dem, og de overrasker igen og igen. På den måde er det sproget og persontegningen, som bærer Michelsens debutroman, og det er meget overbevisende.

’Isfald’. Liselotte Michelsen. Byens forlag. 239 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her