Læsetid: 4 min.

Mew er med deres nye plade rykket tilbage i kategorien ’lovende’

De danske rocklegender i Mew fejrer 20-års jubilæum med deres nye plade, ’Visuals’. En plade, som også markerer en ny æra for Mew, der står uden guitarist Bo Madsen. Den nye lyd lover godt for fremtiden, men desværre kører sangskrivning for meget i gamle riller – uden at nå de gamle rillers højde
Mew er blevet en trio. Guitarist Bo Madsens exit har tvunget de resterende tre medlemmer i bandet ind i nye, uvante formationer.

Mew er blevet en trio. Guitarist Bo Madsens exit har tvunget de resterende tre medlemmer i bandet ind i nye, uvante formationer.

Morten Rygaard

28. april 2017

Da 16-årige Silas Graae for første gang satte sig bag trommerne i Mews øvelokale i forsanger Jonas Bjerres forældres villa i midten af 1990’erne, var det, som om en brik faldt på plads. Den sidste af fire meget markante og mærkeligt kantede brikker, der var som skabt til at lave musik sammen.

I dansk rockhistorie er der få bands, der har været så meget sig selv, som Mew har været det, og der er samtidig meget få bands, som har haft medlemmer, der hver især har haft så innovative måder at spille og lyde på, at selv middelmådigt engagerede Mew-fans til hver en tid ville kunne udpege Silas, Jonas, Bo og Johan i en blindtest, hvor de lå hulter til bulter og jammede løs med andre musikere.

Men hvor Mews musikalske brikker løbende blev slebet til og faldt så meget i hak med hinanden, at Mew som band nærmest stivnede i sin form på pladen + - fra 2015, så opstod der nogle anderledes, personlige gnidninger medlemmerne imellem. Og inden koncerten på Orange Scene på Roskilde Festival i 2015 meldte bandet ud, at guitarist Bo Madsen havde forladt skuden.

På deres nye album, Visuals, der lander her på 20-året for udgivelsen af debutalbummet, A Triumph For Man, er posen derfor blevet rystet godt og grundigt. Bo Madsens exit har tvunget de resterende tre medlemmer i Mew ind i nye, uvante formationer. Det klæder dem for så vidt, og det lover potentielt godt for fremtiden. Men Visuals stikker ikke ud som noget mesterværk, når deres plader går diskografiparade. Der skal mere til, hvis Mew skal være sådan rigtigt great again.

Mew med sangen 'Carry Me To Safety'.

Ud af kategorien ’lovende’

Det var Jim Holm fra Gyldendals pladeselskab Exlibris, der opdagede og signede Mew i forbindelse med, at de spillede deres første job på Backfish på Christiania. Det samarbejde førte til udgivelsen af A Triumph For Man, der blev vel modtaget, men som ikke førte det store gennembrud med sig.

Da Jim Holm senere forlod Exlibris på grund af interne skærmydsler, valgte Mew at oprette deres eget pladeselskab, Evil Office, hvor de i 1999 udgav pladen Half the World Is Watching Me.

Klaus Lynggaard skrev i den forbindelse i Information, at pladen »ikke helt flytter Mew ud af kategorien ’lovende’,« men at de dog netop var lovende, var med til at vække opmærksomheden hos den engelske division – ikke den danske – af pladeselskabet Sony. Og i 2003 udkom Frengers – der primært bestod af genindspilninger fra de to foregående plader – til stor ros fra en række internationale musikmedier.

I løbet af de næste par plader, And the Glass-Handed Kites og No More Stories … (sidstnævnte blev lavet uden bassist Johan Wohlert), voksede deres lydkunst, og de fik fremragende anmeldelser blandt andet i det amerikanske musikmedie Pitchfork.

Men da alle fire medlemmer igen var samlet for at lave + -, var det, som om de musikalsk gik for godt i hak, hvilket også betød, at der var for lidt, der skurrede – altså i lyden. Og flere anmeldere var skuffede, herunder blandt andre The Guardians anmelder, der gav pladen to ud af fem stjerner, og Informations Ralf Christensen, der skrev, at Mew på + - virkede »forældede i forhold til deres egen konvention«.

Tilbage i kategorien ’lovende’

Visuals stivner de tre resterende Mew-mænd ikke decideret i deres egen konvention. Og det skyldes altså blandt andet, at de har været tvunget til at håndtere fraværet af Bo Madsen. Hvilket de har gjort på ret smagfuld vis ved at give plads til nogle helt nye sider af deres udtryk. Især interessant med nogle halvjazzede stykker som på »In A Better Place« og hornet på »Twist Quest« samt optagelser af reallyd i dårlig opløsning.

Ligesom de, så vidt jeg kan høre, får noget smukt frem ved rent lyrisk at adressere fraværet af Bo. For pladen åbner med det smukke »Nothingness and No Regrets«, der lyder som en hilsen til en ven, der har forladt det syngende jeg. Egentlig et meget mewsk nummer, som vokser fra et stille udgangspunkt til et mastodontisk rockdyr, men hvor guitaren altså er trukket helt i baggrunden og efterlader plads til nogle mere sfæriske elementer og til Jonas Bjerres naive englevokal samt til Silas Graaes ikoniske og virtuose trommespil.

Hvor Mew-gutterne altså har udfordret deres måde at arrangere og spille deres progressive poprock-numre på, har de dog ikke rigtig udfordret deres egen sangskrivning. Den kører meget i de samme riller som tidligere uden at nå de samme højder som på for eksempel No More Stories ... og And the Glass-Handed Kites.

Visuals sætter dem dermed på lidt paradoksal vis tilbage i kategorien ’lovende’: Den efterlader en fornemmelse af, at de godt kan genopfinde sig selv, og at de dermed ikke er færdige. Men den viser også, at der skal lidt mere radikale midler på banen, hvis Mew skal blive sådan rigtigt interessante igen.

Hvis Mew skal markere sig som et af de få bands, der stadig er interessante, 20 år efter deres første album udkom.

Mew: ’Visuals’ (Play It Again Sam). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu