Læsetid: 4 min.

Optegnelse af et moderne helvede

I en digtsamling, der på én gang er personlig og undersøgende, på én gang abstrakt og indtrængende, kæmper svenske Jenny Tunedal med demensen
15. april 2017

Der findes en slags moderne digtning, som ikke er optaget af at opfinde nye billeder og heller ikke af sprogets materie. I stedet lader den enkle, indtrængende sætninger svæve i luften. Den arbejder med kategoriske udsagn og stærke, basale følelser, men slører det sted, de udsagn er sagt fra. Den løsriver følelserne fra skarpt optegnede menneskeskæbner.

Jenny Tunedal, en af Sveriges vigtigste lyrikere, trækker på den tradition i sin nye, stærke og trøstesløse bog, der genremæssigt flyder mellem digtsamlingen, langdigtet og en form for abstrakt læsedrama. Men i Rosor Skador – på dansk ville titlen vel være »Roser skader« – bruger hun dén tradition til noget helt bestemt. Rosor Skador er både et stykke sorgarbejde over Tunedals mor og en undersøgelse af demens, denne frygtelige tilstand.

Bogen sætter ord på de pårørendes, datterens, sorg og vrede. Hun ser sin mor forsvinde, mens kroppen er tilbage. Men den sætter også ord på den syge mors forvirring og rædsel, på den måde hun taber sig selv, den måde hun aldrig helt forstår, hvor hun er. Og så skriver den, sort og næsten sarkastisk, næsten humoristisk, fra plejehjemmenes anonyme rum. Den optegner et moderne helvede.

Sådan her kunne det lyde i en foreløbig dansk oversættelse:

»Hun som står fastfrossen ved køleskabet/ Forskellen mellem at tage hånd om nogen og forsvare sig/ Forskellen mellem at forsvare sig selv og en anden/ Fællesrummenes feminine træk/ Fraværet af børn i visse familier På visse afdelinger/ Hun som er sky som en hjort/ Hun som tror at jeg er hendes datter/ Hun som tror at hun er min hund/ Hun som tror at hun er min søster/ Hun som tror at jeg er mor«

Alzheimer og Auguste

Men måske er det mere præcist at sige, at Rosor Skador viser os demensen selv som et helvede, som en tilstand, hvor man er død og ikke død på samme tid. Rædslen og den gamle, slidte krop er tilbage, men de tråde er forsvundet, der binder én til nutiden og til andre mennesker. Alting er blevet forvirrende, man ved ikke engang længere, hvem man taler med, hvem man selv er.

Den opløsning af selvet og verden, som har været så vigtigt et ideal for en særlig gren af den moderne litteratur, genopføres pludselig som et ufrivilligt mareridt. Som der står et sted: »Den som elsker nætter elsker ikke den her slags nætter«.

Og samtidig er det forkert at gøre bogen til et psykologisk eller individuelt studie. For Rosor Skador er også, sådan som meget af den mest ambitiøse lyrik er det for tiden, tænkt som en undersøgelse af et emne. Den er en bog, der vil nærme sig sit valgte stof, demensen, fra flere forskellige vinkler.

Derfor trækker Tunedal undervejs på sære kilder. Psykiatriske spørgeskemaer og manualer til diagnostiseringen af demens er optrykt i løbet af Rosor Skador. Auguste Deter, den patient, der i 1901 som den første blev diagnosticeret med Alzheimers syge, dukker op som skikkelse. Nogle passager af bogen er dialoger mellem hende og hendes læge, Alois Alzheimer.

En lang passage er et »remix« af Kong Lear, Shakespeares drama. Det stykke handler som bekendt om en gammel konge, der bliver gal, og om hans tre døtre. Så handler bogen om »kung mor«.

Det kan lyde tørt, som tekst om tekst, men sådan føles det overhovedet ikke. Alle disse andre eksempler på mennesker, der mister sig selv, gør bare Tunedals fremstilling skarpere og mere indtrængende. Blandingen af det selverfarede, det historiske og det litterære lader stemningerne træde frem rent, træde frem som om de var løsrevne fra én bestemt historie.

Demensens rum

Så svæver de i luften, de stemninger, uden at man rigtig kan forbinde dem til noget konkret. Men sådan er det jo også med bogens stil; disse udsagn, der kommer flydende som ud af en tåge, og som kunne virke forvirrende, giver i virkeligheden en uhørt stærk fornemmelse af demensens rum.

»Kender I til kysten?/ Før mig til den højeste klippe/ Lad mig spørge dig om rædsel: Skaber torden lyset?/ Den som stoler på den tamme hund/ Så bange for at tabe alt/ Hvem er det hvis ikke datteren det fjollehoved/ De små hunde gør højest/ En hvid en sort og en lille sød en/ Vi kan være som fluer.«

Rosor Skador er en barsk bog at læse. Det er en bog, der rammer som en forhammer, og som ikke giver sin læser noget håb til slut. Der er ingen forløsning, ingen lille lysstråle, man kan trøste sig ved. »Der er ingen lindring i ikke at tænke«, som der står i et af de sidste digte, »Husker du kærligheden/ Nej«, i det første.

Men det er en bog, der føles rigtig, og som sætter ord på en næsten ubærlig tilstand. Tunedals sidste digtsamling, Min krig, suiter blev oversat til dansk i 2012 i en fin, kongenial oversættelse af digteren Julie Sten-Knudsen. Hvor ville det være fint, hvis et dansk forlag turde binde an med denne bog også.

'Rosor Skador'. Jenny Tunedal. W&W Forlag. 146 sider. 138 SEK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu