Læsetid 2 min.

Pårørenderoman

Liv Nimand Duvå debuterer med vigtig, men lidt for pæn roman om at være barn af en alkoholiker
Liv Nimand Duvå skriver godt, særligt når hun fremskriver dynamikker imellem mennesker.

Liv Nimand Duvå skriver godt, særligt når hun fremskriver dynamikker imellem mennesker.

Forlaget Kronstork

29. april 2017

Omslaget på Liv Nimans Duvås debutroman Vi er vel helte minder om et kompendium; på forsiden er en stor sol eller måne sat i lak.

Romanen handler om at være barn af en alkoholiker. I 39 korte kapitler fortæller Billie om sin opvækst og siden om sit liv som studerende og del af et aktivistmiljø i Berlin. Den fraværende mor skrives tidligt ud af historien; omdrejningspunktet er Billies forhold til sin alkoholiserede far, som ved romanens begyndelse falder og dør i sit hjem.

Springer i tid

Teksten springer frem og tilbage i tid: fra barndomserindringerne, som i tilbageblikkets lys vidner om omsorgssvigt, men som fra barnets perspektiv er beskrevet med kærlighed, til tilværelsen med kæresten Zaid i Berlin, hvor Billie går til demonstrationer, når hun ikke er nødt til at flyve hjem til Danmark for at tage sig af sin far.

Rollerne er byttet om: Nu er det datteren, som må give faren flaske med hans hoved i sit skød, løfte en ølflaske til hans læber, så han ikke får abstinenser på bagsædet af en taxa på vej til psykiatrisk skadestue. Det er barskt at læse, når den voksne datter hjælper hospitalsvagterne med at gøre det, som er bedst for hendes syge far, og han som tak kalder hende »forræder«.

Romanen handler ikke mindst om det system, som møder faren i hans sygdom, den velmenende, men utilstrækkelige rehabilitering. Billie er vred over manglen på personale, over at hendes far bliver prioriteret lavere end andre patienter, når han er indlagt. Hun er vred over, at der henvises til Gud i AA’s 12-trinsprogram, og at alkoholismen opfattes som en personlig, næsten selvvalgt lidelse.

»Misbrug er et individuelt problem,« som der står et sted i romanen, som om misbruget og årsagerne til misbruget ikke også var samfundets problem.

Velordnet

Liv Nimand Duvå skriver godt, særligt når hun fremskriver dynamikker imellem mennesker: Billie og faren, Billie og Zaid. Men den vrede og energi, som driver Billie igennem livet, genfinder jeg ikke i teksten. Prosaen i Vi er vel helte er meget velordnet, man kan mærke, at der er blevet nørklet med sætningerne; for eksempel titlen, som klinger underligt højstemt. Det hele føles en anelse æstetiseret, som her, hvor Billie er på gaden:

»Småsten glider frem langs ujævn asfalt. / Sten hænger i luften. / Småsten knasende mellem tænder, en jernholdig smag, men så husker vi, vi husker at vi ved, vi ved at kun bevægelsen er mulig, ofringen gør os uovervindelige, det er ikke muligt at dø.«

Der er langt fra den formfuldendte prosa til den voldelige demonstration, den beskriver. Romanens stærkeste partier er scenerne mellem faren og den voksne datter; på trods af frustrationer og afmagt og vrede er kærligheden ikke til at tage fejl af.

’Vi er vel helte’. Liv Nimand Duvå. Forlaget Kronstork. 168 sider. 195 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu