Læsetid: 2 min.

En piges længsel efter vinger

Fin fortælling om længslen efter at flyve – kun tynget af et anstrengende efterskrift
22. april 2017

Den bolivianskfødte, men i Danmark bosatte, illustrator Antonieta Medeiros har tegnet den ordløse fortælling Sorte fugle. Medeiros tør noget med sine tegninger. Hun lader siden stå nøgent. Her er ingen farver. Heller ingen ord. Og i det hele taget en masse hvidhed omkring den lille hovedperson, pigen, der betaget af fuglenes flyvefærdigheder, følger efter og snart gror sine egne vinger.

Det er ikke nogen dramatisk historie. Pigen sår frø, som bliver til træer, fuglene kan sidde i. Måske for at fuglene ikke skal sidde på byens hustage? Pigen flyver videre og lægger sig til sidst til at sove på bakken – eller det, vi tror, er en bakke. Mere om det senere.

Kontraster

De første par sider minder om Egon Mathiesens Mis med de blå øjne, hvor katten løber op og ned ad bakkerne, som blot er en streg på det hvide papir. Der er meget musikalitet over de sider. Op og ned. Op og ned. Helt samme rytme opnår Medeiros ikke, men den lange sorte streg understøtter på glimrende vis læseretningen. Og der er masser af udtryk i pigens mimik og gestik. Hun er sød – også når hun er vred eller mistænksom.

Hvidheden brydes af skygger og smukke skraveringer. Og kontraster. Eksempelvis er træerne enten helt sorte eller helt hvide. De er nærmest en slags udfyldte skabeloner/konturer, idet der ikke er nogen detaljer eller individuelle kendetegn. Træerne har en kort skygge, så solen må stå højt på himmelen. Senere optræder en anden slags gevækst, der ligner opadgroende gigantiske blade. De er nænsomt skraveret med forskellige udtryk. Bjergsiden har også nogle meget detaljerede skraveringer, der pudsigt nok opløser sig i alt det hvide på en måde, så det ligner rødder.

Blød slutning

Slutningen er blød. Pigen flyver som sagt ind over bakkerne. Eller rettere nogle kurvede streger, som, vi antager, er bakker i landskabet. Bakkerne viser sig at være en sovende bjørn. Den bliver en smule sur over at blive vækket, men harmonien genoprettes, da pigen klapper bjørnen. Derpå lægger de sig begge til at sove. Det er flot, hvordan stregen som linje bærer fortællingen, og Medeiros i det hele taget formår kun at have det allermest nødvendige med på siderne.

Fortællingen afrundes med en tekstmosaik på dansk og spansk af Oscar K om de (ofte fatale) gange i verdenshistorien, mennesket har forsøgt at flyve. Jeg forstår godt hensigten. Her kan man få perspektiveret fortællingens tema om menneskets genstridige længsel efter vinger. Homo volans – det flyvende menneske, som der står.

Men de mestendels finurlige historier får mig blot til at undres over, hvorfor de ikke har været afsæt for bogen, fx den om Otto Lilienthal, som forsøger sig med et par hjemmelavede vinger. Efterskriftet modarbejder den visuelle poetiske enkelhed i fortællingen. Ikke mindst digtet af Emily Dickinson, hvis relevans fortoner sig og derfor medvirker til at understrege efterskriftets insisteren på åndrighed. Som om at billedfortællingen ikke kan bære bogen i sig selv. Men det kan den godt.  

Antonieta Medeiros: ’Sorte fugle’. Fahrenheit. 2017.  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu