Læsetid: 11 min.

Pladeparade

Turbolens; Feist; Arca; GAS; Gorillaz; Brian Eno
Turbolens; Feist; Arca; GAS; Gorillaz; Brian Eno
28. april 2017

Turbolens: Tro, Håb og Kærlighed

Ham Hedder Løwe

Da guitarist Bo Madsen forlod Mew for to år siden, troede han, at han var færdig med at lave musik. Han begyndte i stedet at studere kreativitet, og det fik vakt hans interesse for det barnlige og for det barnliges egentlige ophav, børnene. Da der så alligevel, pludselig, begyndte at dukke sange frem i hans bevidsthed, stod det hurtigt klart for ham, at hvis han skulle stifte et band, så skulle bandets andre medlemmer være børn.

Turbolens’ fire numre lange debut-EP, Tro, Håb og Kærlighed, er derfor indspillet af Bo Madsen med assistance af en flok meget musikalske børn i alderen 10-14 år, og den fine, lille ep formår netop at indfange blandingen af det legende og det mere voksent melankolske.

Ikke mindst på et nummer som »Rastløse Bevægelser«, der er en af de mest rørende og vellykkede dansksprogede sange, som er udgivet i lang tid. En sang, der på intens vis, og med børnekorets hjælp, formår at indfange følelsen af, at de seneste 20 år, livet, er faret forbi én, men at man stadig ikke er blevet del af noget bestandigt, og at det selvfølgelig aldrig kommer til at ske. For hvis ikke vores egne rastløse bevægelser indhenter os, så er der andre, større kræfter, der gør: »Du ved jo godt, hvor jeg skal hen.«

»Rastløse Bevægelser« er afgjort ep’ens højdepunkt, men de andre numre er også fine, og de bakker op om følelsen af, at Bo Madsen har fundet vej til en dyb, kreativ kilde, hvor ingenting er stivnet i voksen popkalkulering eller dygtighed (selv om bandet selvfølgelig i Bo Madsen har en af de vildeste danske guitarister).

Med frugten fra denne kreative kilde placerer Turbolens sig et helt særligt sted i dansk musik, og uanset om Bo og børnene ender med at lave mere musik sammen, står deres lille, fine EP som et vidnesbyrd om, at det, i hvert fald rent kunstnerisk, godt kan betale sig at smadre det fundament, man står på. At det godt kan betale sig at forlade et af Danmarks største rockbands, selvom det sikkert har gjort ondt på nogen i processen.

Emil Eggert Scherrebeck

Feist: Pleasure

Polydor

Den canadiske sanger Leslie Feist havde, efter hun i midten af 00’erne havde udgivet sine to første egentlige albums som Feist, Let It Die og The Reminder, alle muligheder for at skamride den bløde indiebølge herfra og til dommedag. Hun kunne nemt fortsætte med at lave sine lækre, quirky folkrocksange, og de ville, næsten med garanti, blive spillet på stilbevidste cafeer verden over i flere år efter.

Det ville hun dog ikke, og i stedet valgte hun – helt bevidst – at rejse sig på sit jordfarvede surfbræt og dreje det imod vildere vande, hvor hun kunne få mulighed for at påtage sig andre slags roller end den følsomme indiepige og udtrykke nogle andre ting gennem sin musik.

Det står klart allerede fra åbningsnummeret og titeltracket, »Pleasure«, på den nye plade. Her – hvor hun i øvrigt til forveksling lyder som en transatlantisk pendant til PJ Harvey – slår hun tydeligt fast, at hun har tænkt sig at lade bølgerne gå højt, og at hun er kommet for at lege kispus med vores musikalske lyst.

Hun vil pirre os, hun vil lokke os til at tro, at den rene nydelse ligger for vores fødder, lige om hjørnet, når vi runder næste omkvæd. Sådan fører hun os frem imod det klimaks, vi er kommet for at svæve på, men når vi nærmer os højdepunkterne, lader hun i stedet bølgen knække og brættet glide væk under os.

Med andre ord: Hver eneste gang hun er ved at bygge et popnummer op på Pleasure, undergraver hun det igen. Og hun gør det med et musikalsk overskud, som ikke efterlader nogen tvivl om, at hun ved, hvad hun laver, og at hun har en plan med det.

På titelnummeret vrænger Feist ligefrem af nydelsesøkonomien, hun vrænger af alle sine elskere, sine musikalske fæller udi jagten på nye ting at fornøje os med, når hun med et karikeret kor i ryggen synger: »It’s my pleasure/ And your pleasure/ That’s the same/ That’s what we’re here for!«

Selv på nogle af Pleasures mere stille numre, der til forveksling knytter an til den gamle Feist, undlader hun at give os de nemme popbolsjer. Som på »I Wish I Didn’t Miss You« og »Get Not High, Get Not Low«, hvor hun konstant, i sidste øjeblik, twister melodien, så den lige præcis ikke bliver så fængende, at man får lyst til at sluge den i én mundfuld.

Pleasure, der er et meget helstøbt album, giver os ikke de nemme forløsninger, men det betyder ikke, at den ikke giver os noget. For den vokser for hver lytning og giver os noget andet (og mere) end nydelsens forløsning. En anden dybde. Så hvis du ikke er bange for at komme på lidt dybere vand end normalt, kan det anbefales at dykke ned i Pleasure.

Emil Eggert Scherrebeck

Arca: Arca

XL Recordings/Playground

»It’s like a bullfight: You’re watching emotional violence for pleasure. So this is a character who, almost as a mockery of the transaction, goes uncomfortably deep, into self-mutilation. ‘You want gore? Here’s gore’

Ordene er fra den 27-årige venezuelanske elektroniker Alejandro Ghersi alias Arca, i pressemeddelelsen til hans nye fremragende, tredje album Arca. Et album, der peger lige så meget indad på kunstneren selv, som endnu længere ud i hans stadig ekspanderende univers.

Indad på kunstneren selv, fordi han for første gang under navnet Arca synger (det har han tidligere gjort under navnet Nuuro). Om det er en karakter, han spiller, er op til den enkelte at vurdere, men sikkert er det i hvert fald, at det er hans krop, der ræsonnerer og sender lyde ud på albummet. Og det foregår på hans modersmål.

Udad, fordi venezuelaneren præsterer sit mest sammensatte og eventyrlystne album, på én gang forkrøblet og fuldt udfoldet. Nogle elegier befinder sig helt inden for de gængse skønhedsnormer, konventionelt rørende i al deres patos. Hør for eksempel »Sin Rumbo« og »Coraje«. Men sammenbrudenes, fejlenes, støjens himmeriger udforskes andre steder: Digitale lydorganer kollapser – for så at rejse sig i epileptiske anfald. Hi-tech-dyr speeder op og pisker med halerne. Der er luftsirener som klangbund. Et klaver sejler i frit rum og strygere lyder, som om de er bygget af aircondition. Akustiske instrumenter morfer til behandlede entiteter, programmerede væsener mimer virkelighedens lyde.

Arca er begyndt at synge på opfordring af sin tidligere samarbejdspartner Björk, og han har en smuk, fyldig tenor med en del forræderisk skarptslebne kanter. Sjæl med ondt i halsen. Nogle gange i højtravende engle-multi-tunger. Andre gange i et ensomt rum, hvor Arca knækker sin stemme i stykker. Eller i tåget operette noget tættere ved vores ører, en art skamskudt elsker under den udkårnes balkon. Et par steder i fællesmængde med andre højstemte sangere i elektronisk klædedragt, såsom Jónsi fra islandske Sigur Rós eller norske Nils Bech.

Musikalsk er vi oppe i nærheden af Aphex Twin-klassen, når det kommer til at forene melodisk skønhed med sammenbrudsideologi. Kompleksitetsmestrene Autechre spøger (stadig). Og med lidt god vilje kan man se Arca beslægtet med Nicolas Jaar og hans arbejde med akustik og elektronik. Overordnet hørt: Et menneske, der udforsker, hvad identiteten kan udarte sig til, når den går i karambolage med maskinerne.

Ralf Christensen

GAS: Narkopop

Kompakt

Ungdommens LSD-eksperimenter i Königsforst uden for hjembyen Köln var den psykedeliske trampolin, som sendte Wolfgang Voigt gennem det fluorescerende kaninhul og ud i den elektroniske musikalitet.

Den tyske herre er noget af en sejrssøjle i moderne ambient og techno. Han har udgivet urimelige mængder af musik siden de tidlige 1990’ere, ja, det anslås, at der er kommet omkring 160 albummer under et væld – et seriøst væld – af pseudonymer fra ham. Og sammen med broderen Reinhard har han grundlagt det stilfulde ambientbevidste selskab Kompakt.

Under aliasset GAS udgav han i 90’erne forførende og opfindsom ambient techno, og den tråd i sit virke har nu samlet op igen på sit aktuelle, femte, Narkopop 17 år efter forgængeren Pop.

I mellemtiden er der opstået et tættere mørke i skoven. Uglerne er ikke, hvad de synes at være. Syntetiske strygere sender sort blæk op i nattehimlen. Eller ridser diskret i træstammerne. Et sted derude, alt for tæt på naturen, flekser industrien sine muskler. Technobeatet dunker diskret i dine tindinger. Og en flod risler med hvid støj.

Narkopop har – trods sin titel – ikke den samme eskapisme over sig, som man har kunnet opleve tidligere hos GAS. Der er opstået en orkestral vælde, tung som tiden, med klangflader, der lægger sig i klagende harmonier over technorytmen – der ikke så meget virker animerende, nærmere som et naturligt pulsslag.

Eller sagt på en anden måde: GAS er evolutioneret til noget mere ildevarslende, orkestralt, righoldigt, twinpeaksk. Hvis man ønsker at fortabe sig i musik, der arter sig som symfonisk action painting i slowmotion, så stå på her. Der er plads til masser af fordybelse. Og måske endda en stille dans et sted inde i mørket.

Ralf Christensen

Gorillaz: Humanz

Parlophone

Det ligner en programerklæring for tegneseriekvartetten Gorillaz’ femte album Humanz, når Vince Staples på åbningsnummeret gæsterapper: »The sky’s falling, baby/ Drop that ass ’fore it crash.« Ryst røven, før jorden går under. Og, ja, hvorfor egentlig ikke danse på kanten af afgrunden? Vi har jo for længst vænnet os til, at dommedag kommer – ikke den bibelske, men ikke desto mindre en dommedag af bibelske dimensioner. »Heard the world is ending soon/ I assumed that they told ya/They tryna dinosaur us.«

Bag de fire tegneseriefigurer i Gorillaz er der kun én permanent musikalsk drivkraft, det britiske multitalent Damon Albarn. Han excellerer også som dynamo i Blur, The Good, the Bad and the Queen, Africa Express, Mali Music etcetera. Og altså i hans aktuelle mutantpop-projekt, denne gang produceret i samarbejde med trommeslageren Remi Kabaka og produceren Twilite Tone. Og som altid med tegneren Jamie Hewlett som garant for den visuelle del af det stærkt kulørte univers.

Nå, men, tilbage til dommedag. Under indspilningerne af albummet i England, Frankrig, USA og Jamaica i 2016 bad Albarn sine mange gæstevokalister og medkomponister om at forestille sig en verden, hvor Trump var kommet til magten.

Denne datidens forestilling om en dystopisk fremtid, der i mellemtiden har udartet sig til virkelig nutid, viser sig i flere tekstlige feberbilleder af en – endnu mere – uretfærdig, voldelig, racistisk, rovkapitalistisk verden. Men også af stigende distancer mellem folk. Og af kærligheden som anæstesi. »Keep you satisfied, while they rob us blind.« Så, værsgo, apokalyptisk Matadormix fra Damon Albarn & Co. Blandt de mest interessante i hans entourage: Grace Jones, Blur-guitaristen Graham Coxon, 70’er-synth-ikonet Jean-Michel Jarre, raptrioen De La Soul, gospel-legenden Mavis Staples, house-pioneren Jamie Principle og den jamaicanske sanger Popcaan. En kosmopolitisk og tværgenerationel hob.

Og der er næsten altid en djævelsk fræk detalje eller dimension i sangene. En elguitar der bliver ved at kortslutte. En basfigur, der lyder som undfanget i en dunkel gyde i London. Beats fra 90’ernes Atlanta. Lummert hviskede vokaler. Stammekor. Krukkesang.

Hør for eksempel de forrygende »Andromeda,« »Momentz« samt »Hallelujah Money,« en smuk, sarkastisk ode til penge med Benjamin Clementine ved mikrofonen og Albarn i radiokommunikation fra satellit.

Der er en fremmedgørende kvalitet i Gorillaz’ univers. Konstant i tegneserie-evolution, altid pegende på sine egne kunstige sammenstillinger af genrer, af maskintech og menneskespæk. Men samtidig bringer bas og beats og stemmer og sangskrivning os sammen igen, endnu engang her på Humanz.

Gorillaz er ikke længere unikt mærkværdige i moderne pop, men de er alligevel stadig et af de mest opfindsomme og spacede outfits derude. Fiktivt eller faktisk. Dommedag bliver en blandet pose bolsjer. Fiktiv eller faktisk.

Ralf Christensen

Brian Eno: Ambient 4: On Land

E.G. Records

Brain One bliver han kærligt kaldt med et anagram over hans navn. Brian Eno. Ikke blot en central producer og fødselshjælper over fem årtiers musik – David Bowie, Talking Heads og U2 er alle blevet født på ny mellem hans hænder – men også skaber og fremtænker af en ny genre.

Først kalde han den »discreet« og så »ambient music«. Opfundet på sygelejet, efter han havde brækketet ben. Specifikt en dag, da han måtte se sig ude af stand til at skrue op for pladen med harpemusik fra det 18. århundrede, som en gæst havde sat på, inden hun gik. I stedet måtte han indrette sig efter omstændighederne og nyde musikken i økotonen mellem uhåndgribelig baggrundsparfume og hørbart lytteobjekt, altså mellem muzak og gængs musik. Og det var sgu egentlig meget fedt.

I de følgende år bevægede han sig derfor væk fra pop- og rocksangens vers-omkvæd-strukturer og mod noget meget mere flydende. Det begyndte med Discreet Music i 1975 og dernæst Ambient-serien, der med Ambient 4: On Land fra 1982 når et højdepunkt. Hvilket naturligvis er diskutabelt, men i disse ører forstår Eno her at forlene sine vægtløse strukturer med forankringer i det mere melodiske, i noget mere hm ... jordbundet (måske deraf titlen?). Der så alligevel opløses som flygtige gasarter.

Undervejs er der gæsteoptrædener af store musikere som bassisten Bill Lasweel, trompetisten Jon Hassell, guitaristen Michael Brook og Enos opdagelse, den senere mesterproducer/-musiker Daniel Lanois. Deres input i sange materialiserer sig uden nogen reel fornemmelse af, at der er en musiker som afsender. Tværtimod er det en fornemmelse af musik, der spiller sig selv, ånder liv i abstrakte lydlandskaber.

Og så alligevel giver den også fornemmelsen af at træde ind i mulige verdener. Den olierede slangeverden på »Tal Coat,« hvor mudderboblerne brister med computerlyde. El-cikaderne, bas-goplerne og væsenet, der synes at trække vejret gennem et instrument lavet af siv på »Shadow«. De undersøiske manøvrer og tropefrøerne og -fuglene på »Unfamiliar Wind (Leeks Hills)«.

Metaforer og naturreferencer popper i hvert fald min bevidsthed op under genlytningen, ikke ulig oplevelsen af den aktuelle tyske ambient techno-musiker GAS (også anmeldt her på opslaget).

Enos innovationer blev taget op af en ny elektronisk generation allerede i begyndelsen af 90’erne, hvor kunstnere som KLF og The Orb injicerede samtidens beats- og dansekultur. Techno og house blev fusioneret med Enos ambient, og til raves i Europa indså ecstasy-generationen, at den pumpende stammedans havde en behagelig modvægt i chillout-rummenes mere meditative trip.

Ambient 4: On Land har ikke mistet sin dunkle, analoge glød her 35 år senere. Tværtimod synes værkets mysticisme – på kanten mellem vågen og drømmende – intakt. Fornemmelsen af stor kunstnerisk hverken-eller.

Ralf Christensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu