Læsetid: 5 min.

Den revolutionære sengeskider

Hans Otto Jørgensens nye roman bygger et imponerende monument over det hidtidige forfatterskab, men smadrer det eftertrykkeligt igen, i en og samme bevægelse. Helt i forfatterskabets ånd
’Der klippes, springes, veksles uophørligt mellem en god portion flere spor, end jeg er i stand til at holde åbne på en gang,’ skriver Informations anmelder om ’REVOLUTIONÆR’ af Hans Otto Jørgensen.

’Der klippes, springes, veksles uophørligt mellem en god portion flere spor, end jeg er i stand til at holde åbne på en gang,’ skriver Informations anmelder om ’REVOLUTIONÆR’ af Hans Otto Jørgensen.

Forlaget Gladiator

22. april 2017

For mig var det at læse Hans Otto Jørgensens nye ’monsterroman’ Revolutionær – en Andy Warhol-komposition fra perm til perm som at læse ti Jørgensen-romaner samtidig – mindst – samt et par skitsesamlinger, samtidig med at radioen kørte, telefonen ringede, og jeg fulgte en eksalteret Facebook-diskussion om indvandringspolitik med et halvt øje.

Romanen er i den grad et sammensat monster, ikke ulig Frankensteins, der forresten også, sammen med sin ophavskvinde og en del andre syrede og visionære litteraturhistoriske personager, har en optræden eller to undervejs.

Der klippes, springes, veksles uophørligt mellem en god portion flere spor, end jeg er i stand til at holde åbne på en gang. Og ligegyldigt hvor jeg slår op i min husstands samling af Jørgensen-titler, finder jeg et stykke eller en hel side, som jeg lige har læst en genskrivning eller forvanskning af i Revolutionær. Fragmenterne danner et brus i mit hoved, og det bliver sværere og sværere at udskille informationer, billeder, forløb.

Støttestrømper

Der er en slags trancelignende tilfredsstillelse i det at lade sig vælte omkuld, hver gang man har rejst sig. Men i anden omgang fandt jeg en vis lise i at iføre mig de støttestrømper, romanen tilbyder sin læser, og i stedet følge de fortløbende, genremæssigt vidt forskellige spor, som er spredt med løs hånd ud over bogens syv dele, og som tilsammen fylder et stykke over halvdelen af romanens 440 sider.

Altså læste jeg forløbet »Den elektriske stol« ud i én køre, herefter »Velvets banan«, »Flesh« osv. og orienterede mig herfra ud i de øvrige, enkeltstående tekstformationer, som sammenfletter stof, der genfindes i øvrige spor, samt indsigtsfuld poetik (»Bloddryppende skrift«) og en del vildt forrevne former, fra skråstregsopbrudte digte skrevet på sidernes lange led til dadaistiske assemblager, hvor ordene sejler frit rundt i alle retninger og typografiske former og bliver en håndgribelig illustration af den broderen med tekstbidder, som hele romanen består af.

Læsningen blev ikke en mærkbart mindre syret oplevelse af den fremgangsmåde, men det var som om min hårdt prøvede hjerne bedre kunne finde en balance mellem at lade sig overstrømme og at filtrere støjen.

Syrekollektiv

Og der er masser af guld at tage med. Men svært at formulere koncist, hvori det består, hvilket selvfølgelig er en eksplicit pointe for romanen. Som den britiske filosof Sadie Plant citeres for, er alt, selv »revolutionen (…) revolutioneret. Der er intet operationscenter, ingen organiserende kerne (…) hvert forsøg på at forklare en bestemt udvikling lukker straks op for dem alle«.

Sådan er det også med handlingstrådene i Revolutionær. Historier fra det tidligste forfatterskab (ikke mindst debuten Tårnet fra 1989) danner en form for klangbund i adskillige af sporene. Her blander egensindige karakterer som Indianeren, MissMolly, JimJim og Onkel Dyrenam – hvis syrekollektiv mærkeligt nok kan ligge både i tårnet af en gammel ruin, på »de gamle Povlsens gård« og i en smadret lejlighed – sig med en muldjysk landbobefolkning, bl.a. Jens Thorstensen og Kamma, gamle Johnsen, Knud Jensen og Ulla-Britt.

Men hele vejen råder en vild og blodig drømme- eller revolutionslogik, hvor forskellige fiktionsplaner konstant overlejres. Både med hinanden, med andre tekster, med tanker om det »lumre favntag mellem nationalisme og neoliberalisme«, hvori vi lever, samt med forskellige grader af frivilligt og ufrivilligt fiktionaliseret erindring.

Og overlejringen sker ikke bare, fordi det enkelte spor bliver brudt op, så der skiftes typografi, dialekt, fortæller, genre, og hvad man ellers kan skifte adskillige gange ned over en side, men simpelthen fordi romanen dyrker en skriftens indre forrevenhed, hvis lige jeg senest har mødt i Hanne Viemoses Mado.

Kvælertag

Som i Viemoses roman er Revolutionær travlt beskæftiget med at flå den litterære illusion op, uden at noget egentlig afsløres. I stedet tages kvælertag på enhver skråsikker teoretisering af størrelser som fiktion eller ’autofiktion’, fordi alt så åbenbart befinder sig på samme tekstlige niveau: erindring, fantasi, litteraturhistorie, syretrip, Warhol og Velvet Underground, landbrugsteknik og sproglig energi flyder ind og ud af hinanden.

Der er, ligesom hos Viemose, nogle blodige erfaringer, der godt kan stilles op som altings udløb, og løbende bliver det. Tydeligst ulykken, hvor en seksårig, vordende forfatter, grundet farens uopmærksomhed, sparkes halvt ihjel af kvier:

»hospitalsopholdet smadrede mig, men det blev også mit særkende, en slags privilegium. Mit segl om man vil.«

Faren topper svigtet med ikke at besøge sin søn under indlæggelsen, hvor drengen ikke er i stand til at bede om hjælp, og har sit første møde med skammen:

»Jeg skider i sengen og bliver moderne, som Kafka, fuldt bevandret i skam.

Det er en proces og tager præcis lige så lang tid som det tager for en lort at blive til.

Svigtet i stalden og svigtet på hospitalet – at måtte skide i sengen.

(…)

Overgrebets omfang, hvis det må være mig tilladt at pinde det ud på følgende måde

1 fravær af min far

2 nul smertedækning

3 ikke at kunne sige

og jeg blev revolutionær«

Men samtidig undergraves en sådan strukturmodel, som skelner mellem overflade og en sandere dybde, som kan graves op fra bunden. Som det punkterende hedder, »erindringen, dette fordærvelige plidderpladder, hvor fortrængning og ønsketænkning mødes«.

En Warhol-komposition

Jørgensens roman er en Warhol-komposition, ikke bare fordi titlerne fra Warhols film- og billedproduktion udgør dens strukturerende livliner. Eller fordi universet har et åndeligt slægtskab med den udsyrede, kreative energi, som omgav Warhols kunstnerkollektiv, The Factory.

Men mest fordi den så indædt dyrker grebet fra de kendte silketryk, hvor kopier følger på kopier, uden at der gives en original. Tekstfragmenter kommer igen og igen i løbet af romanen. Aldrig helt identiske, selvom forskellen er svær at negle. Serieformen visker forskelle ud ved at overforbruge dem, rasle dem ud over siderne, så de bliver »white noise« som hos Velvet Underground.

Samtidig læner romanen sig op af William Burroughs’ cut-up-teknik, hvor råmaterialet, som i tresserromanen Dead Fingers Talk (hvis titel Jørgensen også låner undervejs) udgøres af egne, tidligere publicerede romaner.

Maskulin landboavantgardisme

Jeg har altid haft et lille forbehold over for den næsten selvhøjtideligt insisterende selvpunktering, som er indbygget i Hans Otto Jørgensens følsomt maskuline landboavantgardisme.

Det er den dér positur, som signalerer noget i retning af ’tja, jeg er også bare en bonderøv og et syrehoved, så du skal ikke tro, jeg har løsningen på verdens gåde’ – samtidig med at det under hånden skal forstås, at han selvfølgelig, og netop af de grunde, har et bedre bud end de fleste.

Med Revolutionær har Jørgensen opbygget et imponerende monument over sit forfatterskab, men det er et monument, som, helt i forfatterens ånd, samtidig piller sig selv ned og forfatterskabet i småstykker så eftertrykkeligt, at jeg kun kan overgive mig til netop det. Her åbner Jørgensen alle sine lukkede bøger, kontaminerer dem med hinanden, så det for længe siden trykte alligevel ikke får lov at stivne i sin form. Det flyder endnu, teksten kan bøjes og morphe i det uendelige, der gives ingen begyndelse og ingen afslutning.

Men nye læsere kan sagtens springe på her. Især hvis de er indstillet på at drukne sig i gylletanken, i det mindste for en stund. Jeg lover, at der er guld på bunden, selvom den er bundløs.

’REVOLUTIONÆR – En Andy Warhol-komposition’, Hans Otto Jørgensen, Gladiator, 440 sider, 329 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu