Man kan godt få den uhellige tanke, at Klaus Rifbjergs død ikke var en afgørende begivenhed i hans forfatterskab, mere sådan et lille bump på vejen. Udgivelsen af bøger, han har skrevet, fortsætter i al fald ufortrødent – og med nogenlunde samme hastighed som altid – her, to år efter at han gik bort, og i pressemeddelelsen til den nyeste, Spejl, lover Gyldendal, at de har flere manuskripter liggende.
Ikke at det gør noget, så længe niveauet er i orden, og det er det egentlig i denne lille fortælling, også selvom der er tale om en bagatel, en marksti i forfatterskabets store vejnet.
Spejl handler om en midaldrende mand, familiefar og litterær konsulent, der får besøg af sin afdøde far i det spanske. Tiden er begyndelsen af halvfjerdserne, sådan cirka, Franco er stadig ved magten, der er okseblod og cigarer på alle de støvede tavernaer, som far og søn besøger i deres hastigt improviserede tur gennem Spanien.
Så går de på museer og på druk, så stopper de ved havet og sopper, ømt, sammen. Egentlig er faren der ikke, tænker man som læser, han er mere en art dagdrøm, som vor hovedperson gør sig. I al fald skrider Spejl jævnligt – og meget pludseligt – ud og låner fortællingens jeg til farens barndoms- og ungdomserindringer. Man skal vænne sig til det, men det virker også passende.
Mest af alt er bogen en historie om at forsone sig med de foregående generationer. Den handler om at begære, men også at lære at leve med alle de hemmeligheder, de – ens forældre – har.
Spejl er en bog fuld af klassiske Rifbjergske motiver. En gennemgående tråd er skammen og behaget ved at stå ved siden af den store historie, at putte sig i det trygge, hjemlige liv, mens verdenskrig og Francos styre rusker verden omkring en. Men der er også en art mistro mod den heroiske gestus. Her forklarer faren sig:
»Vi morede os faktisk godt dengang. Der skete så meget. Aviserne var værd at læse. På teatrene spillede de revy med lyst og humør og uden den bornerthed, vi normalt slæbte rundt på. Der blev virkelig sagt noget frækt, og ved du hvad, det var også en slags kamp mod fascismen.«
Og selvfølgelig er der også en hel del erotiske fantasier og udladninger – det kulminerer i en let pinlig scene med en afrikansk prostitueret – men på en fin måde løber begæret gennem Spejls skikkelser uden at være afgørende for dem. Det er meget vigtigere, at far og søn gerne vil nærme sig hinanden, og faktisk finder sammen i disse dage, i al fald i sønnens fantasi.
På den måde er Spejl en overraskende mild og forsonlig bog, og også en bog, der føles som det modsatte af ungdommelig. Det kan jeg godt lide. Det kan gode være, den også er lidt sløret i optrækket, prosaen er kun en gang imellem fuld af saft og kraft, nogle scener er uforløste og retningsløse skitser, men stemningen er fin. En bagatel, men en god en af slagsen.
’Spejl’. Klaus Rifbjerg. Gyldendal. 144 sider. 199 kroner.
Klavs Rifbjerg var en mand af mange ord.
Tue Andersen Nexø,
- din indledning er plat, men Klaus Rifbjerg har jo heller ikke gået på forfatterskolen.