Læsetid: 3 min.

Med ’Rud’ revolutionerer Kamilla Hega Holst litteraturen en lille smule og ganske stille

Malte på 14 år har stedsans og systemer, det har hans desorienterede mor ikke. De er to hovedroller i Kamilla Hega Holsts lille, store familietragedie. Naturen spiller en tredje: Skvalderkålen vokser uden moderplante, havet sitrer uroligt, og i trækronerne kan man hvile sit blik
Der er noget frygtløst i Kamilla Hega Holsts valg af virkelig ubekvemme emner som en mors ambivalente følelser for sin sære søn, seksuelt begær og besværlige kroppe, destruktive og selvdestruktive kræfter. Hendes prosa er kendetegnet af enkelhed.

Der er noget frygtløst i Kamilla Hega Holsts valg af virkelig ubekvemme emner som en mors ambivalente følelser for sin sære søn, seksuelt begær og besværlige kroppe, destruktive og selvdestruktive kræfter. Hendes prosa er kendetegnet af enkelhed.

Kajsa Gullberg

22. april 2017

Kamilla Hega Holst har igen fået en syret idé til at blive en ret straight roman. I Rud, som hendes nye hedder, blander hun filosoffen Gilles Deleuzes og psykoanalytikeren Félix Guattaris rhizom-begreb med gps-legen geo-caching. Dét kræver lidt forklaring, rhizomer først:

I botanik er f.eks. skvalderkål rhizomer, deres rodnet er kendetegnet ved, at en ny plante kan dannes uden forbindelse til moderplanten. På den måde vokser skvalderkål antihierarkisk sammenlignet med et træ, der har rødder og krone.

Rhizom-begrebet plantes i romanen via en afdød mormor, der lavede suppe og frikadeller af den revolutionære skvalderkål og lod den brede sig ind under plankeværket til naboerne. Hun var optaget af filosofi, og barnebarnet Malte på 14 går ombord i hendes efterladte bibliotek og bliver inspireret til at tænke i ikkehierarkiske forståelsesmønstre – eller  sagt med Maltes karakteristiske hoppen på ordene: »Alt er lllinjer«.

Sære Malte er den ene hovedperson, hans sitrende, jeg-fortællende mor, Kaisa, den anden. Han forklarer hende om linjerne, han ser overalt, og hvis spor, han følger: revnerne i asfalten, traktorens spor i jorden, ifølge Malte er alt levende linjer, han taler om havets linjer, himlens, linjerne i barken, blodårene på hans håndryg. »Man kan hvile sit blik i trækronerne.« Malte har fortalt sin mor, »at linjerne i grenene er et helle«. Linjerne er spor, man skal følge, siger han.

Skatte i landskabet

Kaisa er faret vild i tilværelsen, men Malte kan orientere sig, det er sådan, gps-legen geo-caching har fundet vej ind i romanen. Malte lægger skatte ud i landskabet, som andre kan finde, hvis de er skrappe nok. Den avancerede skattejagt, gps-legen, er en del af Maltes gådefulde verden, som han langsomt er begyndt at indvie sin mor i.

Maltes gådefuldhed fylder et helt anneks, her har han bl.a. lavet et kort, en billedcollage – med linjer selvfølgelig – tegnet med tush, ordet »RUD« står med grønt. Måske, tænker Kaisa, fordi han ikke kan stave til rod. Maltes kort er et fold-ud-billedkunstværk i bogen.

Romanens handling er enkel, dens tid er kort, fra en eftermiddag til næste morgens gry. Nemlig den sidste dag, Kaisa har sine to børn hos sig, inden de skal tilbage til deres far, som hun er skilt fra. Sommerhuset i Asserbo er et slags helle. Der ligger måske lidt symbolsk en død hugorm i lyngen.

At orientere sig og læse kort har Malte på samme måde måske lidt symbolsk lært af sin far, Simon, der i romanen har rollen som den onde selv. Her begynder romanens tragedie, for Malte minder Kaisa om Simon – eller det gjorde han. For som der står på bogens første side:

»Han tog håret af med barbermaskinen i morges, inden vi kørte til stranden, stod i haven med skaldet isse, da jeg vågnede. Lignede ikke længere sin far.«

Malte er vist ikke en person, man kommer tæt på, og ligesom skvalderkål kan han måske lidt symbolsk vokse uden sin moderplante, men han og Kaisa kommer tættere på hinanden, da Kaisa begynder at studere hans collager og kodeagtige beskeder, og de kommer helt tæt på hinanden, da situationen spidser voldsomt og smertefuldt til i Asserbo Plantage. Tragedien med far, mor og søn er tragisk som Ødipus.

Frygtløs

Der er noget frygtløst i Kamilla Hega Holsts valg af virkelig ubekvemme emner som en mors ambivalente følelser for sin sære søn, seksuelt begær og besværlige kroppe, destruktive og selvdestruktive kræfter. Hendes prosa er kendetegnet af enkelhed. I romanens voldtægtsscene på stranden står der f.eks.:

»Han vrikker med tæerne. Jeg prøver at finde månen.«

De to sætninger sammen giver et meget godt indtryk af, hvor enkelt Hega Holst kan skrive om det helt uudholdelige.

Det er fristende at læse noget symbolsk ind i romanens sommerhusområde, i hugorme, skvalderkål og moderplanter, i Maltes gode evne til at orientere sig og i Kaisas faren vild i tilværelsen. Det har jeg også mildt antydet undervejs.

Men det spændende og frisættende ved Rud er også, at man egentlig kan få fri fra at skulle opfatte litteratur som et billede på noget andet. Friheden får man netop med Gilles Deleuze og Félix Guattari, der er direkte nævnt i kolofonen og indirekte i romanen selv. I deres ånd er litteratur ikke noget, vi skal forstå dybere, litteraturen indgår i verden og danner nærmere et rhizom med denne.

Så ligesom romanens praktisk filosofiske mormor forstyrrede hierarkierne ved at lade skvalderkålen vokse uden for grunden, revolutionerer Kamilla Hega Holst litteraturen en lille smule og ganske stille. Men det har sin store virkning på en læser som mig, ligesom vrikkende tæer og månen på himlen.

’RUD’, Kamilla Hega Holst, Rosinante, 204 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu