Læsetid: 3 min.

I en ikke så fjern fremtid kæmper Scarlett Johansson for at bevare et minimum af menneskelighed

Hvad gør et menneske? Det er et af de spændende spørgsmål, som Rupert Sanders stiller i sin nye, glimrende filmatisering af den banebrydende japanske tegneserie, ’Ghost in the Shell’
Batou (Pilou Asbæk) og Major (Scarlett Johansson) er på jagt efter en mystisk terrorist og hacker i Rupert Sanders’ ’Ghost in the Shell’. Foto: UIP/Paramount Pictures

Batou (Pilou Asbæk) og Major (Scarlett Johansson) er på jagt efter en mystisk terrorist og hacker i Rupert Sanders’ ’Ghost in the Shell’. Foto: UIP/Paramount Pictures

Jasin Boland

7. april 2017

Lad det være sagt med det samme: Rupert Sanders’ liveaction-udgave af Ghost in the Shell er ikke lige så god som den japanske tegneserie og de japanske tegnefilm, den er baseret på. Den er mindre spirituel, mindre kompleks og mindre banebrydende.

Men det er dog ikke nogen dårlig film – faktisk er den ganske glimrende, og det skyldes både Scarlett Johansson og danske Pilou Asbæk, der spiller to af hovedrollerne, en betagende billedside og en historie, der udforsker forholdet mellem mennesker og maskiner.

Ghost in the Shell foregår i en åbenbart ikke så fjern fremtid i en af den slags overvældende, uudgrundelige storbyer, som William Gibson skrev om i sine tidligste cyberpunk-bøger, og som blander nedslidt og hightech og er fuld af alverdens nationaliteter og hudfarver.

Som destruktionslystne Godzilla’er bevæger tårnhøje hologramreklamer sig rundt i det bylandskab, hvor elitesoldaten Major (Johansson) og hendes højre hånd, Batou (Asbæk), forsøger at finde frem til en terrorist og hacker, Kuze (Michael Pitt), der én efter én dræber mennesker, som har haft at gøre med et mystisk projekt hos samme hemmeligheds- og magtfulde våben- og teknologivirksomhed, som gav Major en ny krop. Er der mon en sammenhæng?

Menneske eller maskine

Major er en blanding af menneske og maskine, den første af sin slags, og hun har af videnskabskvinden Ouelet (Juliette Binoche) fået en menneskehjerne transplanteret over i en menneskelignende robotkrop.

Brudstykker af Majors minder om tiden før, en ulykke angiveligt slog hende ihjel, dukker indimellem op, især efter hendes første sammenstød med Kuze, og det forstærker kun Majors eksistentielle tvivl: Er hun menneske eller maskine?

Det samme kan man næsten sige om Batou, der som stort set alle de øvrige medlemmer af Majors deling har fået forstærket sin krop ad mekanisk og elektronisk vej. Senest har han fået indopereret nye øjne – de ligner mere et par små kikkerter – der både giver ham røntgensyn og mulighed for at se i mørket.

Og således cirkler Ghost in the Shell om et emne, som synes at være en af den moderne videnskabs næste store udfordringer, og som også flere andre film og tv-serier – Hende, Westworld, Ex Machina – har tumlet med i de senere år: Hvad gør egentlig et menneske? Er det kun sjælen og ånden, ikke kroppen? Deraf i øvrigt også filmens titel, Ghost in the Shell, der mere eller mindre direkte oversat betyder ’ånden i maskinen’.

Man kan sagtens argumentere for, at Rupert Sanders og hans manuskriptforfattere – Jamie Moss, William Wheeler og Ehren Kruger – burde have dykket endnu mere ned i materien, end de gør. Og som forlægget gør. At de filosofisk og metafysisk burde have været lidt mere eventyrlystne og lidt mindre fokuseret på, om publikum nu kunne følge med.

Men det er trods alt sjældent at se så stort anlagt en film tillade sig at være så eftertænksom som Ghost in the Shell, der samtidig får en vis dybde og tyngde forærende alene takket være Scarlett Johanssons tilstedeværelse.

Sært dragende

Scarlett Johansson, der også har fysikken til at spille rollen som den toptrænede Major, har nærmest gjort det til et speciale at inkarnere eksistentielt udfordrede figurer, som må kæmpe for at bevare et minimum af menneskelighed.

Det gør hun også i Under the Skin, Hende, Lucy og til dels Avengers-filmene – og hun gør det med den helt rigtige blanding af stålsathed, intelligens, nysgerrighed og sjælfuld melankoli. Pilou Asbæk er bred, muskuløs og god som den loyale Batou, der vil gøre hvad som helst for Major, og instruktøren og skuespilleren Takeshi Kitano er indbegrebet af japansk coolness i rollen som deres chef, Aramaki.

Ofte er det dog filmens mageløse billedside, der løber med al opmærksomheden. Jovist er der hentet inspiration i alt fra William Gibsons bøger og japanske tegneserier til film som Blade Runner, Det femte element, den animerede Big Hero 6 og selvfølgelig filmforlægget, Mamoru Oshiis originale anime, Ghost in the Shell.

Men Rupert Sanders får alligevel noget forholdsvis nyt og spændende ud af sin version af fremtiden med en organisk blanding af faldefærdige og nye bygninger, af mursten, beton, glas og stål, af regnvåde gader, neonlys og kæmpe reklamebillboards, der bevæger sig og taler til potentielle kunder.

Det er ikke nogen lys og håbefuld verden, Ghost in the Shell foregår i, men den er alligevel sært dragende. Og det samme er filmen.

’Ghost in the Shell’. Instruktion: Rupert Sanders. Manuskript: Jamie Moss, William Wheeler og Ehren Kruger. Amerikansk (Biografer verden over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu