Der er en selvfølgelighed i alt det, Amalie Smith laver, som kan gøre det svært at mærke, hvor godt det egentlig er, og hvor meget der egentlig er at tænke videre over.
Man kunne også sige: Der er noget klart og mildt over Amalie Smiths prosa, og også over hendes nye bog Et hjerte i alt, en krydsklippende samling af noter og essay-stykker om alt fra et opvarmet efterår til forholdet mellem hånd og øje, hjernerystelse, antikke skulpturer, dykkerkultur på Grækenland, hendes forrige bøger, Grønland, en ulykkelig forelskelse.
Noget er skrevet i 2008, andet i 2010, 2013, 2016, noget ligner en poetik, andet en form for naturtænkning, atter andet er skitser fra et ungt liv i København.
Uanset hvor og hvornår vi befinder os, så er tonen afklaret og uden aggressioner, nysgerrig og undersøgende, diskret og ligetil. Sådan er det også de få – der måtte gerne have været flere – steder, hvor Smith skejer ud og lader ordene blive svimle. Hvor hun bevæger sig væk fra det registrerende og forklarende register, hun tydeligvis føler sig mest hjemme i, og bare laver lister og ophobninger. Her er vi i en fantasi om alt det, der venter og står åbent på Assistens Kirkegård:
»Den nyopgravede jord har en side åben og venter. Det kolde under buskene har en side åben og venter. Noget dødt varmes op og venter. Blodbøgen venter. Kobberbirken venter. Morbærtræet venter. Vandgranen venter. Humlebøgen venter. Sukkerlønnen venter. Spidslønnen, ahornen, blåbælgen venter.«
Det fungerer
Det er et enkelt greb, men det fungerer, læseren svimler med. Samtidig indkapsler passagen en drøm om livet og verden, der løber gennem hele bogen. Undervejs skriver Amalie Smith om en forelskelse i den graffitimalende »Katten«, så den – forelskelsen – virker som en åben venten:
»En gang har han en flyverdragt med, han trækker mig i den og kører mig ud på havnen i en lånt Christiania-cykel. Jeg ligger og kigger op på hans ansigt, mens han cykler. Hans åbne ansigt./ Hans grønne øjne./ Jeg lader mit hjerte løbe i forvejen.«
Begæret er som en mere intens åbenhed, der imidlertid også – og det bliver den, mildt hjerteskærende, i Et hjerte i alt – kan afvises. Han gider ikke, ham Katten. Han trækker sig væk.
Natur i krise
Ellers er de mest påtrængende stykker i Et hjerte i alt dem, der handler om naturens forandringer. Det er også de mest typiske. De er et af de steder, hvor man mærker, at Amalie Smith er del af en hel generation af forfattere, som skriver om en natur i krise. Så registrerer man ikke bare en særlig varm oktober som en dejlig eftersommer, men lader den være tegn på en global ubalance. Hen mod slutningen skriver Smith – det er det nærmeste, hun kommer til et egentligt politisk udsagn:
»Den arktiske zone rykker to kilometer længere nordpå hvert år, så hurtigt går det. Det var i nyhederne i sidste uge. Hvis isen rykkede den anden vej, ville det være lettere at forstå som en trussel. Hvis dens kæmpe krop, geléagtig i bunden, gled som en snegl hen over flere lande. Regeringen har fremlagt sin klimaplan i dag: Den vil lægge låg på gylletankene. Jeg ved ikke, om man kan lægge alt for store og alt for små perspektiver sammen til noget, der giver mening.«
Det skalaspring føles typisk for Smiths forfatterskab, men også for en generationsfælle som Theis Ørntoft. Men især er det typisk med en naturlyrik, der er optaget af, at naturen er ustabil, og af de måder, natur og civilisation kan være umulige at skelne fra hinanden. Som når en græsk dybhavsdykker et andet sted i Et hjerte i alt ser et antikt skibsvrag fuld af skulpturer og tror, det er heste og mennesker, der ligger døde på havbunden.
Hvad mere? Grafisk er Et hjerte i alt en utroligt flot bog. Eller, flot er upræcist, det antyder en form for luksuriøs overflod, et boghåndværk, hvor der er kælet for detaljen. Her er papiret almindeligt, omslaget nærmest skrabet, det grafiske udtryk fantastisk skarpt og opfindsomt. Opsætningen er vendt halvfems grader, både tekststykkerne og de mange fotografier er sat, så de løber hen over sidekanten. Det er som at læse en rulle sat op som en bog. Og alligevel føles det naturligt, ikke forstyrrende, helt rigtigt i forhold til ordene.
’Et hjerte i alt’. Amalie Smith. Gyldendal. 172 sider. 230 kroner.
