Læsetid: 5 min.

Sproget knopskyder som en bakteriekoloni

I Ida Marie Hedes bedårende nye bog er nysgerrigheden ligeså oprigtig over for bakteriefamilierne i tolvfingertarmen som over for dødens kryptiske budskab, og hver sætning strutter af vild, materiebefængt energi
Ida Marie Hedes ’Bedårende’ handler om familier, telefoner, lort og kærlighed, men navnlig om døden, og det er en af de bedste bøger, Informations anmelder har læst i år.

Ida Marie Hedes ’Bedårende’ handler om familier, telefoner, lort og kærlighed, men navnlig om døden, og det er en af de bedste bøger, Informations anmelder har læst i år.

Sofie Amalie Klougart

29. april 2017

Indrømmet, allerede ved første møde med den ubeskedne titel og det – når forårssolen rammer det – bogstaveligt talt blændende bronzeomslag på Bedårende, Ida Marie Hedes nye, egensindige prosahybrid, var jeg helt lykkelig og forblændet. Og efter endt læsning er jeg ikke mindre bedåret.

Bedårende handler om familier, telefoner, lort og kærlighed, men navnlig om døden og det er en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Aldrig tidligere har det posthumanistiske paradigmeskifte teet sig så muntert i al sin mørke insisteren.

Piller nogen sig i navlen her, er det udelukkende for at få syn på den varierede bakterieflora i navlefnulleret, men samtidig er der intet neutralt eller køligt over Hedes skrift. Der brænder en ild i materien, og Hede blæser til den med knitrende, sproglig humor, uanset hvor fuldgyldigt grufuld dødsdansen indimellem bliver.

Ord. Ida Marie Hede (tv.), Marie Kudahl, Olga Ravn og Ina Munch Christensen skriver om kropslighed og begær. Men der er ikke tale om en ideologisk søgen, understreger Ida Marie Hede. Det er i højere grad et forsøg på at redefinere, hvad kvindeligt begær er.
Læs også

Det er overraskende svært at give et bare rimelig fyldestgørende omrids af, hvad der egentlig foregår, men et kort forsøg kunne lyde sådan her: I Bedårende møder vi B, som sammen med kæresten Q har datteren Æ.

Fortællingen flintrer nonchalant frem og tilbage henover et helt livs vigtige begivenheder, børn bliver født og vokser og bliver små igen som i en film, der spoles tilbage, men samtidig er den behændigt snoet rundt om og ind i en jeg-fortalt, og helt hvirvlende intelligent, essayistisk udforskning af døden som fænomen i bredeste forstand »som en flagrende åbning af et sidelæns rum«, men foranlediget og til stadighed forankret i et helt konkret dødsfald, Hedes fars.

Papfigurer

Som tidligere hos Hede ligner personerne ikke rigtig psykologiske enheder, selvom de prøver at holde sammen på sig selv (»B siger, mit jeg i dag lader til at være det sædvanlige sammenrend af neurotisk kløe i pubeshårene, sarkasme, sammenklaskede, uforløste idéer og koffeinfortabelse.«)

Mest fungerer de som positioner i et performancepartitur, hvor de udfører og opfører en række bevægelser og samtaler som tilsammen udgør et liv med arbejde, parforhold og kernefamilie indrammet af en tvangsmæssigt tilbagevendende fredag aften, som, fuldkommen deadpan, kan skride fra hverdagsrealistisk sofascenarie med f.eks. radiolytning, træt sex eller flødeskumskager over studie i babylort til et Orfeusk ridt gennem en sumpet underverden.

Sofie Amalie Klougart

Det, som er overraskende, i hvert fald for denne antagelse, at et vist mål af psykologisk realisme er den mest effektive trigger for en læsers empati, er, at Hedes papfigurer bliver så vedkommende. Måske fordi de er fuldstændig udspændte i genkendelig, menneskelig forvirring:

»Et forsøg på at holde sig oprejst, et forsøg på at skabe orden, et forsøg på at få barberet sig under armene, et forsøg på at kroppen ikke skal flyde ud, ikke hele tiden deformere sig, så samle sig tilfældigt igen eller: De aner ikke hvorfor det udebliver, det eksemplariske øjeblik, hvor de kan lukke øjnene på sofaen i en form for hel tilstand uden at tænke på aspirin eller forsikringer eller zombieapokalypser eller bankrøverier eller ovnrens eller myoser.«

Hårfjerning, forsikringer, zombieapokalypser, ovnrens

Det, som særligt bedårer mig, tror jeg, er, at selvom Hede forpligter sig på det helt store billede – der hvor mennesket enten er en lille prik eller en gigantisk bunke lort, alt efter skala – så stækker det ikke hendes lyst til at give sig fuldkommen hen til de åndssvage, vildtskydende, men alligevel så præcise detaljer, som gør en alvorligt morsom tekst. Her: hårfjerning, forsikringer, zombieapokalypser, ovnrens. Eller hvad med denne fabuleren over den formodede transformative kraft i tarmens bakterier, som svælger i fantasifulde måder, hvorpå vi indpakker vores menneskelige hylstre.

»Bakterierne giver alle en ny chance«, så f.eks. »den, der elsker trekvartlange sorte blondehandsker og polkaprikkede strutskørter og store hvide plastik hårbøjler, kan få lyst til kun at gå i tracksuits og krympede uldne veste og sexede sorte kasketter der gør øjnene ekstra runde og blå. /Og den der elsker klorinblegede T-shirts og matte hverdagsansigter og posthumanistisk teori, kan få lyst til kun at danse lindy hop, en dans der gør kinderne røde.«

Læs også

Noget lignende er på færde i »Dødeessayet«, som er ligeså opløst og ikke-biografisk i sin form og alligevel ender som et sært bevægende rekviem over den afdøde far, gennem fint registrerede gnister fra før og nu, den lille rest af æg i hans skæg, der fletter sig ind i Hedes materialistiske forsøg på at komme bort fra de tankemønstre, hvori døden er noget skjult og mystisk.

Hendes tilknytning til en medieteknologisk nysgerrig performancekunst mærkes hele vejen, f.eks. når hun »begraver« sin far ikke kun i bakteriefloraen i sit eget indre, men også i skyen, som informationsbits og nerveimpulser, og i en morbid koreografi, hvor hun trækker faderens døde krop gennem en stumfilmsdans, der udvikler sig til en bizar, rørende ceremoni.

Munter råddenskab

Det er, som om Hede er nået helt ud på den anden side af den sentimentale tilknytning til mennesket, som en enhed – altså som en hel krop, med arme, mave, ben og hoved, der bebos af en bestemt personlighed. I stedet er hun stort set lige nysgerrigt optaget af alle kroppens og hjernens enkeltdele og funktioner i kombination med hinanden og med andre fænomener i omgivelserne.

Den suverænitet, hvormed skriften skrider frem, griber om livets bedårende rus og om døden og brutaliteten, om formens nødvendighed og dens opløsning, kan minde mig om en generationsfælle som Anders Abildgaard, men Hedes skrift er animeret af en anden energi end Abildgaards, det er ikke en grum, men en munter råddenskab, som knopskyder med elektriske gnister op fra siderne.

Den essayistisk jeg-bårne stemme, en modus, Hede for alvor begyndte at udforske i Inferno fra 2014, og som tager helt over i »Dødeessayet«, gør noget fint for teksturen i hendes skrift. Som en performers krop på scenen kan forankre og holde sammen på skiftende sceniske tableauer, kan Hedes pivåbne, essayistisk spørgende skriftjeg emfatisk forbinde de vildtvoksende tanker, som bogen fletter sammen.

For selvom bakterierne i vores maver er mere konstante end de menneskelige skikkelser, vi hæger sådan om, og selvom Hedes skrift elastisk tænker sig gennem et vildt mylder af stemninger, nuancer og indsigter, så samler Bedårende sig alligevel som et tætvævet net, der kompositorisk fremstår så knivskarpt og værkagtigt, at det virker næsten ligeså naturstridigt på mig, som det i Hedes univers er, at vores myldrende kroppe kan fremstå som glatte, afgrænsede overflader, når nu vi er »råddenskab pakket ind i hud, som svampede kager pakket ind i fondant«.

’Bedårende’. Ida Marie Hede. Gladiator. 148 sider. 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu