Læsetid: 5 min.

Sproget knopskyder som en bakteriekoloni

I Ida Marie Hedes bedårende nye bog er nysgerrigheden ligeså oprigtig over for bakteriefamilierne i tolvfingertarmen som over for dødens kryptiske budskab, og hver sætning strutter af vild, materiebefængt energi
Ida Marie Hedes ’Bedårende’ handler om familier, telefoner, lort og kærlighed, men navnlig om døden, og det er en af de bedste bøger, Informations anmelder har læst i år.

Ida Marie Hedes ’Bedårende’ handler om familier, telefoner, lort og kærlighed, men navnlig om døden, og det er en af de bedste bøger, Informations anmelder har læst i år.

Sofie Amalie Klougart

29. april 2017

Indrømmet, allerede ved første møde med den ubeskedne titel og det – når forårssolen rammer det – bogstaveligt talt blændende bronzeomslag på Bedårende, Ida Marie Hedes nye, egensindige prosahybrid, var jeg helt lykkelig og forblændet. Og efter endt læsning er jeg ikke mindre bedåret.

Bedårende handler om familier, telefoner, lort og kærlighed, men navnlig om døden og det er en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Aldrig tidligere har det posthumanistiske paradigmeskifte teet sig så muntert i al sin mørke insisteren.

Piller nogen sig i navlen her, er det udelukkende for at få syn på den varierede bakterieflora i navlefnulleret, men samtidig er der intet neutralt eller køligt over Hedes skrift. Der brænder en ild i materien, og Hede blæser til den med knitrende, sproglig humor, uanset hvor fuldgyldigt grufuld dødsdansen indimellem bliver.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu