Er det svulstens skyld?

Hjernen er et forræderisk sted. Tag bare hukommelsen. Den ændrer sig hele tiden. Vi bygger selv vores fortid, en konstant omstrukturering, for at kunne forstå, men også leve med os selv. Vores ihukommelse af fortiden er med til at forme os i nuet. Det er en central del af vores identitet.

Og: Vi oplever kun vores egen virkelighed, erfarer kun en brøkdel af alle sanseindtryk – resten filtrerer hjernen fra – og gør dem til fortællingen om verden og vores liv. Vi lever i hver vores private filterboble.

Så vidt, så godt.

Peter Schønau Fogs Du forsvinder er en filmatisering af Christian Jungersens roman af samme navn. Det gør han godt, både som instruktør og manuskriptforfatter.

Den udfolder sig i en stærkt bygget, kompleks struktur, der springer til og fra forskellige fortider i forløbet. Altså flashbacks til forskellige fortider, der løber med deres egen kronologi parallelt med nutidshistorien.

I første scene er vi på ferie med familien, mor, far, søn. Farmand Frederik falder eller springer (der er to erindringer om denne begivenhed) ned ad en skrænt, og på hospitalet opdages det, at han har en svulst i hjernen. Senere er vi på privatskolen, hvor Frederik bliver arresteret for underslæb. Så er vi i støttegruppe med hustruen Mia. Med Frederik i terapi. Ægteparret i skænderier. Og hertil: flashback til da Frederiks advokat Bernard selv oplever en nærtstående, hans hustru, får en hjerneskade.

Hvis det lyder forvirrende i teori, ja, så er det i praksis let at forstå, når man ser Du forsvinder. I sig selv en bedrift.

En liderbuks’ bullshit

Filmens nutid er retssagen mod Frederik, der er anklaget for et millionstort underslæb, der har ført til privatskolens konkurs. Var han utilregnelig i gerningsøjeblikket eller ej? Var det svulstens og dermed hans skadede hjernes skyld?

Derfra former filmen sig som et nådesløst portræt af en familie, der er faldet fra hinanden længe før al den juridiske ballade, ja, måske endda før svulsten. Utroskab, alkoholisme og et parforhold, hvor den stakkels knægt Niklas bliver taget som gidsel, men heldigvis formår at reagere i tårespruttende udbrud – strålende eksekveret af den unge Sofus Rønnov.

Undervejs leverer Mias fortællestemme videnskabelige fakta på lydsiden. Og det er filmens svaghed: At den dyrker videnskabelige opdagelser, der jo som bekendt har det med at blive modificeret endda modsagt over tid.

Således har et forskerhold ved Riken-MIT Center for Neural Circuit Genetics i Tokyo netop publiceret stærke beviser for det urigtige i neurologiens vedtagne idé om, at korttidshukommelsens indhold overføres fra hippocampus til den præfrontale kortex og derved forvandles til langtidshukommelse. I stedet ser det nu ud til, at hukommelsen lagres simultant i de to væsensforskellige hukommelser. Det er en stor opdagelse, som kan have implikationer for hele vores opbygning af identitet og erfaring. Og pudsigt nok er det netop i den præfrontale kortex, nærmere bestemt i den orbifrontale del af denne, at filmens Frederik har en svulst.

Skal filmen så omskrives? Nej. For samtidig er Du forsvinder også god til at vise, at der er en forhandling med de deterministiske faktorer. »Det er naturens vilje« ræsonnerer advokaten Bernard, da han forsøger at forsøger at forføre en kvinde. Altså en bredspektret syndsforladelse via evolution og kemi. Vi er præprogrammerede for længst. Hvilket selvfølgelig bare er en liderbuks’ bullshit. Fri af den fri vilje for at få fisse.

Bergmansk tone

Og det er så heller ikke filmens budskab, at vi decideret præprogrammerede, snarere former den sig som en – omend blød – forhandling med determinismen. Hjernen udvikler – og indvikler – sig hele tiden.

Du forsvinder gør ikke særligt væsen af sig rent æstetisk – hvilket jeg her bemærker som noget positivt. Ingen fancy kamerabevægelser. Holdt i en bleg, let brungrå farvefornemmelse. Tør lyd. Et lejlighedsvist klaver, der fastholder en melankolsk, enkel lammelse. Ja, i det hele taget skal der lyde ros til Schønau Fog for at holde en nærmest bergmansk tone filmen igennem. Den er fuld af emotionel tyngde på trods af sin videnskabelige overbygning – godt med plads til at grunde over tab, dødsangst og eksistentiel afmagt. Kig efter komisk udfrielse eller lystspil på krak.dk.

Okay, der er et par sjove undtagelser, som når knægten har læst op på hjernens arkitektur og forsøger at undskylde sine handlinger med, at hans frontallap – ligesom faderens – ikke fungerer ordentligt. »Jeg er teenager« – altså uden en færdigudviklet hjerne.

Trine Dyrholm er – igen – formidabel som den afmægtige, sorgbaldrede hustru, der forsøger at få verden til at hænge sammen. Og Nikolaj Lie Kaas er brillant som gemalen, et uforudsigeligt krat, et manisk, lettere dæmonisk kanonslag med verdens korteste lunte.

Desværre fylder videnskaben for meget. Det bliver en lidt for klaustrofobisk neurologisk diskussion, der også breder sig til jeg-fortælleren Mia og hendes pålidelighed. Hvilket udstyrer filmen med en effektjagende pointe om, at vi heller ikke kan stole på den velfungerende hjerne.

’Du forsvinder’. Instruktion og manuskript: Peter Schønau Fog. Dansk (Biografer landet over)