Læsetid: 9 min.

Telegram fra Troja

En stor retrospektiv udstilling af den amerikanske maler Cy Twomblys værker i Paris sætter hele verdens historie på spil
Cy Twombly/Centre Pompidou

Cy Twombly/Centre Pompidou

10. april 2017

Den amerikanske kunsthistoriker Judith F. Rodenbeck taler i sin bog Radical Prototypes om den »mærkelige (peculiar) semiotiske ustabilitet« i Cy Twomblys værker. Altså det, at tegnene i dem, og de er fulde af tegn, ligesom ikke har faste betydninger, der gør det muligt at knytte dem utvetydigt til en eller flere af de store fortællinger, der i kunsten og andetsteds udgør fundamentet for vores opfattelse af, hvem vi er og hvorfor.

Rodenbecks bog handler om Allan Kaprow og den ene af de to hovedtendenser i nyere amerikansk kunst, efter 1950, der til en begyndelse kaldte sig ’happening’ og ville være netop det: Noget der sker. Cy Twomblys maleri er den anden. Begge tendenser udgik fra den abstrakte ekspressionisme med især Jackson Pollock, eller myten om Jackson Pollock, i den centrale position.

Den franske filosof Roland Barthes taler om, at Twomblys værker befinder sig »ved selve betydningens grænse«, altså at de står og flimrer mellem at betyde og ikke betyde.

Man kan sige, hvis man ser på den del af Twomblys billeder, der ligesom motorisk arbejder med noget, der kunne beskrives som enkle skriveøvelser, lange rækker af elementære bogstavformer, at han begynder i det relativt små og uden ret meget farve, mens han ender – i sine sidste billeder – med i stor træthed at skrive-male de samme elementære former med tykke, farvetunge pensler og i rasende klare farver.

Signalerne er vokset i styrke. Noget har forstærket dem.

Minder om så meget

Som i alt andet amerikansk maleri er der i selve malehandlingen tale om noget, der på én gang er fysisk og mentalt. Det kræver mange kræfter at male med en gestik som den, Cy Twombly bruger. Han fortæller selv, hvordan han sidder i timevis og lader de nødvendige kræfter samle sig i ham, inden han så at sige i ét hug udfører maleriet.

Det minder naturligvis om så meget. Malere lader sig påvirke af alle andre malere, hvis malerier de kan lide at se på. Man kan sige, at blomsterformerne, der spiller en stor rolle i Twomblys værk som et hele tiden genkommende motiv, minder om blomsternes opførsel i malerier af den tyske ekspressionist Emil Nolde, som hver morgen, når han kom ud i sin have, der var anlagt netop for at et sådant møde kunne komme i stand, »rene og skønne lyste ham i møde«.

Hvordan maleriet på den måde ikke bare rakte ind i, men omfattede livet. Maleriet som handling og maleriet som syn, maleriet som tilstand. For maleren er alting maleri.

En af Twomblys lærere på det berømte Black Mountain College i North Carolina i de tidlige 1950’ere, komponisten John Cage, ville sige det samme om musikken. Hans berømteste stykke, »4.33«, er den usorterede lyd af et bestemt sted i 4 minutter og 33 sekunder.

Cage kaldte den konstante baggrund i fire dimensioner ’silence’, og det svarer i Twomblys maleri omtrent til ’hvid’.

Det svarer også til marken eller feltet, som en anden af Twomblys lærere på Black Mountain College, digteren Charles Olson, pegede på, når han kaldte sin poetiske arbejdsproces »composition by field«.

Digteren lader impulserne i øjeblikkets skrift eller skriftens øjeblik udfolde sig formmæssigt på det hvide papir gennem ØRET til den ENKELTE STAVELSES LYD og gennem ÅNDEDRÆTTET til DEN ENKELTE LINJE.

I den proces er linjen det, digtet har til fælles med maleriet eller tegningen, eller det, der er maleriets skrift.

Og der er masser af skrift i Cy Twomblys billeder. Litteraturen, og især poesien, var en konstant ledsager, og den bevægede sig ustandselig ind i hans malerier som citater fra, hvad han læste. Den engelske litteraturhistoriker Mary Jacobus har i sin nyligt udkomne Reading Cy Twombly – Poetry in Paint indgående beskæftiget sig med dette lag af tegn i Twomblys værk.

Det store billede

Cy Twombly er opvokset i den lille by Lexington, Virginia, der er præget af et stort militærakademi og af, at sydstaternes to store generaler fra den amerikanske borgerkrig, Robert E. Lee og Stonewall Jackson, er begravet her.

På den måde er krigen og dens brutale håbløshed noget medfødt i ham. Det præger hans værk, der i høj grad kredser om de voldsomme begivenheder, der i klassisk tid formede det, der er blevet fundamentet for den vestlige civilisation.

Fra Sumer og Ægypten over de græske og romerske imperier, beskrevet af Thukydid og Homer, i de ægyptiske, sumeriske, græske og latinske myter, i de kunstneriske og håndværksmæssige billeddannelser hele vejen rundt om det Middelhav, der står som en stor blå ting midt i hans værk og verden. Stærkest markeret måske i hans store loftmaleri i  Louvre.

Under det billede, der uden nogen slinger i semiotikken er den blå himmel over det blå Middelhav, flakker forvildede turister rundt i flokke og leder efter, hvad guidebogen har lovet dem, hvis de da ikke er faret helt vild og leder efter guiden, efter cafeen, restauranten, stormagasinet, lufthavnen eller udgangen.

Twomblys loft er et åbent felt, hvori man kan anbringe sine egne syner, så de får form og bliver forståelige. Som drømme arbejder. Mere indviklet skal man ikke gøre det.

Twombly arbejder fra begyndelsen, i forlængelse af Dada og surrealismen, med at søge efter det rene udtryk, handling uden om bevidsthedens styring, en slags automatskrift som hos Picabia eller Masson. Han installerer sig i et hotelværelse og tegner om natten i mørke, han undersøger hastigheden som redskab eller situation.

Det er tydeligt fra begyndelsen, at han med sit maleri, sine tegninger og sine fotografier og sine kollager befinder sig ligesom på en tidens strand, en slutstrand måske, som science fiction-forfatteren J. G. Ballard kaldte det, en slags civilisationens udblæste ødemark, hvor forladte, men stadig ulmende kulturers efterladenskaber ligger spredt til ny aflæsning, en situation omtrent som Dadas, og at han efterhånden rendyrker noget i disse bestræbelser, så han i højere og højere grad lader fotografiet fotografere, tegningen tegne, skulpturen skulptere og maleriet male, bare stiller krop og sind til rådighed for disse processer, hvilket ikke vil sige, at kroppen og sindet er tomme hylstre.

Sikken en start

Når han fotograferer, er det polaroidkameraet, han finder, en lille maskine, der er kamera og mørkekammer i ét, og hvis billeder aldrig er helt forudsigelige, og når han maler, så maler han. Han skriver også i sine malerier. Han sætter sit billede i en situation, hvor det producerer sig selv.

Og sikken en start til alt det, han fik på Black Mountain College i 1951, sikken et skub ud i verden af lærere, optrædende og elever: Robert Motherwell, Ben Shahn, David Tudor, Merce Cunningham, Morton Feldman, Robert Creeley.

»Nature in her manner of operation,« siger Cage.

Det er kunstens, eller kunstnerens, opgave at nå dertil. »Unendliche Naturgeschichte« er, hvad »das bildnerische Denken« går ud på, siger Klee.

På Black Mountain College var det daglig praksis. På udstillingen Cy Twombly på Centre Pompidou anskueliggjort både i Twomblys værk, den måde det er værk på, hvad det gør, og helt eksplicit i en stribe fotografier, der fæstner tankerne på Giorgio Morandis arbejde med tidens og rummets minimale små skiftende situationer, hvad der hele tiden sker, hvor alting går så hurtigt, som når en plante forandrer lys til grønt, som Charles Olson sagde det.

Udstillingens tilrettelægger, Jonas Storsve, har valgt at lade tre store serier være det centrale omdrejningspunkt, men den rummer alle værkets facetter. Der er intet entydigt forhold i Twomblys måde at arbejde på mellem kategorier som ’skitse’ og ’værk’. Det hele er proces, og man bevæger sig i udstillingsrummene efter de impulser, man indfanger. Serierne griber ind i hinanden, foto korresponderer med skulptur, skriften får farve og farven skrift.

Skræmmende impulsitivitet

Den vigtigste af serierne er »Fifty Days at Ilium«, 1978, olie, oliekridt og blyant, der som titlen siger handler om den trojanske krig. Værket kan måske ses som en kommentar til den katastrofale amerikanske indsats i Vietnam, der jo sluttede med Saigons fald i 1975.

Men når man siger, at værkerne ’handler om’ det ene og det andet, ligger det mest i titlerne. De kunne egentlig handle om hvad som helst, hvis ikke det var for bogstaverne, hvor krigens navne, dens helte, var fræset ind i billedernes hvide ødemark med en krigerisk brug af farvekridt, og man derfor kan aflæse de sammentværede farver, lagt på med et barns skræmmende impulsivitet, som perverst tillokkende granateksplosioner i blomst.

»I will sing of the white birds

In the blue waters of heaven,

The clouds that are spray to its sea.«

                            Ezra Pound

Twomblys tidlige billeder især, med deres mylder af totemiske tegn, eller tegn der ud af altings sammenbrud i den tidlige efterkrigstid søger at genfinde en totemisk sammenhæng, en sammenhæng overhovedet, et samfund, der hele tiden forsvinder, kan minde om Artauds billeder og tekster fra den foregående efterkrigstid.

For Artaud var skriften en besudling, et svineri, måske nødvendig, men smertefuldt og eksplosivt indelukket i noget andet, hvis formaliserede løgnagtighed forekom indlysende. Og samme syn ser man hos Jean Dubuffet i en køligere undersøgelse af, hvilke billeder af andre, mulige verdener der ligger skjult i sindssygehospitalernes arkiver.

Man kan hævde, at det er her, Pollock sætter ind som en overskrider af de grænser, surrealismen satte omkring sig selv for at kunne være et sådant laboratorium, og at det er i Pollocks sprængte laboratorium, hvor verden vælder ind med sit forstyrrende, fremmede lys, Twombly starter.

Det gør han i noget, man dengang ikke kunne tale pænt om, man kunne dårligt tale om det, selv om forfattere som Jean Genet, John Rechy og Alexander Trocchi alligevel gjorde det, så de offentlige lokummers smudsighvide vægge kunne komme til stede i den almene bevidsthed med deres forkastelige udgydelser og fortvivlede skrig.

Verden som udflåd

I denne nye skrift fra de store byers randkvarterer opstod et andet, alternativt rum, der på overraskende måder åbnede sig mod det klassiske græske verdenssyn i dets billedmæssige, filosofiske og digteriske udtryksformer.

Og i de dagligdags, poetisk besjælede brugsting, som Twombly under sine rejser, især i Nordafrika, med stor glæde indsamlede.

Verden som et gulligbeskidt udflåd af begrænsninger, tilkradset med støn og udråb, var altså det sted, hvor Twomblys billedverden begyndte, og der blev han stående, i proces, på kanten af det anderledes, af den stemme fra en anden som poesien og kunsten er, når de er sig selv.

Efter Black Mountain fandt han den i Grækenland, Italien, Marokko eller Ægypten, hos de naturalistiske græske skulptører, de udsøgte marokkanske håndværkere, de ofte landsforviste og af skiftende magtkonstellationer udskammede digtere, Catul eller Kavafis.

Det er her, hans loft i Louvre befinder sig.

Det er her, hans sidste skriftbilleder folder sig ud i en kosmisk regn af nedløb og en munter skrift af sjaskende, farvestrålende, vaklende, sublimt udtryksfulde bogstaver på vej mod en ny verden, hvorfra de er det første, vilde brev.

Fragmenterne af de klassiske græske digte har man fundet de mærkeligste steder, hvor nogen har villet bevare dem i skrift: På gammelt indpakningspapir eller brugt papyrus fra skrottede mumier. Fra historiens store skraldespand, som Twombly og andre uforfærdede rejsende under svære betingelser åbnede med deres dristige gestik.

Konkretest i skulpturerne, vraggods fra forskellige strande fæstnet til jorden med gips. De er anbragt i et rum mod nord i udstillingssalene med panoramisk udsigt nordpå op imod Montmartre, og da Paris overvejende er en hvid by, ligesom skulpturerne er hvide, opstår der en slags direkte telegramforbindelse til Picasso, da han endnu ikke var et spektakulært varemærke. Det bliver markeret, at kunsten som udsagn altid befinder sig midt i verden.

At det altid, for alvor, næsten er for sent.

»These fragments I have shored against my ruins,« skriver Eliot hen imod slutningen af The Waste Land.

Sådan arbejdede Cy Twombly også.

’Cy Twombly’. Centre Pompidou, Paris. Indtil den 24. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Måske verdens bedste krussedullemaler! Og her gik man lige og troede man kendte dem allesammen.

Michael Kongstad Nielsen

Måske alligevel en ægte Asger Jorn ville passe bedre. Der er også lidt mere tryk på farverne i hans kruseduller.