Læsetid: 4 min.

Tilværelsens ulideligt svære lethed

En ny Kim Larsen-plade er en ny Kim Larsen-plade. Og dog – på den nye lp fra bardens hånd tages der livtag med altings og ikke mindst kunstnerens egen forgængelighed, selv om det holdes i et let tonefald
Selv om en af sangene på Kim Larsens nye lp hedder ’Kongen er død’, kan det tørt konstateres, at den danske sangs kontrære, egensindige og dog så elskelige majestæt stadig er i fuld vigør.

Selv om en af sangene på Kim Larsens nye lp hedder ’Kongen er død’, kan det tørt konstateres, at den danske sangs kontrære, egensindige og dog så elskelige majestæt stadig er i fuld vigør.

Cicilie S. Andersen

7. april 2017

Sådan et par gamle bukser, De ved. Godt slidte og ikke specielt egnede til at have på til moster Ernas 70-års fødselsdag, bare sååååå behagelige at gå i og ikke til at smide ud, lige meget hvad omgivelserne måtte mene om den sag. Og sådan er det også med en ny plade fra den evige Kim Larsen, som efterhånden er blevet 71, men still going strong.

Hans bedste udgivelser minder grangiveligt om det der par bukser, man befinder sig allerbedst tilpas i. Selvfølgelig er sangene nye fra gang til gang, men grundtone og anslag er og bliver trygt og bekendt. På den gode måde. Hængerøv, sutsko og måske en lille rumcigar i et solfyldt hjørne af haven, er det nu for meget forlangt?

For som efterhånden én af de sidste på den danske scene trækker Larsen tråde tilbage til tiden før rock’n’roll (selv om han også gerne rocker, hvis sangen kræver det), til en epoke med fællessang, hvor salmer, højskolesange, palmehavemusik og revyslagere var allemandseje, og de fleste kendte en pæn portion lystige, måske ligefrem vovede viser til ud på de små timer på listige steder eller i privaten efter en kasse pilsnere eller to.

En tid, hvor den nationale fællesmængde på godt og ondt simpelthen var større. Altså et sangbart materiale uden alt for mange fine fornemmelser, der bestræbte sig på at få de fleste for nu ikke at sige alle med. Også moster Erna, jo!

Muntert og poetisk

Og der stikker Larsen ikke noget under stolen, lad blot andre skrive sange for kunstens skyld, han laver dem i lige så høj grad for sit publikum som for sin egen, og man kan da godt kalde ham popkunstner, hvis det er med den på. Også selv om smagen hos publikum har flyttet sig gevaldigt siden hans kommercielle storhedstid i 1980’erne, hvor han rask væk solgte hundredetusindevis af plader.

Han har stadig et stampublikum, som de fleste aktive sangere misunder ham, og han bestræber sig i vid udstrækning på at overholde den kontrakt, der eksisterer parterne imellem: Han synger om stort set alle tilværelsens aspekter så enkelt, muntert og alligevel så poetisk, som det er ham muligt. Ikke en stensikker metode og guderne skal vide, at Larsen har slået en del skæve ned gennem årtierne, men når han rammer rent, er der ikke andre, der seriøst kan gøre ham kunsten efter herhjemme. Det er nemlig svært at få det til at lyde så let.

»Når mit regnskab det skal gøres op/ Så tror jeg nok Vor Herre får en prop/ For jeg har syndet så det stod i stænger/ Men det vil jeg ikke længer’,« lyder det for eksempel på den meget typiske og rigtig fine »Den lige vej« på mandens 20. (får jeg det til – minus liveplader og lignende) soloudspil siden 1973, Øst for Vesterled. Indspillet sammen med Kjukken, hans faste backingband (dog med diverse udskiftninger) siden han flyttede sit habengut til Odense i 1995.

At Larsen reflekterer over altings og ikke mindst egen forgængelighed både her og på flere andre af albummets sange, er der ikke noget mærkeligt i, hans alder og erfaring taget i betragtning, men han gør det med en misundelsesværdig lethed, der tangerer ren buddhistisk fatalisme.

De 12 sange kommer vidt omkring i landskabet, ikke alle sidder lige i skabet, Larsens forkærlighed for den pudserløjerlige, men måske ikke ligefrem uforglemmelige bagatel fornægter sig ikke, for eksempel er åbningsnummeret »Stativ stakit kasket« lige lovlig ind ad det ene øre og ud af det andet-agtig, men det er så stadig o.k. Vi er i gang, lad os starte med en let spøg, der følges smukt op med »Moder Jord«, en dybfølt kærlighedserklæring til kloden, vi vader rundt på og alt er atter fi-fi dong.

Kildeklar og indbydende lyd

De bedste sange er ren årgangs-Larsen, for eksempel det smukke grænsende til det gribende »Nostalgi«, et portræt af en ældre kvinde, der lever i fortiden: »For hun længes tilbage/ til dengang da dagene fløj afsted/ og de dansede i Dansetten/ både fredag og lørdag og hele natten med«, som det med en typisk Larsen-formulering hedder.

Også sangen om den labre frk. Petersen, »Damen inde ved siden af«, som sangerens 14-årige alter ego var seksuelt forelsket i dengang for længe, længe siden, fræser direkte i lytteren med træskostøvler på. Som sanger lyder Larsen tændt og nærværende, der er noget på spil i denne ombæring, og som det dog klæder den gamle ræv.

Musikalsk er Øst for Vesterled en af de mest swingende og indtagende Larsen-skiver længe, hvilket muligvis skyldes den ny trommeslager Jens Langhorn, men der spilles med friskhed og energi i alle positioner, det går over stok og sten, lyden er kildeklar og indbydende, og fornemmelsen af et orkester, der spiller sammen og kan lide det, forplanter sig til lytteren. Der er i det hele taget tale om et af de bedste udspil fra den kant siden 7-9-13, der som bekendt er fra 2003!   

På det i øvrigt yderst flotte omslag ses Larsen fra ryggen, støttende sig til den stok, han har været tvunget til at benytte, siden en diskusprolaps i 2014 tvang ham under kniven.

Kunstneren spejder ud over det fladeste danske landskab, der tænkes kan, med et par huse og lidt træer i horisonten, Larsens eget kongerige, den danske provins i al dens lidenhed og så alligevel af et vist format, hvis man har blik derfor.

Så selv om en af sangene på albummet hedder »Kongen er død«, kan det tørt konstateres, at den danske sangs kontrære, egensindige og dog så elskelige majestæt stadig er i fuld vigør.

Kim Larsen & Kjukken: ’Øst for Vesterled’ (Medley/Warner). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu