På University of Chicago hænger Dommedagsuret, der siden 1947 har talt ned til den menneskeskabte globale katastrofe. Når det store ur viser midnat, ringer katastrofen ind.
Medlemmerne fra det videnskabelige tidsskrift Bulletin of the Atomic Scientists, der administrerer uret, rykkede i 2017 viserne frem til to et halvt minut i midnat – og altså tættere på den hypotetiske katastrofe end nogensinde før.
Uret er et håndfast eksempel på klodens aktuelle zeitgeist, hvor hæsblæsende udviklinger i klima og teknologi samt voksende sociale og politiske polariseringer gør fremtiden uvis. Ikke blot på et planetært, men også et personligt plan synes tiden at accelerere, idet smartphonens og internettets daglige bombardement af informationer let giver en fornemmelsen af konstant at halse efter tiden.
Både den aktuelle gruppeudstilling Welcome Too Late på Charlottenborg samt onlinegalleriet Gallery Ultracontemporaine tager på meget forskellig vis denne problemstilling op. For hvordan kan kunsten forholde sig til en verden, der ændrer sig med eksplosiv hastighed og uforudsigelige konsekvenser?
Og kan man overhovedet lave samtidskunst, når samtiden suser hurtigere forbi end informationer gennem fiberoptiske internetkabler? Begge udstillinger har dette desperate fokus på samtidskunstens rolle i en flygtig, accelereret samtid, men håndterer situationen på to væsensforskellige måder: Mens Welcome Too Late i et ultramoderne formsprog paradoksalt forsøger at træde ud af nutiden, jagter Ultracontemporaine samtidens presserende aktuelle begivenheder gennem old school agitprop-greb.
Ultra-nu!
Gallery Ultracontemporaine er et kunstprojekt skabt af den fransk-danske kunstner Thierry Geoffroy – også kendt under sit kunstneralias COLONEL – og kuratoren Tijana Miskovic. Galleriet, der har eksisteret siden 2016, opererer både online og som en platform for diskussioner på kunstmuseer, biennaler og andre kulturinstitutioner.
I stil med COLONEL’s tidligere mobile udstillingsrum Emergency Room, der inviterede kunstnere til at lave værker, der impulsivt reagerer på politiske begivenheder, er Ultracontemporaine et sted for kunstværker, der ’handler’ akut på samfundsmæssige problemer.
Et værk fra pressemeddelelsen illustrerer dette perfekt med et gult banner, hvorpå der står: »Ultracontemporary is the art from the NOW,« med ordet ’now’ krydset ud og skrevet igen og igen utallige gange – det kan ikke blive nutidigt nok!
Kunstværkerne på Ultracontemporaine er skabt af COLONEL selv og lægges op på hjemmesiden samme dag, de er produceret, som nyhedskanalernes BREAKING NEWS og Facebookvæggens impulsive strøm af reaktioner. Værkernes udseende bærer præg af denne idé om en spontan, påtrængende nødvendighed. De er hurtigt udførte collager i revet pap, stof, reklameblade og nyhedsudklip med slogans skrevet i sprittusch på dem. Andre værker er bearbejdede readymades såsom vejskilte eller farverige iglotelte med påmalede statements.
Selvironisk
Værkernes tekster kommenterer med svingende punchline-tæft på samfundsproblematikker og ikke mindst kunstverdenens hykleri, når det kommer til både flygtninge, krig og klima. Budskaberne veksler mellem det politisk indignerede såsom »The migrations are the result of our bombs« til mere ironiske kommentarer, såsom »my yoga will not solve water inequalities« eller tomme udsagn som »Now is now.«
Collageæstetikken sammenholdt med de politiske budskaber giver mindelser til agitprop-kunsten – en genre hvis navn kommer af ordene ’agitation’ og ’propaganda’, der særligt vandt frem som politisk kunstform under den sovjetiske kommunisme.
Især værkernes utallige gentagelser af ordet ’NU!’ som imperativ og insisterende kald til handling står i parallel til agitpropkunstens akutte, handlingsorienterede stil.
Men i kontrast til denne alvorsfulde genre er Ultracontemporaines oprigtige politiske engagement iblandet en god portion humor og (selv)parodi, der ikke mindst fremhæves gennem værkernes amatøristiske stil.
Thierry Geoffroy har gennem årtier brug kunstneraliasset COLONEL til netop at sløre grænserne mellem alvor og performance, kunst og politik, og Gallery Ultracontemporaine kan i sig selv ses som en markedssatire over en kunstverden, hvor politisk aktualitet er salgbart. Som der står på galleriets hjemmeside, handler det om at købe kunstværkerne, mens de er »hotte og relevante«.
Som realpolitisk indspark er Gallery Ultracontemporaines budskaber ikke i sig selv interessante. Men i kunstprojektets satirisk-oprigtige insisteren på at efterleve informationssamfundets konstante krav om deltagelse får projektet alligevel stillet spørgsmål til dynamikkerne bag samtidskunstens forhold til aktuelle politiske begivenheder: Hvad vil det sige for samtidskunst at handle politisk? Og kan og skal kunsten overhovedet ’følge med tiden?’
Projektet giver ingen klare svare, men dets sære blanding af anakronistisk, politisk agitprop i et hurtigt, digitalt onlineformat stiller sine spørgsmål på en humoristisk, besnærende måde.
Essayudstilling om tid
Udstillingen Welcome Too Late handler i tråd med Ultracontemporaine om, at nuet bliver mere og mere komprimeret, og at samtidskunsten derfor hele tiden ankommer for sent, som titlen antyder.
Men modsat Ultracontemporaines ræs efter at holde sig ajour med samtiden, sporer Welcome Too Late en tendens i samtidskunsten til at træde ud af den hektiske nutid for at sætte vores digitale tidsalder i relation til større og mere overordnede tidsligheder – som Jordens langsommere, geologiske tid.
Udstillingen præsenterer en stærk hånd af unge stjerner på den internationale samtidskunstscene som Marguerite Humeau, Katja Novitskova, Iain Ball og Parker Ito samt lidt ældre eksponenter som Tue Greenfort, Anne de Vries og Eduardo Terrazas.
Kuratoren bag udstillingen, Toke Lykkeberg, er på godt og ondt en central figur gennem hele udstillingen. Allerede inden man træder ind i det første udstillingsrum, møder man et kvarters videointerview med Lykkeberg, hvor han med referencer til både H.G. Wells, Michel de Montaigne og Platon forklarer sine tanker bag udstillingen.
Da jeg herefter går rundt og oplever udstillingen, er det svært ikke at se værkerne som illustrationer til Lykkebergs teser om tid i samtidskunsten. Hans fremtrædende stemme er i udgangspunktet med til at skabe en næsten essayistisk oplevelse, hvor de stærke associationer og referencer går på tværs af værkerne.
Det første udstillingsrum arbejder eksempelvis med at fastslå samtidskunstens forsøg på at jagte en accelereret samtid, for i de senere udstillingsrum at bevæge sig væk fra nuet. I loftet hænger amerikanske Parker Itos installationer af LED-lyskæder og ledninger som digitale gopler med lange, lysende fangarme, der sammenstilles med en YouTube-video af Claude Monet i sin berømte åkandehave.
Gennem en fransk gåde om åkanders eksponentielle vækst, der står skrevet på væggen, binder Lykkeberg Monets impressionistiske malerier sammen med Itos installation fra internetalderen: Monet indvarsler den moderne kunstner, der ligesom Ito kæmper en indædt kamp for at indfange øjeblikket trods udviklingens eksponentielle hastighed.
Den formidlingsmæssige sammenstilling er mildest talt spekulativ, men også god, fordi den på engagerende vis sætter den moderne kunst i relation til eksponentiel vækst og accelereret samtid.
Præcis ligesom et skriftligt essay kan samle vidt forskellige associationer gennem en tydelig, personlig forfatterstemme, bliver udstillingen en form for dramaturgi eller visuelt essay, hvor værkerne udfolder kuratorens tankebaner.
Tidstypisk flugt fra samtiden
Som helhed ender værkerne dog med at stå som spinkle eksempler på de vidtrækkende kuratoriske teser om tid i samtidskunsten. Det er der flere grunde til. For det første fordi det relativt lille udvalg af værker – kun otte i alt – bliver spændt for en tung konceptuel vogn, hvor de skal eksemplificere et væld af ideer om klimaets og teknologiens hastige udvikling.
Derudover bruges det snævre værkudvalg til at underbygge Lykkebergs selvopfundne begreb om en »ekstemporær kunst,« der i modsætning til kontemporær kunst træder uden for vores samtid og i stedet flytter fokus til større tidsperspektiver.
Denne idé udfoldes gennem værker, der både ligner hinanden i tematik og visuelt udtryk. Både Marguerite Humeaus futuristiske elefantskelet, Iain Balls rumvæsenslignende fossil og Katja Novitskovas plexiglas-installation af flammehav og oksehorn er værker, der blander en fjern, geologisk fortid med en glat og digital æstetik, der peger frem mod vores teknologiske udviklings nutid og nære fremtid.
Der er dog noget åbenlyst paradoksalt ved ideen om en »ekstemporær kunst,« når værkerne samtidig kommer fra en række hypede unge samtidskunstnere, der flirter med nogle af samtidskunstens mest dominerende tendenser: det antropocæne, postinternetkunst, sci-fi-referencer, dyb tid og postapokalypsen.
På Welcome Too Late får vi lov at stirre ned i den postapokalyptiske afgrund, men det ser i sidste ende mere forførende end frygtindgydende ud. Undergangsfortællingen og de ekstemporære elementer giver ’kant’ til det samtidige, digitale formsprog, men formår ikke særligt overbevisende at træde ud af sin egen samtid.
Som helhed har Lykkebergs essayudstilling om tid dog interessante perspektiver, som ville have haft gavn af modspil fra nogle flere værker og lidt færre påstande. Omvendt fremstår Ultracontemporaine måske uintentionelt, måske bevidst, så tilpas utidssvarende i sin agitprop-tilgang, at grebet faktisk bliver en radikal ny måde at forholde sig til den accelererede samtid på.
Hvis man er i tidsnød kan man med fordel browse gennem Gallery Ultracontemporaine på sin telefon, mens man går rundt i Charlottenborgs hyperæstetiske essay om tid.
Welcome Too Late. Kunsthal Charlottenborg. Nyhavn 2, 1051 København K. Indtil den 28. maj 2017. Gallery Ultracontemporaine: www.copenhagenbiennale.org/gallery
Der findes et godt gammelt oversættelseslån på dansk. Og det hedder tidsånd - ikke zeitgeist!