Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En verden af nosser og røv

Familien går forud for alt i Fast & Furious-franchisen, der efterhånden har 16 år på bagen. Nu er holdet klar med ottende skud på stammen
Familien går forud for alt i Fast & Furious-franchisen, der efterhånden har 16 år på bagen. Nu er holdet klar med ottende skud på stammen
Kultur
12. april 2017

Der var næppe nogen, der havde forestillet sig, hvad det skulle ende med, da The Fast and the Furious – en godhjertet pastiche over Point Break med biler i stedet for surfbrædder – ramte biograferne for 16 år siden.

En kæphøj og blåøjet Paul Walker spillede den unge undercoverbetjent, Brian O’Conner, der fik til opgave at infiltrere en røverbande anført af den sammenbidte alfahan Dominic ’Dom’ Toretto, ikonisk legemliggjort af Vin Diesel.

Brian skulle imidlertid snart sande, at det ikke var en flok almindelige kriminelle, han var havnet hos. Først og fremmest var Torettos bande en familie. De passede på hinanden, holdt grillfester sammen og bad bordbøn. Pludselig havde Brian et sted, han hørte til. Og det blev ikke ligefrem lettere, da han forelskede sig i Doms lillesøster Mia, der længtes efter et åndehul, og måske endda en vej ud af familiens kvælende favntag.

Indimellem blev der kørt ræs i specialbyggede øser, der blev flashet solbrune baller og fyret nitrogenoxid af, så bilerne brændte sammen. Og seriens gennemgående moralkodeks blev først antydet, siden bøjet i stål: Familie over alt. Personlig moral står over loven. We take care of our own.

Brian O’Connor og Dominic Toretto møder hinanden for første gang. Selvfølgelig i et gaderæs.

Lyder det dumt? Det er det også. Lyder det ligefrem upassende i disse Trump-tider, hvor stærke mænd skider hul i konventioner og overenskomster? Måske.

Og skal man være grov, kan man sagtens afskrive Fast & Furious-franchisen som en bedaget macho-fantasi om frihed og fællesskab. Frihed fra samfundets snærende bånd. Fællesskab med en selvskabt familie, der både er klar til at tage en kugle for dig og klappe dig et par på skrinet, når du dummer dig. I en verden, hvor intet er så galt, at det ikke kan løses med en nævekamp efterfulgt af et godt måltid mad og den rituelle bordbøn.

For ja, vores hovedpersoner er nogle banditter, men de har hjerter af guld. Modsat de dumme svin, de er oppe imod, og som myndighederne tilsyneladende ikke evner at få ned med nakken. Så må de rigtige mænd (og kvinder) jo træde til.

Biler, booty og bankekød til slemme drenge: Fast & Furious har et skudsikkert koncept med en klart afgrænset målgruppe. Men man overlever ikke så mange år på dum action alene. Det har skaberne (og de skiftende instruktører) antageligvis også måtte indse, da der skulle flere mindre vellykkede forsøg til, før franchisen for alvor fandt sit hjerte.

Efter den første film kom 2 Fast 2 Furious, hvor pater familias Toretto blev udskiftet med Brian O’Connors hurtigsnakkende ven Roman Pearce (spillet af Tyrese Gibson). Nu var det noget med en narkobaron, der skulle knaldes, og der blev skruet ned for familien, og op for humoren og de hurtige biler. Det var okay, men så heller ikke bedre. I tredje film, Fast & Furious: Tokyo Drift, der må betegnes som et decideret fejlskud, rykkede vi til Tokyo med den charmeforladte Lucas Black som hovedperson.

Lucas Black vendte ikke tilbage (kun i en kort birolle), men den langt mere populære bifigur Han (spillet af Sung Kang) blev hentet ind i fjerde film; en slags genfødsel for franchisen. Både Vin Diesel, Paul Walker og de kvindelige hovedroller fra den første film vendte hjem. Fortællingen var mørkere, næsten humorforladt, i kontrast til de lidt fjollede forudgående film.

Set med de kritiske briller kunne hverken Paul Walker eller Vin Diesel helt bære de store følelser, som deres figurer skulle forestille at tumle med, men filmen mejslede den skabelon, som resten af franchisen skulle støbes efter. Seje mænd og lækre kællinger i hurtige biler tager kampen op imod en fjende, der vinder på råstyrke, men taber på snuhed og – langt vigtigere – sammenhold.

I bund og grund er budskabet i Fast & Furious jo det samme som i ungdomsserien SKAM: Mennesker har brug for mennesker. Hvad enten de er norske teenagedrenge eller californiske tyveknægte.

Med femte, sjette og syvende film udviklede franchisen sig til at handle mindre om biler, og mere om kup og deciderede missioner (parallellerne til Mission Impossible er da også blevet italesat flere gange), og familien blev udvidet med både nye ansigter og gamle kendinge.

Mest bemærkelsesværdigt blev Wayne ’The Rock’ Johnson introduceret i universet, i rollen som specialagenten Luke Hobbs, der hellere vil tæve en tilståelse ud af en mistænkt, end han vil tale om tingene. I femte film havde han fået til mission at arrestere vores hovedpersoner, men også han endte naturligvis med at være en del af familien. Real recognise real, som man siger.

Og så er vi tilbage ved familien. Det, der gør Fast & Furious særlig, er ikke blot fiktionen, men også historien udenom fiktionen. Filmholdet er nemlig med egne ord blevet – ja – en familie. Da seriens ene hovedrolle, Paul Walker, mistede livet i et tragisk biluheld i 2013, var holdet sønderknust. Vin Diesel opkaldte senere sin datter efter manden, han selv beskrev som sin bror.

I lang tid blev der snakket både i og udenfor krogene om, hvad der skulle ske med den syvende Fast & Furious-film, som var halvvejs gennem optagelserne, da Paul Walker døde.

Holdet valgte at færdiggøre filmen ved hjælp af body doubles og CGI og omskrev plottet, så publikum fik muligheden for at sige farvel til Brian O’Conner. Furious 7 blev en bragende succes.

Her skulle man tro, at franchisen havde nået sin naturlige afslutning. Tidligere forsøg har jo vist, at universet fungerer bedst, når de to modpoler – den indelukkede Dom og den drengede Brian – begge er tilstede. Men Hollywood er ikke kendt for at lade Boxoffice-succeser hvile i fred, og nu rammer Fast & Furious 8 altså biograferne. Med hele holdet, inklusiv skurke fra tidligere film.

Det store dumme svin udgøres denne gang af superhackeren Cipher, spillet af Charlize Theron. Hun lurer tilsyneladende Dom væk fra det fredelige familieliv og ind i sin terrororganisation. Men så simpelt er det naturligvis ikke. Og hvis hun tror, at Doms familie giver slip på ham uden kamp, må hun tro om igen.

Trailer til ’Furious 8’.

Der er skruet op for både eksplosioner, humor og drama. Theron giver Cipher en klang af sexet psykopat og udfylder udmærket rollen som en kvindelig Moriarty med ambitioner, der er en Bond-skurk værdig. Vin Diesel bliver aldrig nogen stor skuespiller, men han formår at give Dom lidt tyngde, samtidig med at filmen anerkender, at han ikke længere er helt ung. Men der er meget langt til franchisens rødder.

Gaderæs var en sjov gimmick med en begrænset levetid, men filmen fungerer stadig bedst, når den tager fat i det, det hele begyndte med: nemlig bilerne. I en fremragende sekvens udnytter Cipher, at de fleste biler efterhånden har en computer indbygget. Og når alle computere kan hackes, bliver alle biler et potentielt våben. Det er godt tænkt – og i disse dage smerteligt tæt på virkeligheden.

Resten af tiden er der røv, tjubang og varmt bly for alle pengene. Men metaltrætheden synes for længst at være sat ind. Og ærligt talt: Hvor længe kan man fortsætte med samme koncept? Amerikanske unge, der er født samme år, som den første film udkom, er nu gamle nok til selv at køre bil.

Fast & Furious-franchisen lider i stigende grad under, at den hele tiden skal overgå sig selv. Filmenes plot er vokset i takt med Vin Diesels svulmende overkrop: Garageroderi er blevet til hackermagi, og benzintyveri er blevet til kamp mod cyberterrorister på jagt efter atomvåben. Familie er stadig omdrejningspunktet, de samme gamle kendinge fyrer de samme catchphrases af, og det ender med en barbecue i solen. Med Furious 8 lægges der op til en ny trilogi. Det nyeste skud er ikke en rædselsfuld film, men gid de havde ladet franchisen stoppe på toppen.

’Fast & Furious 8’. Instruktion: F. Gary Gray. Manuskript: Chris Morgan. Amerikansk. (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for fremragende forbrugeroplysning:
Helt klart en film, jeg IKKE gider at se.

Fast and furious er som Game of thrones ikke helt så dårlig som f.eks. Trinity-brødrene. Eller Dirty Harry. Men det er naturligvis tæt på.