Læsetid 4 min.

Alien bruger intellektuel glidecreme til rå horror

Angsten fra 1979 er svær at genfinde i Ridley Scotts første fuldbyrdede tilbagevenden til Alien-bæstet – siden hans første skelsættende film, ’Alien’ fra 1979. Det er en skidt retur til hans mesterlige fortid. Tynget af mekanisk horror og sågar fjollet action. Og så handler den i øvrigt mest om kunstig intelligens
Angsten fra 1979 er svær at genfinde i Ridley Scotts første fuldbyrdede tilbagevenden til Alien-bæstet – siden hans første skelsættende film, ’Alien’ fra 1979. Det er en skidt retur til hans mesterlige fortid. Tynget af mekanisk horror og sågar fjollet action. Og så handler den i øvrigt mest om kunstig intelligens
20th Century Fox
19. maj 2017
Delt 6 gange

Her er en virkelig god scene fra Ridley Scotts nye film, Alien: Covenant. Vi er i rumskibet Covenant. Kaptajnen er syg og går i seng. De andre besætningsmedlemmer venter, til han er gået, så smider de musik på anlægget og sprut på bordet. Fester igennem. Pludselig hoster en af medlemmerne, stadig voldsommere, noget gør ondt. Så slår androiden Walter (Michael Fassbender) hende i ryggen, og hun hoster et stykke mad – ikke en alien – op.

Det lyder måske ikke som den mest fabelagtige scene i verden, men med den sært muterede bluesmusik på soundtracket, den løsslupne stemning og de sjofle, hverdagligt affyrede jokes lover scenen godt for resten af Alien: Covenant.

Den lover en anden, mindre højtidelig, mere … hm … menneskelig stemning – og en klart mere levende dialog end i forgængeren Prometheus. Som var den første film i den planlagte Alien-prequel-trilogi, altså tre film, der fortællekronologisk leder op til den første Alien-film, Alien – Den 8. Passager, klassikeren fra 1979 med Sigourney Weaver i hovedrollen. Alien: Covenant er den anden i prequel-trilogien og foregår ti år efter Prometheus.

Her er det ironiske: Scenen er slet ikke med i filmen. Det viser sig blot at være en teaser til filmen. Hvis egentlige handling starter længere inde i forløbet, hvor besætningen vækkes af dvale, da en stjerneeksplosion beskadiger Covenant. De er på vej til at kolonisere en fjern fjern planet og har over 2000 mennesker og 1000 fostre i lasten. Flere dør ved ulykken, herunder kaptajnen.

Inden det går så galt, skal vi dog lige igennem en mere stilfuld åbningsscene, hvor skaberen af og hans skaberværk – den oprindelige androide David (også Michael Fassbender) – har en samtale om menneske, Gud, kunstig intelligens, forældre, død og evigt liv. Skaberen kan ikke lide, at David kalder ham far. Filosofisk, kunne man kalde scenen. Sindsoprivende? Nej.

Nå, men, som i den oprindelige Alien er det et opkald fra en planet i nærheden af rumskibets planlagte rute, som leder ekspeditionen på afveje. Og i blodigt uføre. De lander på en planet, der mest af alt ligner Norge, dog helt uden dyreliv.

Til gengæld er den beboet af en ultraaggressiv virus samt androiden David, nu med halvlangt afbleget hår (der får ham til at ligne nutidens Iggy Pop). Og det viser sig snart, at filmen og manuskriptforfatterne ikke interesserer sig så meget for xenomorf-bæsterne, men mere for diskussionen om kunstig intelligens og faren for, at den vil udslette os.

Skalter og valter med arvemassen

Maskinerne er i det 22. århundrede tænkende individer, som vi holder trælbundet. Der peges hen mod tanken tidligt i filmen, da vi er på besøg hos de store – ikketænkende – transportmaskiner i Covenants lastrum. Dernede, hvor de afrikanske slaver engang sad lænket som manuel arbejdskraft, er der nu store terrængående maskiner fastgjort med endnu større lænker.

På lydsiden klirrer de, sandsynligvis fordi Ridley Scott ønsker at pege på, at et nyt slaveri – i øvrigt uden sammenligning med det, man har påført mennesker – er undervejs.

Spændende nok, ikke mindst fordi der bliver lagt op til en diskussion om det skabtes forhold til skaberen. I vores tilfælde Gud? Eller tilfældige biologiske omstændigheder? I AI’s tilfælde i hvert fald os. Og der er vores vrede over vores begrænsning, døden. Og AI’s vrede over, at vi også vil begrænse den, at vi ikke vil tillade den at skabe og tænke frit. Ikke et ønske, der er blevet mindre efter at have set Alien: Covenant.

Man kunne så også godt tænke sig at begrænse Ridley Scott og hans manuskriptforfatteres forhold til deres skaberværk. For de skalter og valter med arvemassen.

Fotograferingen er til tider smuk, klipningen ofte brutalt effektiv. Musikken er hæderlig, endda ekspansiv som sfærernes musik, men også i perioder bare en konservativ smagsforstærker. Og – i modsætning – til teaserens løfte om noget andet, så efterlades man med spørgsmålet om, hvorvidt fremtidens mennesker overhovedet har rigtige følelser? Det virker uklart i Alien: Covenant.

Bevares, der bliver da grædt af sorg. Og skreget af rædsel. Men det er mekanisk og kalkuleret. Angsten fra 1979, fra den første Alien, er svær at genfinde.

Sparsomme gys

Og de dybe gys – dem, der kommer af eksistentiel grundangst eller dyb empati med ofrene – er sparsomme. Pinen trækkes ikke ud, men affyres utålmodigt, for adrenalin-kickets skyld. Der er nogle herreklamme udklækningssekvenser og referencer til både Kristus og Elefantmanden. Men vi er egentlig ikke rigtig bange for udyrene.

Og vi er også mildt overbærende i forhold til deres blodtørst, for ingen karakterer fungerer som egentlige mennesker. Man mærker dukkeførernes snore trække dem igennem rædslerne. For effektens skyld. Og da kampscenerne til sidst trækker på skuldrene over for naturlovene, så bliver de bare fjollede.

Alien: Covenant er det sort desillusionerede vrangbillede af Scotts forrige film, der også handlede om kolonisering, den vellykkede The Martian. Dén film betonede rationalitet og menneskeligt samarbejde. I nærværende film betones dét, der kommer efter mennesket: et artificielt overmenneske med sårede faderfølelser og en forsmag for Wagner.

Ridley Scotts arbejde har for længst taget bo i vores kollektive ubevidste. Med Blade Runner og Alien – Den 8. Passager har han rejst ekspansive dystopier og feberbilleder i vores hoveder. Gruopvækkende smukke, eksistentielt rystende og grumt psykoseksuelle visioner af kunstig intelligens, fremtidig civilisation, kolonisering i rummet, interplanetar xenofobi, angstfuldt moderskab (hvor mange vordende mødre kender du ikke, der har talt om at have en alien i maven?) og sågar kærlighed mellem kunstige og organiske væsener. Det er en arv, han bygger ovenpå i Alien: Covenant, men det sker med fremtidsvisionerne reduceret til intellektuel glidecreme for dump action og rå horror.

’Alien: Covenant’. Instruktion: Ridley Scott. Manuskript: John Logan & Dante Harper. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu