Læsetid 3 min.

Angsten for anmelderen

’Status’ er blevet en blændende afdækning af kunstnerens følsomhed – og anmelderens utilregnelighed – i Husets Teaters modige dramatisering af Erlend Loes roman
Tammi Øst dirrer hudløst troværdigt af nervøsitet i rollen som lyrikeren over for Morten Burians ordflommede foredragsredaktør i Husets Teaters brutale Erlend Loe-forestilling ’Status’.

Tammi Øst dirrer hudløst troværdigt af nervøsitet i rollen som lyrikeren over for Morten Burians ordflommede foredragsredaktør i Husets Teaters brutale Erlend Loe-forestilling ’Status’.

Henrik Ohsten Rasmussen
5. maj 2017
Delt 81 gange

Glem alt om en passende distance mellem kunstner og anmelder under teaterforestillingen Status. Skuespilleren Tammi Øst sidder i hvert fald med et nervøst blik nærmest oppe på skødet af denne anmelder på Husets Teater – og snart humper skuespilleren Morten Burian forbi mig og min anmelderblok, bare et knæ væk.

For i denne forestilling bliver skuespillerkunsten kastet lige op i fjæset på anmelderen og alle andre tilskuere: til skue, til oplevelse, til bedømmelse.

Skuespillerne sætter modigt deres rystende kroppe og svedige hænder til skue. Ikke i en spotlight på en fjern koncertscene, men få meter væk på scenen. Her er der vitterligt intet at gemme sig bag – ikke et lærred eller en bogryg eller en skærm. Her består kunsten af kunstnerne selv. Lykkeligvis.

Dødsblikket

Tammi Øst rummer netop den vibrerende følsomhed og den dynamiske tvivl, at hun får portrættet af digteren i Status til at leve så intenst, at man føler med hendes skælvende forfatter fra hendes første fumlen med håndtasken. Forestillingens plot er enkelt: Lyrikeren har skrevet en ny digtsamling, og i dag bliver den udgivet og anmeldt … Men selv er hun ved at dø af skræk, først og fremmest over de ventede anmeldelser.

Tammi Østs sublime lyriker ser på tilskueren med stivnet dødsblik, så hendes nervøsitet prompte smitter. Og da anmeldelsernes perfide vurderinger undervejs vælter ind over hende i stygge citatreplikker, gør det nærmest lige så ondt på mig som tilskuer. Til trods for at jeg sidder der foran hende med min anmelderblok og repræsenterer ’fjenden’.

Selv krammer Tammi Øst desperat sin håndtaske, der er fyldt af vildfarne papirark med nye digte. Så tumler hun ellers rundt på scenens svævende, kvadratiske træplader, der er pyntet med strimler af rullegræs – som et ingenmandsland med dødsfare. Der lugter da også af jord i Rikke Juellunds hoppe-fra-tue-til-tue-scenografi med lumske huller og forræderiske kilder. Og af muligt drab.

Morten Burian er en imponerende skurk. Han rammer alle de skumle roller rundt omkring digteren: den lurvede forlagsredaktør, den feje foredragsarrangør, den sårede søn – og ikke mindst den selvfede anmelder. Morten Burians spil er skuespillerhåndværk med højeste præcision: ny paryk, ny stemme, ny personlighed.

Samtidig demonstrerer han overlegent sin overrumplende skuespillerkunst, når han uventet forener alle sine roller til én – i en nærmest mareridtsagtig sammenkobling af disse selvbestaltede autoritetsmænd over for den kvindelige forfatter. Hvorefter Tammi Østs rædselsslagne digter uheldigvis kommer til at gribe ud efter vinflasken, så hun resten af udgivelsesdagen sejler rundt i en opløst tilstand, hvor alt kan ske.

Grotesk sårbarhed

Det er Husets Teaters chef, Jens Albinus, der har dramatiseret og iscenesat Erlend Loes bog. Replikkerne er ofte hentet ordret fra romanen, men fordelt med en musikalsk lethed mellem de to skuespillere, så handlingen om den mistrøstige romanudgivelse spilles i uanstrengte og morsomme spring.

Status er dermed blevet en grotesk og præcis skildring af skuespillerens ensomhed og udsathed. Samtidig er det en rammende karakteristik af anmelderens nærmest umulige ansvar. For hvordan kan jeg nogensinde yde en teaterforestilling retfærdighed med min anmeldelse? En tekst, der skal skrives på få timer, men som skal vurdere et værk, der ofte er resultatet af flere års arbejde.

Status ender i en forrygende hævnrus over den gnomede kritikerstand. Det kan jeg sådan set godt forstå. Som forestillingens lyriker Nina Faber desperat spørger: »Hvad driver en anmelder?«

Fra første række, sådan i knæhøjde, kan jeg meddele, at det er trangen til at se teater, der driver mig. Trangen til at leve mig ind i en anden verden, som skabes af levende mennesker lige for øjnene af mig – og som ofte spejler den virkelige verden i et endnu klarere eller smukkere eller æklere lys. Sammen med trangen til at fortælle om teatret gennem hidsig dans på tastaturet. I hvert fald indtil jeg som anmelder bliver nervøs for, hvordan læserne reagerer, når avisen kommer på gaden og på nettet.

Så er det nemlig anmelderen, der krammer håndtasken. Formodentlig med et indre blik omtrent som Tammi Østs.

’Status’. Baseret på roman fra 2013 af Erlend Loe. Dramatisering og iscenesættelse: Jens Albinus. Scenografi: Rikke Juellund. Husets Teater. Til 20. maj – samt under Cph Stage 30. maj-3. juni 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu