Læsetid: 3 min.

Blodskamsteater med blæksprutte

’Festen – som madteater’ på Republique er sanseligt gourmetteater på højeste og ækleste internationale niveau
Waage Sandøs fødselar sidder helt nede for enden af det lange bord i den eminente madteateropsætning af ’Festen’ på Republique. Men heldigvis kommer man helt tæt på både ham og Stina Ekblads perfekte hustru, så man kan stirre dem ind i øjnene og forsøge at forstå, hvad der gik galt i denne grufulde familie.

Waage Sandøs fødselar sidder helt nede for enden af det lange bord i den eminente madteateropsætning af ’Festen’ på Republique. Men heldigvis kommer man helt tæt på både ham og Stina Ekblads perfekte hustru, så man kan stirre dem ind i øjnene og forsøge at forstå, hvad der gik galt i denne grufulde familie.

Per Morten Abrahamsen

19. maj 2017

Bordet til Festen – som madteater er så gigantisk, at den berygtede fødselar Helge og hans smilende Else ligner dukker for enden af den lange dug. Her er alt æstetisk uangribeligt.

Men tilskuere, der allerede har set Vinterbergs film Festen fra 1998 – eller teaterversionerne over filmen f.eks. på MammutTeatret og Vendsyssel Teater – kommenterer straks bordets påfaldende kunstige blomster. For de er gule og grønne. De svarer altså til farverne på de to taler, som sønnen Christian har tænkt sig at trække frem fra sin jakkelomme og tilbyde sin far at vælge mellem.

Egentlig føles det grotesk sådan at skulle kaste sig ud i gastronomiske lækkerier, når man ved, at man skal opleve en afsløring af incest. Men idemagerne, teaterinstruktøren Rolf Heim og madkunstneren Mette Martinussen, har skabt en fuldstændig sublim madfortolkning ud af den uhyrlige fortælling, så tilskuerens sanser bliver pirret – og bremset – perfekt i forhold til katastrofefortællingens dramaturgi.

Grønne ærter

Hvide asparges, citronmelisse og muslinger blander sig med grønne ærter og stikkelsbær. Sart og sært og i skingre farver. Akkurat som ægteparret og deres tre voksne børn. Desuden har scenograferne Torden & Lynild opdelt Republiques store, højloftede hal til en labyrint af sale og hemmelige rum og korridorer af sort stof og frisk træ. Så nej. Vi sidder ikke bare til bords i fire timer.

Med fabelagtig logistik kommer vi rundt i det nyrige hjem. I de hvide snedkerskabe i Elses stue står der kun ting fra Royal Copenhagen – perfekte og iskolde gaver fra en tyrannisk ægtemand til en kvinde, der har indvilget i at holde kæft. Og dramaturgen Simon Boberg har elegant forandret teksten, så de mundrette replikker skaber en nærmest gemytlig fortrolighed mellem skuespillerne og publikum.

Kyniker og kanin

Men hvem er han så, denne nu 70-årige Helge? I Waage Sandøs neddæmpede fortolkning er han kynikeren, der aldrig har følt sig truet. Stærkest er han, da han sidder i kørestolen i sin vinkælder – et genialt, kantet rum, hvor tilskuerne får voyeurindkig fra usynlige vinduer oppefra.

Her tryner han sønnen Christian så voldsomt verbalt, at Mikkel Arndts jagede offerkanin må spænde alle muskler for ikke at ryste. Men Mikkel Arndts dødsmærkede øjne redder ham: et blik, der viser, at han har besluttet sig for at tage hævn. Uanset hvad.

Moderen glatter ud. Stina Ekblad ligner en Hollywood-dronning, som hun står i sin lyseblå Kennedy-kjole og taler om småting med sin fuldkomne stemmeklang. Til sidst tager hun selv stilling, indtil hun nærmest bliver til et spøgelse selv og glider ud gennem væggen. Det er rystende. Fordi hun besvarer, hvorfor moderen ikke gjorde noget.

Det er ellers Asbjørn Krogh Nissen i rollen som den brovtende bror Michael, der bliver publikums fortrolige. Asbjørn Krogh Nissen har en eminent selvironi, og samtidig formår han at spille oprigtigt kejtet som småpinlig toastmaster, der er bange for, at publikum spilder cider på hans fars dyre tæppe. Og den hvirvlende Natalie Madueño spiller den oprørte datter, der har sine bedste øjeblikke i sit gamle barndomsværelse, hvor afsløringen ligger gemt i Jonas Bøghs spøgelsessitrende lys.

Voldeligt medhør

Kokkene leger, så sønnens erindring om en blæksprutte straks bliver til en udsøgt gourmetblæksprutte på tallerkenen. Samtidig bliver vi konstant mindet om alt det modbydelige, der engang foregik i dette hus, for lyddesigneren Janus Jensen har sørget for trusselslyde og spilledåsemusik – og voldeligt medhør.

Jeg har simpelthen svært ved at forestille mig, at denne realistiske ækelhed kan rammes bedre. Og jeg kan ikke se, at teaterdirektør H.C. Gimbel – nu alene på posten efter Martin Tulinius’ tragiske død – kunne afslutte sin direktørperiode på flottere måde. Sanseligt og interaktivt og på internationalt niveau. Der bliver noget for Emmet Feigenberg at leve op til.

I andre teaterversioner af Festen er det skuespillerne, der skaber fiktionen. Men denne madfortolkning flytter det interaktive fokus så langt ud mod tilskueren, at det i lige så høj grad bliver tilskuerens følelsesrutsjetur, der skaber forestillingen.

Som en tilskuer bagefter spurgte: Hvis dette havde været virkelighed, ville vi så også bare have spist videre?

Festen – som madteater’. Idé og koncept: Mette Martinussen & Rolf Heim. Iscenesættelse: Rolf Heim. Gastonomisk iscenesættelse: Mette Martinussen. Scenografi: Torden & Lynild. Tekstbearbejdelse: Simon Boberg. Billetpris alt inkl: 1.295 kr. Republique til 9. juni 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu