Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Crazy lady laver fis

Nina Wengels debutbog er et trefoldigt (og overgearet) vidnesbyrd om at være klient i det offentlige
Kultur
3. juni 2017

Efter at jegfortælleren i Nina Wengels debutbog, Fremtiden er soft pink, har fået bortopereret en svulst i hjernen, er hendes hypofyse røget. Det er et probem, der afføder nye problemer. Fortælleren fortæller det henkastet: »Svulsten blev fjernet gennem næsen, svups, men hullet fra operationen ville ikke hele.«

Der løber hjernevæske ud, hun har en mild form for hjernebetændelse. Hun begynder at tage hydrokortison, bliver psykotisk, bliver indlagt og kører op og ned gennem de bevidsthedsniveauer, hun pludselig har adgang til. Det er, hvad bogens første kapitel, Psykosen, går med.

I de følgende to kapitler, Hospitalet og Jobcentret, beskriver Nina Wengel en indlæggelse på en somatisk afdeling og et absurd loopende jobcenterforløb.

Ret meget mig

Alle tre kapitler i novellaen er fortalt i nutid og i et sprog, der gengiver den maniske tankestrøm og alle de absurde forbindelser, den fører med sig. Men samtidig med, at det maniske kommer til orde, er der tale om et tilbageblik fra en mere nøgtern position. Der tales altså to steder fra, og selvom det fine ved fiktion er, at anything goes, hvis det er gjort ordentligt, så er det ikke helt vellykket i dette tilfælde.

Det, der skal forestille psykosens vildskab, ligner mere en rodet tekst. Nina Wengels prosa er fuld af indfald, fordi den handler om at være psykotisk og se forbindelser, andre ikke kan se, men den er også forhippet på at tænke skævt, som f.eks. i sætningen her, hvor begge typer indfald er til stede: »Det er store bededag, og uden at overveje hvor politisk-økonomisk konstrueret den dag er, tænker jeg, at det da er klart, det er den dag, jeg genopstår.«

Skildringer af møder mellem det offentlige sikkerhedsnet og folk, der bliver syge og mister fodfæstet, er nærmest per definition interessante. Man vil gerne vide, hvordan det gik. Fortællerens forældre forklarer psykosen med kemi, overtræthed og traumer.

Hun er ikke enig: »Jeg tænker, det var ret meget mig. Det var min verdensopfattelse for fuld skrue.«

Overvejelserne om, hvorfor det går galt (både i hovedet på hovedpersonen og i det offentlige), er det mest interessante ved bogen, men det bliver ikke særlig udfoldet.

Lidt stiv i sit frisprog

Ambitionen lader til at være at skrive på en måde, der loyalt skildrer den psykotiske virkelighedsopfattelse, men Fremtiden er soft pink er altså lidt stiv i sit kaotiske frisprog. Stilen er kortfattet, nærmest stakåndet, og registrerende.

Hovedpersonens bevidsthed slingrer, og når hun under indlæggelsen i andet kapitel længes efter morfin, staves det »morfiiiin«. Det er ikke noget særlig subtilt greb, det virker bare overgearet og nemt.

Det samme gør beskrivelsen af den stol, hovedpersonen får at sidde på til en samtale med en læge: »den grå dertil-kreerede-kedelige-patient-modtag-lægedommen:-du-har-kræft!-stol« og de lidt for koket selvbevidste kommentarer som »Crazy lady laver rigtig fis og ballade.« De to intentioner – at skildre virvaret og samtidig reflektere over det – spænder ben for hinanden.

’Fremtiden er soft pink’, Nina Wengel. Forlaget Korridor, 94 sider, 150 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her