Læsetid 4 min.

Danske tegneserier går i clinch med flygtningekrisen

Tre bemærkelsesværdige nye danske tegneserieudgivelser går i direkte clinch med flygtningekrisen og integrationsproblematikken. De er del af et nybrud inden for en udtryksform, som herhjemme i årtier har lidt af manglende samfundsmæssigt engagement
Lars Hornemans og Morten Dürrs elegiske ’Zenobia’ iscenesætter ordknapt en flygtningepiges tankestrøm, mens hun synker mod havbunden et sted i Middelhavet.

Lars Hornemans og Morten Dürrs elegiske ’Zenobia’ iscenesætter ordknapt en flygtningepiges tankestrøm, mens hun synker mod havbunden et sted i Middelhavet.

Foto fra bogen
13. maj 2017

Her de senere år har der dannet sig en tydelig tendens til samfundsmæssigt engagement hos de danske tegneserieskabere.

Blandt de mest markante eksempler finder man Mikkel Ørsted Sauzets brutale flashback til slaveriet på Haiti i Aske (2013); Halfdan Piskets kuldslået poetiske iscenesættelse af sin tyrkisk-armenske indvandrerfars erindringer i Dansker-trilogien (2014–2016); og Karoline Stjernfelts udforskning af ungdommelig idealisme og oplysningens arv i sin genfortælling af historien om Christian VII, Caroline Mathilde og Struensee, I morgen bliver bedre (2015).

De to sidstnævnte medvirker i antologien Uledsaget, i hvilken fem tegnere fortolker fem uledsagede flygtningedrenges oplevelser. Udgangspunktet var møder mellem tegnerne og fortællerne på Asylskolen i Ollerup på Fyn. Drengene, der alle har søgt om asyl i Danmark, kommer fra Somalia, Irak og Afghanistan.

Der er ikke tale om regelrette genfortællinger af kendsgerninger. De fleste af drengene var tydeligvis uvillige eller ude af stand til konkret at beskrive deres ofte dybt traumatiske oplevelser. Serierne er således i overvejende grad lyriske konstruktioner, der sammensætter erindringsbrudstykker med impressionistiske eller symbolske passager, som formidler det indtryk fortælleren har gjort på tegneren. Den humaniserende ambition er nobel og det håndværksmæssige niveau er højt, men de spektakulære fortolkninger overskygger desværre de ret kursoriske vidnesbyrd.

Stjernfelts flot flydende sort-hvide billedside antyder effektivt, men også lidt glat de voldsomme begivenheder, der lå mellem hendes samtalepartners tid som fårehyrde i Somalia og nuværende drømme om arbejde inden for telekommunikation. Tom Kristensens vage, kradsede formgivning opvejes delvist af hans effektive farvesans og skarpe beskæringer i fortællingen om et par afghanske brødres flugt fra en familiefejde.

Halfdan Piskets bidrag, ligeledes om to brødre på flugt, men fra Somalia, har tidligere været bragt i sin fulde længde i disse spalter. Den er digitalt tegnet med fed kontur og dramatisk chiaroscuro, holdt i sort og bruntoner med en symbolsk gennemtrukket rød linje. Det er stærkt afleveret, men også kunstlet, og den ret informationsfattige fortælling bliver i højere grad indigneret partsindlæg end personligt vidnesbyrd.

Adam O tager denne strategi skridtet videre; han forekommer mere interesseret i didaktiske tableauer end nuancer i det oplevede og tegner i klodsede udråbstegn. Samlingens alderspræsident Lars Horneman er derimod mere forsigtig, men det bliver det ikke mere personligt af. Han lægger en skematisk, grafisk flot symmetri ned over sin skildring af ’et splittet menneske’ – erindringens blålilla for Irak, nærværets varmt orangegule for Danmark. Det er mest den, man ser.

En kunstnerisk modning

Horneman har udviklet sig betydeligt de seneste år. Hans introspektivt selvbiografiske Når jeg ikke er til stede fra 2014 viste en anden side af et talent, der førhen primært havde gjort sig i frivole eventyrserier. Den var noget selvmedlidende, men rummede flotte meditative passager, hjemsøgt af fravær. Han arbejder i øjeblikket med en blødt løbende stegføring, præcist skraveret og kompakt skyggelagt, der lægger sig et sted mellem den franske mestertegner Jean Giraud (alias Moebius) og den danske grafiker Palle Nielsen.

Begge forbilleder spøger i hans skildringer af udbombet byterræn og bølgende hav. Sidstnævnte, beskrevet med en flot accent hentet fra det sene Hergé-studies Tintin, spiller en central rolle i Hornemans og børnebogsforfatteren Morten Dürrs elegiske Zenobia, der ordknapt iscenesætter en flygtningepiges tankestrøm mens hun synker mod havbunden et sted i Middelhavet. Horneman forfalder i passager til sentimentalitet, men overordnet klinger bogen rent og rørende. Den er henvendt til unge læsere, som vil kunne spejle sig i hovedpersonen og vil gå rent ind hos nogle, mens man kan frygte, at andre vil finde den for belærende.

Korruptionens banalitet

Johan F. Krarup signerer med Styrelsen sin hidtil længste tegneserie og uden sammenligning den mest ambitiøse. Den tager udgangspunkt i en korruptionssag i Udlændingestyrelsen, der kom frem i offentligheden i 2004, og som forfatteren selv fik yderligere indsigt i, da han en overgang var sagsbehandler ved samme instans i 2006. Krarup er humorist med socialsatiren som speciale, og han er her bedre end nogensinde i sin detaljerede, underholdende og præcise skildring af dansk arbejdskultur.

Stephen Merchants og Ricky Gervais’ The Office ligger der som berigende, erkendt inspiration, men Krarup går et spadestik dybere end i sine tidligere, mere absurd vinklede arbejder. Der er tale om et prunkløst tegnet, psykologisk overbevisende portræt af en jurist i styrelsen, Frank Laursen, som halvbevidst ledes ud i korruption. Før han ved af det, tager han rutinemæssigt imod penge for at udstede opholdstilladelser til kinesiske gæstearbejdere.

Den bløde mand, Laursen, inkarnerer en dansk kultur, hvor tilliden til medmennesket er høj og korruption en sjældenhed. Hans manglende evne til at sige fra udstiller systemets sårbarhed overfor pragmatisk udnyttelse, mens hans patetisk morsomt skildrede moralske kvababbelser antyder styrken i det anstændighedens imperativ, han trods alt lever under. Krarups tegninger er en anelse skematiske og bliver over så mange sider monotone, men at han forstår nuancens kunst ses i bogens sidste billede af Laursen.

Mere grundlæggende er Krarups greb både elegant og resonant: En lille historie på et kontor i den institution, der rent praktisk formidler de første skridt i den danske integrationsproces, bliver et sindbillede på, hvor uforberedt vort samfund er på de enorme udfordringer tidens migration stiller. Men samtidig også en påmindelse om værdier, vi ikke kan glemme i mødet med den.

Karoline Stjernfelt, Tom Kristensen, Halfdan Pisket, Lars Horneman og Adam O., Uledsaget, Svendborg Graphic, 73 s., 100 kroner.

Morten Dürr og Lars Hornemann, Zenobia, Cobolt, 100 s., 250 kroner.

Johan F. Krarup, Styrelsen, Cobolt, 224 s., 248 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Jensen
Erik Jensen

...som herhjemme i årtier har lidt af manglende samfundsmæssigt engagement

Det gælder desværre ikke kun tegneserier, men en lang række kunst . og udtryks - formere, der de seneste par generationer er blevet lalleglade og profitfikserede.

Lad mig bare nævne musikkens udvikling fra 70'erne og frem til nu, hvor der næsten udelukkende serveres tandløst pop med ligegyldige tekster. Tendensen ses også på teatrene, der hellere har villet underholde end vække til eftertanke. Forskellen er til at få øje på, når man har været med hele vejen.

Lad os håbe, at hele denne forfladigede højredrejede lalleperiode synger på sidste vers. Lad os se en opvågning blandt græsrødder og kunstnere, der kan genindføre moral, fællesskab og ansvarlighed.