Danske tegneserier går i clinch med flygtningekrisen

Tre bemærkelsesværdige nye danske tegneserieudgivelser går i direkte clinch med flygtningekrisen og integrationsproblematikken. De er del af et nybrud inden for en udtryksform, som herhjemme i årtier har lidt af manglende samfundsmæssigt engagement
Lars Hornemans og Morten Dürrs elegiske ’Zenobia’ iscenesætter ordknapt en flygtningepiges tankestrøm, mens hun synker mod havbunden et sted i Middelhavet.

Lars Hornemans og Morten Dürrs elegiske ’Zenobia’ iscenesætter ordknapt en flygtningepiges tankestrøm, mens hun synker mod havbunden et sted i Middelhavet.

Foto fra bogen
13. maj 2017

Her de senere år har der dannet sig en tydelig tendens til samfundsmæssigt engagement hos de danske tegneserieskabere.

Blandt de mest markante eksempler finder man Mikkel Ørsted Sauzets brutale flashback til slaveriet på Haiti i Aske (2013); Halfdan Piskets kuldslået poetiske iscenesættelse af sin tyrkisk-armenske indvandrerfars erindringer i Dansker-trilogien (2014–2016); og Karoline Stjernfelts udforskning af ungdommelig idealisme og oplysningens arv i sin genfortælling af historien om Christian VII, Caroline Mathilde og Struensee, I morgen bliver bedre (2015).

De to sidstnævnte medvirker i antologien Uledsaget, i hvilken fem tegnere fortolker fem uledsagede flygtningedrenges oplevelser. Udgangspunktet var møder mellem tegnerne og fortællerne på Asylskolen i Ollerup på Fyn. Drengene, der alle har søgt om asyl i Danmark, kommer fra Somalia, Irak og Afghanistan.

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Jensen
Erik Jensen

...som herhjemme i årtier har lidt af manglende samfundsmæssigt engagement

Det gælder desværre ikke kun tegneserier, men en lang række kunst . og udtryks - formere, der de seneste par generationer er blevet lalleglade og profitfikserede.

Lad mig bare nævne musikkens udvikling fra 70'erne og frem til nu, hvor der næsten udelukkende serveres tandløst pop med ligegyldige tekster. Tendensen ses også på teatrene, der hellere har villet underholde end vække til eftertanke. Forskellen er til at få øje på, når man har været med hele vejen.

Lad os håbe, at hele denne forfladigede højredrejede lalleperiode synger på sidste vers. Lad os se en opvågning blandt græsrødder og kunstnere, der kan genindføre moral, fællesskab og ansvarlighed.