Den som fisen lugte kan

»This book fills a much needed gap,« skrev engang en sarkastisk fagbogsanmelder.

Jeg har det helt som han over for den debut, hvormed journalisten Knud Brix (f. 1980) i dag indfører den hårdtslående reportagelyrik i vor litteratur. Har vi mon savnet den? Næ, ikke i voldsom grad.

Værkets stof består i en række ’cases’ eller situationer oplevet i forfatterens hverv som journalist på Ekstra Bladet og TV 2, og sensationspotentialet ligger i en indiskret, underfundig og indimellem fandenivoldsk leg med virkelige hændelser fra de senere år såsom skandaler i militæret, politikerbesøg hos malaysiske ludere eller »kvælstofsagen«, som i februar 2016 førte til Eva Kjer Hansens afsked som minister.

Brix har klogelig valgt at mixe og fiktionalisere de fleste af de relevante politiske og mediemæssige aktører, men dette vil nu næppe forhindre en blot almindeligt nyfigen læser i at identificere »formanden« som Lars Løkke, »kronprinsen« som Kristian Jensen og »brodermorderen« som Poul Nyrup, især når der i digtet står, at den pågældende politiker efter begravelsen ringede journalisten op og bedyrede, at han og den tidligere partileder skam nåede at blive forsonet.

Historier, der ikke blev bragt

Bogen falder i tre omtrent lige store sektioner, omhandlende henholdsvis Danmarks mellemøstlige krigsdeltagelse, kynismen i tabloidpressen og den beskidte dagligdag på Borgen. Et vist autentisk præg søges skabt gennem hyppig anvendelse af journalistisk jargon.

En »pløk« dækker således en heftigt typograferet forsidebasker i Ekstra Bladet, »at køre billederne« vil sige at bringe dem, uanset de mulige følger, og »at tale til blokken« er noget, en politiker kun noget af tiden gør.

Hvad der ikke ryger på blokken, kan imidlertid alligevel nå ud – først måske som et rygte, så, som her, som et »digt«. Fokus er overalt i bogen på historier, der ikke må bringes, på legen med det fordækte, forbudte.

Vi skal forstå, at politisk journalistik udgør en rigtig beskidt metier, og at reporteren uvægerlig smittes ved at færdes blandt magtens folk og sine mere eller mindre spytslikkende kolleger og konkurrenter. Hør bare, hvordan den digteriske tone forråes, umærkeligt ’tager farve’ af stoffet:

Reporteren slikker ordføreren
i røven og jeg sidder på trappen
foran Netto med drengene
og to fryseis

de forlader opgangen
med fem minutters mellemrum
så ingen skal nære
tvivl om sammentræffet

jeg hiver ham til side og truer
med at afsløre dem
hvis ikke farvefjernsynet får detaljer
om forspil og udspil om
dagpengesatser

han giver mig
fingeren

Sprog, poesi og privatliv

Selvfølgelig har denne læser da slugt de artige historier, Knud Brix her bringer til torvs, men når den første gossip-fascination har lagt sig, bliver der desværre ikke ret meget tilbage. Ja, der indfinder sig faktisk en art væmmelse, som hurtigt slår over i decideret kvalme. Det har tre årsager.

For det første de mange formelle fejl. Det hedder ikke »frois gras« og ikke »orlovsskib« (medmindre det da drejer sig om en feriejolle). Ordet »eftermægle« må som substantiv kaldes en nydannelse, og når »kadetten tipper Steen og jeg«, skriger den hyperkorrekte nominativ til himlen og afslører den sproglige wannabe.

For det andet væmmes jeg ved bogens ubehjælpsomme forsøg på stræbsom »poesi«:

»Jeg har en fortrolighed med ministeren / skovbunden er vores triptæller« og »Ethvert normalt menneske kan genkende regnens dialekt«.

Et sted betegner digtenes jeg sig selv som »en talende satan med en spiderman i hver hånd«, hvilket dels kan illustrere forfatterens forsøg på at sukre sine reportager til med billeder for implicit at hævde, at hans digte tilhører poesiens »modsprog« og ikke politikkens »magtsprog«, dels peger på endnu en vigtig årsag til, at bogen som helhed virker utroværdig.

Jeg giver nemlig for det tredje ikke meget for den private sidehistorie, der løber igennem bogen og vistnok skal fremstille dens subjekt som et ægte menneske med følelser og familie. Det er noget med, at digtjeget arbejder alt for meget og ligesom ikke »er der« for Maia og drengene.

Skulle man være venlig, kunne man sige, at Knud Brix holder et spejl op for sig selv, men skal man være ærlig, ligner det snarere et forsøg på at strø sukker på digtenes ret så barske og brutale udhængning af magtens og mediernes folk, efter recepten: Reportagelyrik, men med et ’menneskeligt’ ansigt.

Knud Brix: ’Natfolden’. Digte. Illustreret af Carl Krull. 68 s. Kr. 169,00. Forlaget Kronstork.