Læsetid: 3 min.

Følelser for spøgelser

Hanne Bartholin er den enkleste enkelhed. Nærmest en meditation i farver, symmetri og runde former. Og har man øjne på stilke, kan man se venlige spøgelser overalt
Hanne Bartholin fra 'Historien om dig'

Hanne Bartholin fra 'Historien om dig'

6. maj 2017

Nu bliver det sagt: Der bliver udgivet for mange billedbøger i DK med tekster, der kun er nogenlunde hæderlige, halvsløje eller direkte tamme og så illustrationer, der er helt forunderligt overraskende, udfordrende og originale.

Skævheden gælder også for Historien om dig med en kun nogenlunde hæderlig tekst af Søren Lind og helt forunderligt overraskende, udfordrende og originale illustrationer af Hanne Bartholin.

Oveni den skævhed er de fleste af os anmeldere bedst til ord. Det giver en del billedbogsanmeldelser med vægten lagt på den nogenlunde hæderlige, halvsløje eller direkte tamme tekst og så lige tre forkølede linjer til sidst om de helt forunderligt overraskende, udfordrende og originale illustrationer, der typisk giver »et godt modspil til teksten« eller »tilføjer noget til historien«. Men sådan behøver det ikke at være.

Søren Lind (tekst) og Hanne Bartholin (illustration): Historien om dig

Hanne Bartholin er billedbogens Mark Rothko. To farver er nok, gul og rød vandfarve f.eks. som i hendes Den lille gule pige fra 2008 med fremragende tekst – det skal siges! – af Ida Jessen.

I Historien om dig lader Bartholin ligesom i Den lille gule pige gul og rød mødes. På midtersiderne glider en gul oval sammen med en rød og minder mig om, hvor godt jeg kan lide Bartholins lethed og insisteren på at lade farverne selv være en fortælling.

I Historien om dig udvider hun farveskalaen, på et opslag springer bogen ud i et slags orgie af farver i forskellige størrelser prikker.

Men stadig er det farverne alene, der skaber indholdet. Nogle af prikkerne har lagt sig oven i hinanden, så de danner nye farver.

Lungesymmetri          

Historien om dig foregår i et velvalgt forvokset A4-format, og grafiker Nanna Arnfred har sørget for at placere tekst og illustration, så hvert opslag balancerer harmonisk og understreger den ro og dybde som Bartholin med den enkleste enkelhed har gjort til sit kendemærke. Masser af hvidt på siderne er der også.

Der er strengt taget ikke så meget historie i Historien om dig, eller den skal læseren selv skabe.

Teksten er snarere filosofiske tanker om, hvem man er, og hvordan man er kommet ind i verden: »Du begyndte som en prik i din mors mave, og før du var en prik, var du bare en idé. Nogen tænkte, at det ville være fantastisk at få sådan en som dig. Og det var heldigt for jer alle sammen, at du var med på den.«

Teksten stiller spørgsmål som »Men er det bare dine arme, dine ben, dine knæ, dit hoved, din næse, dine tæer, dit hår, dine øjne, dine skuldre, dine arme og dine fingre, der er dig? Og hvis håret og neglene er dig, hvem er så tilbage, når de bliver klippet af?« Tjah, jah, hmm, det er altså ikke gode spørgsmål, hvis du spørger mig. Hvor billederne er ren meditation, er teksten en grublen.

Men hvis jeg nu forestiller mig et barn, der ikke kan læse og som derfor har sin opmærksomhed rettet mod, hvad der foregår på billederne, så sker der noget: To små venlige spøgelser i blyantsstreg fortæller nemlig en slags historie uden ord.

Det ene spøgelse har vinger, det andet ser ofte lidt forbløffet ud. Det er en lille leg, man kan lege, at gå på spøgelsesjagt. Ikke i myldrebilleder som i Find Holger-bøgerne, men i rolige omgivelser skabt af få farver og lungernes, øjnenes og hjernens symmetri og organiske former. 

Historien om dig. Søren Lind (tekst). Hanne Bartholin (illustration). ABC Forlag. 28 sider. 180 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu