Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gejle grejer og andet forhåndenværende godt

Den unge billedkunstner Maiken Bent har omskabt Gl. Holtegaard i en feberfantasi af et skulpturelt orgie, der nyfortolker og opdaterer barokkens legesyge
Den unge billedkunstner Maiken Bent har omskabt Gl. Holtegaard i en feberfantasi af et skulpturelt orgie, der nyfortolker og opdaterer barokkens legesyge

I DO ART Agency

Kultur
26. maj 2017

Karabinhager, læderstroppe, messingkæder, nylonreb, flagklamper, lærredsgjorde, rebbremser, hængelåse, skruetvinger, spænderemme, fiskekroge, ankre, fendere, bøjer, s-kroge, jerngitre, cykelelastikker, filtsebrætter, sisaltæpper, yogamåtter, topnøgler, unbrakonøgler, spartler, sportsmadrasser og læderbolde.

Materialelisten til værkerne på den aktuelle udstilling på Gl. Holtegaard ser ud som en blanding mellem en huskeseddel for en bjergbestiger, en håndværker og en sejlsportsentusiast. Men i Lauritz de Thurahs barokvilla fra 1755 bliver alle de genstande, der indgår i listen, på forunderlig vis transformeret og anvendt i skulpturelle og installatoriske kompositioner, som peger i en helt fjerde – og måske femte – retning.

Den unge billedkunstner Maiken Bent (f. 1980) har omdannet Gl. Holtegaard til en fantastisk, indendørs lysthave, der i en original nybarok udformning byder på brudfyldte oplevelser og overraskelser. Hendes omfattende totalinstallation er anlagt som en vandring gennem villaens sale, der til lejligheden er ført tilbage til noget nær deres oprindelige skikkelse, mens de samtidig er gennemtrængende invaderet af Maiken Bents helt særlige sensibilitet.

Fra det første rum, man kommer ind i, er udstillingen udformet med en unik blanding af ekstrem detaljefikseret præcision og indfølt fornemmelse for rumlige helheder. Uden forhåbentlig at være en plot spoiler kan jeg samtidig røbe, at udstillingsforløbet gennem salene danner en vellykket eskalation, et kunstnerisk crescendo, i retning mod gesamtkunstwerkets gestaltning af et komplet opslugende og holistisk univers.

Det forhåndenværende

Maiken Bents skulpturer er dybt originale i deres formsprog, men trækker samtidig på en tradition, som har rødder i dadaismen og surrealismen. Hun anvender genstande fra blandt andet byggemarkedet, sportsbutikken og bådcentret – kommercielle readymades – som hun kombinerer og bearbejder i nye sammenstillinger.

Sammenstillingerne skaber et mylder af associationskæder gennem overrumplende materialesammenstød og sammentvungne kombinationer. Alle disse dingenoter og ting vil i deres professionelle sammenhænge inden for håndværk, sport og sejllads have en tendens til at blive ’vedhåndenværende’, som filosoffen Heidegger benævnte det. Det vil sige, at værktøjerne forsvinder gennem deres ibrugtagen, hvor det er deres formål, der fokuseres på, frem for deres egenkarakter.

Men hos Maiken Bent bliver tingene derimod ’forhåndenværende’, hvilket er en mere abstrakt og nyttesløs tilstandsform, der snarere er for ånden end for hånden. Værktøj bliver til legetøj. Eller måske bliver det bare til alskens slags grej – som imidlertid er vanskeligt helt at greje, fordi det netop er funktionstømt.

Maiken Bents arbejder er på en måde grove og brutale, sammenrimpede på en alt andet end sømløs måde, med tydelige accentueringer af materialernes kontraster og påtvungne sameksistens. Hendes skulpturer har ofte form af svævende og udspændte objekter bestående af løst forbundne materialer, uden nogen krop eller masse, der skaber en enhed eller et centrum. Alligevel er skulpturerne i al deres centerløse og hule stritten fulde af betydningstyngde og sjældent blot forbundne, men derimod decideret bundne og fikserede.

Maiken Bent

Fastgørelses- og sikringsmekanismer i metal og læder aflokkes temmelig utvetydige seksuelle betydninger hentet fra BDSM-universets lege med underkastelse og dominans, tortur og ydmygelse, fiksering og pirring. Genstandene er blevet pånødet en ekshibitionistisk obskønitet, stillet hensynsløst til skue, berøvet deres vedhåndenværende usynlighed og anonymitet til fordel for en ekstremt spektakulær iscenesættelse, der synes at ære en ritualistisk hypervisualitet. Det gælder for eksempel den centrale Havestues tre Trapez-værker, der svæver i lange metalkæder, som trækker florlette og næsten transparente linjer gennem rummet og forbinder stuens yderste punkter med de tre skulpturkroppe.

Voldtægt ved dagslys

De hænger i hovedhøjde, de tre fendere, der er polstrede med et patchwork af skind, som får dem til at antage karakter af legemsdele og kropsfragmenter, fikserede urokkeligt med karabinhager i metalkæder. De to Trapezer er penetreret af rundstokke, som brutalt gennembryder deres kroppe, punkterer dem. Den tredje er der trukket en metalkæde igennem. Det er voldsomt kødeligt og obskønt, en voldtægt ved dagslys for øjnene af én, og samtidig yndefuldt og delikat, en sælsom balanceakt, hvor hele rummet aktiveres i en nervepirrende akrobatik, en torturkammerets ballet.

Det perverse og kulørte cirkus, der tegner en markant kontrast til rummets højborgerlige elegance med indlagte trægulve og gråtonede panelvægge, er dog for intet at regne i forhold til, hvad man senere i Maiken Bents udstilling støder på.

Udstillingens kulmination er lige dele galehus og swingerklub eksekveret som rumlige totalinstallationer, hvor massagebrikse huser horisontale tableauer med parafraser over modernistiske malerier, mens skulpturelle objekter bliver holdt nådesløst fastspændte med spændremme og elastikker op ad de grønne og violette vægge. Sågar gulvene er her blevet inddraget i totalteatret, i form af henholdsvis et mintgrønt institutionstæppe og en udflydende stjernetåge i støvgrønne og rustrøde nuancer. Det er dampende hedt og isnende køligt, urovækkende og pirrende. Måske det tætteste en skulpturel praksis nogensinde er kommet på et erotisk vanvid, der betvinger enhver ting i sit eget billede og insisterer på genstandenes iboende obskønitet.

Løsøre kalder Maiken Bent sin udstilling, men det er en lidt løsagtig titel, for selv om genstandene måske nok i deres oprindelige form har været en slags løsøre, er de under Maiken Bents behændige og håndfaste indflydelse definitivt fikserede, ofte endda nagelfast forankrede i udstillingsrummene. Men titlen er den eneste ingrediens, der skorter lidt på præcision. Alt andet i udstillingen er udført og installeret med overlegen og suveræn sans for helhed såvel som detalje.

Bevægelsen gennem udstillingen byder på en subtil fortolkning af den barokke villa og dens omgivende haveanlæg såvel som en rejse ind i et særegent æstetisk univers, hvor skulpturel praksis er synonym med fastholdelsen af en uindfriet pirringstilstand, en slags tingenes endeløse edging – sådan som man efter mødet med Maiken Bents kunstneriske univers kommer til at forestille sig, at tingene også selv drømmer om det om natten, når de ligger usolgte på hylderne i varehusenes mørke.

Maiken Bent: ’Løsøre’. Gl. Holtegaard. Attemosevej 170. Gl. Holte. Indtil den 2. juli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her