Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Geni eller skiderik?

Noah Baumbach graver sig dybt ned i familien Meyerowitz’ traumer i sin nye og både vittige og rørende film, ’The Meyerowitz Stories (New and Selected)’, der deltager i hovedkonkurrencen i Cannes
Danny (Adam Sandler, i midten) siger farvel til sin datter, Eliza (Grace Van Patten), mens brormand Matthew (Ben Stiller) og søster Jean (Elizabeth Marvel) ser til i Noah Baumbachs vittige familiedrama, ’The Meyerowitz Stories (New and Selected)’. Foto: Filmfestivalen i Cannes og Netflix

Danny (Adam Sandler, i midten) siger farvel til sin datter, Eliza (Grace Van Patten), mens brormand Matthew (Ben Stiller) og søster Jean (Elizabeth Marvel) ser til i Noah Baumbachs vittige familiedrama, ’The Meyerowitz Stories (New and Selected)’. Foto: Filmfestivalen i Cannes og Netflix

Kultur
22. maj 2017

CANNES – Det sker ikke så tit, at man kan rose den amerikanske komiker og skuespiller Adam Sandler for at levere en god præstation. De fleste af de film, han selv producerer og spiller med i, er forfærdeligt dumme og platte komedier, men at han godt kan spille skuespil, har han demonstreret i flere film, ikke mindst Paul Thomas Andersons Punch Drunk Love og Judd Apatows Funny People.

Og han bekræfter det i Noah Baumbachs Cannes-film, The Meyerowitz Stories (New and Selected), et bidsk, vittigt og rørende familiedrama af den slags, som Baumbach nærmest har specialiseret sig i at lave siden The Squid and the Whale. Tonen er dog ikke lige så uforsonlig i den nye film som i nogle af de ældre.

Sandler spiller Danny Meyerowitz, en tidligere musiker, der er ved at blive skilt fra sin kone, og hvis datter, Eliza (Grace Van Patten) er på vej på college. Han flytter for en tid ind hos sin gamle far, kunstneren Harold (Dustin Hoffman), og dennes fjerde og lettere forvirrede og fordrukne kone, Maureen (Emma Thompson).

Gammelt nid og nag, der også involverer Dannys halvsøskende, Jean (Elizabeth Marvel) og den succesfulde Matthew (Ben Stiller), dukker dog hele tiden op til overfladen i den mildest talt dysfunktionelle familie, hvor ingen synes at være tilfredse med ret meget. Alle tre børn føler sig f.eks. svigtet af faren, der selv føler, at han aldrig har fået den kunstneriske anerkendelse, han har krav på.

Mild og morsom mand

Få instruktører kan som Noah Baumbach balancere og bevæge sig ubesværet mellem komedie og tragedie. The Meyerowitz Stories er en meget morsom film, fuld af absurd situationskomik og individer, der sjældent formår at gøre det rigtige eller fornuftige.

Det er også en på mange måder dybt følelsesladet film, der handler om svigt og mennesker, som ikke vil tage ansvar for egne handlinger, om smerte og usagte ting, der æder sig ind i ens inderste, hvor de er åh så svære at slippe af med igen, alt imens bitterheden manifesterer sig.

Endelig beskæftiger Baumbach sig i filmen også med kunstens væsen og kunstnerens natur. For er det reelt den smålige, egocentrerede Harold, der er familiens kunstner, eller er det i virkeligheden Danny eller måske snarere hans datter, Eliza, der laver vovet videokunst på sit college?

Danny, som er en mild og morsom mand, men noget så frustreret over og vred på sin far, leverer en af filmens nøglereplikker, da han ved åbningen af en udstilling af farens værker holder tale og siger: »Jeg har hele mit liv håbet på, at min far var et geni, fordi ellers ville han bare være en skiderik.«

Og således får Baumbach og hans fremragende skuespillere, ikke mindst Adam Sandler, der gør en hel og meget sympatisk figur ud af Danny, fortalt en universel historie om familier af den slags, man ikke kan være foruden, men som det fandeme også kan være svært at leve med.

Glemte jeg i øvrigt at fortælle, at det er Netflix, der står bag The Meyerowitz Stories, og som dermed hidtil har leveret to af de bedste film i årets hovedkonkurrence i Cannes?

The Meyerowitz Stories (New and Selected) har premiere på Netflix senere på året. Mere fra Cannes i avisen, på information.dk og på Twitter: @monggaard

www.festival-cannes.fr

Serie

Cannes 2017

Filmfestivalen i Cannes fylder 70, og årets officielle program byder på alt fra Roman Polanski, Lynne Ramsay og Fatih Akin til Bong Joon-ho, Sofia Coppola og Michael Haneke.

I år har der dog også sneget sig en slange med ind i det filmkunstneriske paradis: Streamingtjenesten Netflix, der har produceret to af filmene i hovedkonkurrencen. Det har medført protester fra den franske filmbranche og har fået festivalen til at ændre sine regler.

Informations filmredaktør rapporterer fra det sydfranske, hvor den traditionelle filmkultur og biografoplevelse kæmper for overlevelse.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her