DR beskriver sin nye radiodramapodcast Equinox 1985 som en genremæssig blanding af den amerikanske podcast Serial og Bjarne Reuters ungdomsroman 7.A. Det lyder lovende, og sammenligningen lover desværre også en del mere, end Equinox 1985 kan holde.
Jeg ved ikke, om det har været ambitionen at lave en fiktiv podcastføljeton, der kunne noget af det samme som den dokumentariske true crime-føljeton, hvor værten – forgæves – prøvede at opklare en gammel mordsag og undervejs gjorde lytterne klogere på retssystemet i USA.
Det kan også være, sammenligningen har sneget sig ind i hjemmesideteksten til allersidst. Uanset hvad er det ikke en retvisende varebetegnelse
Hvil endelig på et leje af mystik
Equinox 1985 har (som Serial, og som så mange fiktive og dokumentariske danske podcasts tit har det) en opklaringslysten fortæller, som er ude på en mission: Tea Lindeburg, som har skrevet og instrueret podcasten, vil finde ud af, hvad der skete med en københavnsk gymnasieklasse, der forsvandt sporløst fra deres studentervogn i 1985.
Blandt de forsvundne var Ida, der boede over for Tea på Østerbro. Ida var Teas barnepige og store forbillede, og gennem portrættet af hende giver Tea Lindeburg også et indirekte portræt af sin barndoms gade. Ikke nogen dårlig idé, hverken tilbageblikket på barndommen eller historien om en forsvunden gymnasieklasse, man kan fremkalde et gruppeportræt af – som Bjarne Reuter gør det med en 7.-klasse på lejrskole i 7.A.
Ambitionen om at tilføre den gryende danske podcastscene et strejf af scifi-serien Strengt fortroligt er også velkommen. Flere og flere førstepersonsdetektiver i danske og udenlandske podcast støder panden mod den mur, at deres mysterier kan opklares med den skuldertrækkende konstatering af, at den menneskelige natur er sær, og at dæmoner finder mange former.
Det gjaldt dokumentariske føljetoner som P1’s Nattens dronning (2015) om en kvindelig telefonstønner med meget specifik mandesmag og Kvinden med den tunge kuffert om en mytoman, der spildte sine talenter på at skabe splid og moderat mistro i det danske kirkelige miljø.
Begge føljetoner var bedre end deres slutninger, som nok var nødvendige for den dramaturgiske kabale, men også utilfredsstillende, fordi de langt om længe opsporede hovedpersoner ikke havde nogen gylden forklaring på, hvorfor de gjorde, som de gjorde.
Det giver mening for lige netop radiodramatikken at skeje ud med science fiction-elementer og antydningen af overnaturlige forklaringer. Lyd er billigere end billeder at producere godt nok til at virke, og man skulle være et skarn, hvis man ikke gad at høre om ægte mystiske hændelser. Faktisk minder Equinox – eller de tre afsnit jeg indtil videre har hørt af den – meget mere om den amerikanske fiktionspodcast Limetown end om Serial.
I slipstrømmen efter Serial, hvor nyrekrutterede podcastlyttere gik hvileløse rundt og ledte efter noget nyt at lytte til og blive opslugt af, fortalte folkene bag Limetown en historie om 300 mennesker, der på mystisk vis var forsvundet fra en neurovidenskabelig forskningsstation i Tennessee. Som i Equinox blev historien efterforsket og fortalt af en kvinde med en personlig relation til en af de forsvundne.
Hvad vi ved
Som true crime-genren og deraf inspirerede fiktioner har for vane, begynder Equinox 1985 med at konstatere, hvad vi ved. Herefter kaster Tea Lindeburg sig ud i en række telefonopkald og hjemmebesøg hos de forsvundnes pårørende for at få mere at vide. Den viden, hun skaffer sig, vil så efterhånden gøre billedet af det, vi troede, vi vidste, mere mudret.
Vi ved, at 3.Y med enkelte undtagelser forsvandt fra studentervognen en sommeraften på Amager mellem to forældrebesøg. Tilbage blev Jakob Skipper fra klassen, der vågnede op i nærheden og intet kunne huske. Jakob Skipper begik mange år senere selvmord og skrev i den forbindelse Equinox 1985 på væggen. Det blev startskuddet til Tea Lindeburgs efterforskning. Ida og Jakob var kærester, men sidst i 3.G blev han også kærester med hendes bedsteveninde Emilia.
De kilder, Tea Lindeburg opsøger, har modstridende opfattelser af, hvad der foregik på den front. Det viser sig, at Emilia heller ikke forsvandt, og at hun tilmed lever endnu. At Tea Lindeburg ikke straks stiller de mest oplagte opfølgende spørgsmål (hvorfor er der ikke nogen, der har sagt det noget før?, f.eks. Eller: Hvor er hun, og hvordan kommer jeg hurtigst muligt derhen?) giver selvfølgelig en vis suspense, men det sker på bekostning af historiens troværdighed. Spørgsmålene bliver tilsyneladende gemt til senere alene for, at man som lytter skal have noget at se frem til.
Ærgerligt ugooglet
Jakob og Idas forhold er ikke det eneste, der er delte meninger om. En studietur til Stonehenge med klassens karismatiske religionslærer bliver nævnt som et vendepunkt i Jakobs liv. Religionslæreren Henrik Malmstrøm (Lars Mikkelsen), der stod Jakob meget nær og sagde op på gymnasiet umiddelbart efter den mystiske hændelse, påstår dog, at han aldrig har besøgt Stonehenge.
Der bliver i de første tre afsnit af Equinox 1985 lagt et passende antal modsigelser og antydninger om sindsforvirring og større sammensværgelser ud. Desværre bliver den mystik, plottet lægger op til, overskygget af den forvirring, det skaber, at manuskriptet er så uberørt af faktatjek, som det er. Man hører om efterforskningen af sagen og om en form for retsligt efterspil, hvor alle grundlæggende retslige procedurer er tilsidesat.
Man hører, at sagen blev henlagt, fordi der ikke var nogen at mistænke. Det forhindrer ikke Tea Lindeburg i at tale med en mand, der var anklager i sagen i 1985, som i samme ombæring bekræfter, at der ingen mistænkte var, fortæller, at Jakob stod foran en jury, og antyder, at han overbeviste dem om sin uskyld, samtidig med, at han blev erklæret skizofren og blev trukket fra sagen.
»En ting er, hvad juryen dømte, og så hvad jeg selv tænkte,« siger han, og så er det vel meningen, at spændingen skal stige.
Men i stedet for daler den, spændingen, fordi den del af Equinox-historien, der refererer til, hvordan tingene foregår i den danske firservirkelighed, der skal forestille at være dens afsæt, er så sjusket og uresearchet, at det er svært at følge med.
Det er også svært at bevare lysten til at hænge på, når ingen, der har været i nærheden af manuskriptet har gidet at bruge fem minutter på at google, hvordan retssystemet virker, nu hvor det spiller en temmelig afgørende rolle i historien.
Så havde man fundet ud af, at mistænkt er noget, man kan være under efterforskningen, at en retssag kræver, at nogen er tiltalt for noget bestemt, at man ikke bruger jury i Danmark (hvis man gjorde, ville juryen næppe dømme i en sag uden tiltalte, der til og med blev henlagt), og at en psykisk syg tiltalt godt kan retsforfølges, men så kan idømmes behandlingsdom.
Hvis en historie skal tage springet ud i det fantastiske og uforklarlige, skal afsættet være ordentligt. Mystik kræver stringens, hvis det ikke skal udarte sig til dramaturgisk stofferbold, hvor reglerne for, hvad der kan lade sig gøre, ændrer sig alt efter, hvad der er nemmest. Det er ærgerligt, at manuskriptet bag Equinox 1985 ikke giver de gode ideer og det udmærkede skuespil og lyddesign et ordentligt afsæt.
’Equinox 1985’ kan høres på dr.dk
