Læsetid: 3 min.

Det gør stadig ondt, når Haneke rammer

Den dobbelte østrigske Guldpalme-vinder, Michael Haneke, fortsætter med at hudflette Europa i sin nye og ironisk betitlede film, ’Happy End’, der deltager i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes
Eve, der spilles af den fabelagtigt talentfulde Fantine Harduin, er et offer for generationers nedarvede følelsesmæssige afstumpethed i Michael Hanekes ’Happy End’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

Eve, der spilles af den fabelagtigt talentfulde Fantine Harduin, er et offer for generationers nedarvede følelsesmæssige afstumpethed i Michael Hanekes ’Happy End’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

22. maj 2017

CANNES – I begyndelsen af Michael Hanekes nye film, Happy End, filmer en 13-årig pige, Eve (stortalentet Fantine Harduin) med mobiltelefon sin mor, mens denne gør sit aftentoilette, og lægger det tilsyneladende direkte online, mens hun i en løbende kommentar forudsiger alt, hvad moren gør og i hvilken rækkefølge.

Senere afprøver Eve morens sovemedicin på sin hamster – den dør af det, mens hun også filmer det – og snart er moren selv i koma, hvorfor Eve må flytte ind hos sin far og dennes nye familie.

Familien, der bor i et palælignende hus i Calais, er endog meget velhavende, men hvad de så rigeligt har af penge, mangler de i følelser. Eve har i sit unge liv ikke haft meget med sin far, kirurgen Thomas Laurent (Mathieu Kassovitz), at gøre, og de er som fremmede for hinanden – han undskylder hele tiden, at han ikke ved, hvordan han skal gebærde sig over for hende.

Meget bedre er forholdet ikke mellem Thomas’ søster, Anne (Isabelle Huppert), og hendes voksne søn, Pierre (Franz Rogowski), der også er en del af familiens entreprenørvirksomhed, og de daglige familiemiddage i palæet, hvor de alle bor, er en stiv og højtidelig affære med den aldrende, svagelige og lettere demente patriark, Georges (Jean-Louis Trintignant), for bordenden.

Generationers svigt

Det er Eve, der på sin vis er publikums vej ind i familien Laurents fornemme, men følelseskolde hverdag, hvor ingen for alvor synes at have det godt. Thomas bedrager sin kone, Anaïs (Laura Verlinden), der går hjemme med deres lille søn.

Den ulykkelige, rodløse Pierre føler sig som en taber, hvilket i høj grad skyldes Annes manglende opmuntring. Og Georges vil bare gerne dø, men har ikke held med at tage livet af sig selv ved at køre sin bil ind i et træ – han kan heller ikke få den lokale frisør til at skaffe piller eller en pistol. Det er kun Anne, der er kæreste med en britisk bankmand, Lawrence (Toby Jones), som virker en smule tilfreds.

Måske fordi hun reelt er ligeglad med de andre i familien eller ikke ænser deres problemer.

Michael Haneke har en formidabel evne til med billeder at skildre de modbydelige ting, mennesker er så gode til at gøre mod hinanden, og som i hans optik er grunden til, at verden ser ud, som den gør.

Det kan godt være, at man til at begynde med i Happy End er bange for, hvad Eve kan finde på at gøre ved sin nye lillebror, men det viser sig, at hun er den mest empatiske i familien. Hun blev som lille svigtet af sin far, da han forlod hendes mor, og nu er hun bange for, at han forlader hende igen.

Den følelsesmæssige kulde og humanistiske afstumpethed, som stort set alle i familien besidder, er nedarvet, og Eve er ’blot’ et offer for generationers svigt og afsavn.

Det er ikke tilfældigt, at Happy End foregår i Calais, og at byens mange flygtninge, der så gerne vil til England, optræder som et bagtæppe for historien om en hvid, europæisk overklasse, der mestendels tænker på sig selv.

Happy End er ikke Hanekes bedste film – den er ikke lige så skarp og fokuseret som f.eks. Skjult, Det hvide bånd eller Amour – men den 75-årige civilisations- og systemkritiker retter skytset mod os alle sammen, og det gør stadig ondt, når han ikke sjældent rammer.

Happy End har dansk premiere senere på året. Mere fra Cannes i avisen, på information.dk og på Twitter: @monggaard

www.festival-cannes.fr

Serie

Cannes 2017

Filmfestivalen i Cannes fylder 70, og årets officielle program byder på alt fra Roman Polanski, Lynne Ramsay og Fatih Akin til Bong Joon-ho, Sofia Coppola og Michael Haneke.

I år har der dog også sneget sig en slange med ind i det filmkunstneriske paradis: Streamingtjenesten Netflix, der har produceret to af filmene i hovedkonkurrencen. Det har medført protester fra den franske filmbranche og har fået festivalen til at ændre sine regler.

Informations filmredaktør rapporterer fra det sydfranske, hvor den traditionelle filmkultur og biografoplevelse kæmper for overlevelse.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Meinertsen

Og ikke at forglemme – Haneke evner at fortælle sine historier helt uden underlægningsmusik!